Symbolikken lå ikke kun i kongekronen, rigsæblet og scepteret, der lå på dronning Elizabeths flagsvøbte båre, da den klokken 10.44 britisk tid begyndte den korte tur fra Westminster Hall, den ældste del af det britiske parlament, over til den store gamle klosterkirke Westminster Abbey i London.
Selvom dronningen var kendt for sin kærlighed til heste, så var det 98 matroser fra flåden, der trak den omkring et ton tunge kanonvogn på den mindre end 10 minutter lange tur.
De var igen omgivet af æresgarder i gallauniform – herunder det kongelige kompagni af bueskytter. Forrest gik et militærorkester med trommer og sækkepiber.
Kanonvognen blev taget ud af aktiv tjeneste i 1901, hvor den første gang blev anvendt ved begravelsen af dronning Victoria.
Bag kanonvognen fulgte dronningens fire børn. Kong Charles, prinsesse Anne, prins Andrew og prins Edward, som igen var efterfulgt af prins William og prins Harry.
Hvor dronningens båre var udsmykket med blomster fra hendes skotske slot Balmoral, mens folket kunne defilere forbi i først Skotland, så London, så havde kong Charles III selv valgt blomsterne til statsbegravelsen. Alle blomster kom fra de kongelige haver på Buckingham Palace samt det nærliggende Clarence House, som indtil nu har været den nye konges hjem, samt hans landsted Highgrove House.
Blomster som georginer, hortensiaer og roser var alle i gyldne, lyserøde og bourgogne nuancer samt anstrøg af hvidt, så bårebuketten afspejlede farverne i regentens flag.
Som Buckingham Palace oplyser, så var bårebuketten ikke sat ned i kunstig oasis, men på kongens udtrykkelige ønske monteret på en bæredygtig rede af engelsk mos og kviste af egetræ.
Den grønne pynt var også fyldt med symbolik: rosmarin for at mindes; egeblade som symboliserer kærlighedens styrke, samt myrte som er et forhistorisk symbol på et lykkeligt ægteskab, og som kom fra en plante dyrket af en kvist, som i 1947 var en del af dronningens bryllupsbuket, da hun blev gift med Philip Mountbatten.
Et lille håndskrevet kort med kong Charles' karakteristiske håndskrift havde ordene: ”I kærlig, hengiven ihukommelse.”
Fyldt med bibelcitater
Dermed var scenen sat, før båren med dronningen blev båret ind i den fyldte Westminster Abbey, hvor over 2000 særligt inviterede gæster ventede. De første havde allerede været på plads i tre timer, før begravelsen overhovedet begyndte.
Udover udvalgte gæster, så var over hundrede statsoverhoveder på plads – fra det amerikanske præsidentpar til danske dronning Margrethe, der var ledsaget af kronprins Frederik. Hvert land havde kun fået to pladser, hvilket er forklaringen på, at en invitation til kronprinsesse Mary blev trukket tilbage.
Båren blev båret ind af otte officerer, der har været personlige assistenter for dronningen. De har den gamle titel ”equerries”, som oprindeligt betyder staldmester. Som det er tradition i Storbritannien, bar de kisten ind på skuldrene.
Imens sang koret i Westminster Abbey fire bibeltekster med musik af William Croft og en bøn med musik af Henry Purcell. Begge komponister var organister ved Westminster Abbey.
Den første tekst var fra Johannesevangeliet kapitel 11 vers 25-26.
”Jeg er opstandelsen og livet; den, der tror på mig, skal leve, om han end dør. Og enhver, som lever og tror på mig, skal aldrig i evighed dø.”
Domprovsten af Westminster Abbey, David Hoyle, bad velkomstbønnen.
”Her, hvor dronning Elizabeth blev gift og kronet, er vi samlet på tværs af nationen, fra Commonwealth og fra verdens nationer, for at sørge over vort tab, for at mindes hendes lange liv med uselvisk tjeneste, og med den sikre forpligtelse at overgive hende til Guds nåde, vor skaber og frelser,” sagde David Hoyle.
Der var tekstlæsninger fra premierminister Liz Truss, generalsekretæren for Commonwealth Patricia Scotland og repræsentanter fra kirkesamfund i det britiske rige, herunder kardinal Vincent Nichols fra den katolske kirke i England og Wales.
Grænseløs kærlig
Den mere personlige prædiken kom fra ærkebiskoppen af Canterbury, Justin Welby, der er leder af den engelske statskirke, Church of England. Dronningen havde titlen af ”Supreme Governor” for kirken og var som sådan det symbolske overhoved – en rolle, der nu er gået i arv til kong Charles III.
”Den afdøde majestæt deklarerede meget berømt i en radiotale på sin 21-årsfødselsdag, at hun ville dedikere hele sit liv til at tjene nationen og Commonwealth. Sjældent er et løfte blevet holdt så godt. Få andre ledere har modtaget denne grænseløse kærlighed, som vi har set,” sagde Justin Welby.
Han pegede på, hvordan dronningen ved sin kroning i 1953 knælede i tavs bøn foran alteret i Westminster Abbey.
”Hendes troskab til Gud var givet, før nogen andre svor troskab til hende. Hendes tjeneste var funderet i, at hun fulgte Kristus – Gud selv – som sagde, at han ’ligesom Menneskesønnen ikke er kommet for at lade sig tjene, men for selv at tjene og give sit liv som løsesum for mange’,” sagde Justin Welby med et citat fra Matthæusevangeliet.
I den timelange statsbegravelse var der kun tre salmer. Resten var tekststykker sat til musik, som blev sunget af koret.
Historiker Anna Whitelock fremhæver overfor BBC, at statsbegravelsen fandt sted, som det er beskrevet i ritualbogen for Church of England.
”Vi hørte de samme bønner, som ved enhver anden begravelse i kirken. Her var ikke forskel på dronningen og alle mulige andre,” siger hun til BBC.
Menigheden fremsagde Fadervor i kor med høj og klar stemme, før statsbegravelsen sluttede med en markering af, at briterne nu har fået en ny regent, da alle deltagere rejste sig og sang kongesangen ”God Save The King”. I 70 år har de været vant til at synge ”God Save The Queen”.
Dronningen havde sin egen personlige sækkepibespiller, major Paul Burns, som spillede den traditionelle skotske klagesang ”Sleep, Dearie, Sleep” (Sov min kære, sov). Han startede på en balkon under kirkeloftet, men gik langsomt længere ind i kirkebygningen, så tonerne blev stadigt svagere og svagere.
Herefter blev båren ført til kanonvognen til musik af Johann Sebastian Bach. Bagved gik igen dronningens fire børn samt prins William og prins Harry. For såvel prins Harry som hans farbror prins Andrew var det en påmindelse om, at de ikke længere er arbejdende medlemmer af det britiske kongehus. Derfor havde de ikke lov til at bære deres militære uniformer.
Afslutningen på ceremonien i London var netop med militæret i hovedrollen. Omkring 3500 soldater deltog. Her var militærorkestre og otte kompagnier i gallauniformer og repræsentanter fra forsvaret i Commonwealth-landene. Fire beredne betjente fra Canada iført deres karakteristiske røde uniformer førte an i den lange kortege. Et ønske fra dronningen, for Canada var det land i det vidtstrakte Commonwealth-rige, som hun besøgte flest gange.
Hele vejen langs ruten til Wellington-buen på den anden siden af Buckingham Palace var der tæt pakket med folk. De så til i tavshed, hvilket stod i skærende kontrast til tidligere på dagen, da de samme mennesker klappede og jublede, da kong Charles med dronning Camilla kørte den modsatte vej mod begravelsen.
Historiker Anna Whitelock kommenterede de massive menneskemængder, der var kommet ud for at tage afsked med dronningen.
”Det viser, at der er en relevans den dag i dag for det århundreder gamle monarki. Fremtiden afhænger af, om monarkiet kan forny båndet mellem folket og kongehuset. Vi har set, hvordan kong Charles har mødt folk, trykket hånd og tilmed givet knus. Det var noget, som dronningen aldrig gjorde,” forklarer hun om håbet for kongehuset.
Fra Wellington-buen blev dronningen kørt med rustvogn efterfulgt af kong Charles og prinsesse Anne og deres ægtefæller på den 35 kilometer lange tur til Windsor Castle. Hele vejen stod folk og ventede på at vise deres respekt. Her var mandag sidst på eftermiddagen en ny ceremoni i slotskirken St. George’s Chapel. Kongekronen, rigsæblet og scepteret blev taget af kisten, og placeret på alteret inden jordpåkastelse. Herefter blev kisten med dronningen først ned i hvælvingerne, hvor hun får sit sidste hvilested ved siden af ægtefællen prins Philip.