DEN TYSKE protestantiske kirke, EKD, varmer ordentlig op til det store reformationsjubilæum i 2017. Man påbegyndte for otte år siden en ”Lutherdekade”, et 10-år med 10 forskellige temaer; skiftedag er på reformations-dagen den 31. oktober.
Det netop udrundne år havde temaet ”Billede og bibel”, og til afrunding skriver den reformerte teolog Martin Heimbucher på EKD's hjemmeside om, hvorfor de calvinske kirker er uden billeder.
Luther satte pris på kalkmalerier, men de reformerte eller calvinske så anderledes på den ting. De nedtog under Reformationen i Schweiz kirkernes altre og billeder, hvad der forekommer som et stupidt barbari.
Men Martin Heimbucher, overhoved for Tysklands reformerte kirke, leverer en argumentation for den reformerte billedskepsis, som er ganske åndfuld - og i al fald tankevækkende midt i en tid, hvor vi til blindhed bombarderes med billeder.
Heimbucher kender naturligvis vores hovedrysten, men calvinisterne er altså ikke ”reformationstidens Taleban”, understreger han. De reformerte forstår man kun, hvis man husker det store misbrug, der fandt sted af helligbilleder og relikvier før Reformationen.
De blev udnyttet til at skrabe penge sammen, og de reformerte vendte sig ikke mod billeder som sådan, men mod dyrkelsen af dem som kultgenstande under udnyttelse af den folkelige fromhed. I det calvinske Zürich samlede reformatorerne de nedtagne billeder i en nedlagt kirke, hvor de nu kunne beundres som netop kunst, frisat for deres sakrale funktion. Stedet var sandsynligvis verdens første museum.
DET VAR NATURLIGVIS Luthers betoning af ”ordet alene”, der inspirerede. ”Men det gælder ikke om at imødegå billedernes rigdom med så mange ord som muligt,” betoner Heimbucher. ”Snarere skal det ene ord af Gud stå i centrum for gudstjenesten, forkyndelsen af det glade budskab: 'Frygt ikke, vær modige og stærke, jeres synder er jer forladt'.”
Den enkelhed kan vel næsten føles velgørende i nutidens billedstorm som et forfriskende afkald, bemærker Heimbucher. Troen på Guds nærvær må være en tillid, der giver afkald på det synlige.
Gudstjenesten kan i øvrigt ikke klare sig uden billeder. En god prædiken betjener sig af sproglige billeder, og de fikserer ikke på samme måde, som et maleri gør, men frigør den enkeltes fantasi.
Bibelens sprog er umådelig rigt på billeder, og prædikanten skal lade sig inspirere af dem.
”De er troens urbilleder, som er eksemplariske til at illustrere den uanskuelige Guds nærvær.”
Man bliver jo ofte skuffet over filmatiseringen af en roman, hvis man har læst bogen. Bibelens billeder kan på samme måde tabe kraft, når man møder dem i et maleri, mener Heimbucher. Lytter eller læser man, opstår ens egne billeder; betragter man bibelske malerier, indfanges man delvist i malerens forestillinger og i hans epoke. Og man får for eksempel Gud som den gamle mand med hvidt skæg.
De religiøse billleder opfattes af de reformerte som et attentat mod Guds frihed, idet man vil fastholde ham i et billede. Bibelens sprogbilleder er til gengæld ikke interesserede i hans væren, men i hans forhold til os. De står i tjeneste for mødet med Gud i hans ord. Og de kommer altid i en strøm, det ene skal afløse og udfordre det næste.
Når det hedder, at du ikke må gøre dig noget billede af Gud, siger Heimbucher, så er det udtryk for en omsorg, der vil bevare menneskene fra at fortabe sig i en hjemmegjort opfattelse af Gud og fra den trøsteløshed, der indfinder sig, hvis man taber den levende Gud af syne.
JOVEL, MEN GUD BLEV JO menneske i Jesus, for at vi skal kunne se og kende ham, vil man indvende.
”Det modsatte er tilfældet: Gud blev menneske for at give menneskene del i hans hemmelighed. Ligesom Gud lader et menneske sig i grunden heller ikke afbilde. Dets væsen unddrager sig fiksering i et billede.”
I Første Samuelsbog lyder det: ”Mennesket ser på det, som er for øjnene, men Herren ser på hjertet.” Dette er Guds forkyndelse af menneskets befrielse fra eget billede. Gud søger i stedet menneskets hjerte og rører ved hans inderste.
”Mennesket gennemskues af Gud. Det kan gøre et menneske bange. Men det sker til vores bedste. For hans øjnes blik er fuldt af barmhjertighed.”
Vi andre går og husker synet af hinandens dårlige optræden; Gud sletter alle de billeder og søger utrætteligt vort hjerte. Det bibelske billedforbud er nådigt, hævder Martin Heimbucher:
”Mennesket beskyttes mod det billede, andre gør af ham. Og lige så meget mod det billede, det gør af sig selv.”