Begravelsen af dronning Elizabeth bygger på gamle traditioner med plads til fornyelse

Gamle traditioner danner rammen ved begravelsen af dronning Elizabeth, men begivenheden vil være mere personlig end i fordums tider

Dronning Elizabeth II bliver mandag stedt endeligt til hvile efter en lang rejse fra slottet Balmoral i Skotland, hvor hun døde for snart to uger siden, over Edinburgh til London, hvor hun begge steder har ligget på castrum doloris, så briterne kunne vise hende den sidste ære.
Dronning Elizabeth II bliver mandag stedt endeligt til hvile efter en lang rejse fra slottet Balmoral i Skotland, hvor hun døde for snart to uger siden, over Edinburgh til London, hvor hun begge steder har ligget på castrum doloris, så briterne kunne vise hende den sidste ære. . Foto: Daniel Leal/AFP/Ritzau Scanpix.

Når dronning Elizabeth II mandag bliver stedt til hvile fra Westminster Abbey, vil det være med et begravelsesritual, som bunder i en lang anglikansk historie.

Efter reformationen fik den anglikanske Church of England i 1549 ritualbogen ”Book of Common Prayer”, som blandt andet beskriver, hvordan en begravelse skal finde sted. En af de første til at blive begravet efter det ritual, var dronning Elizabeth I i 1603.

Denne artikel er en del af denne serie:
De kongelige

En anden konstant, med en næsten lige så lang historie, er hertugen af Norfolk, der også har titlen Earl Marshal af England. Han står for planlægningen af begravelsen. Sådan har det været siden 1672, og i dag ligger opgaven hos den 18. hertug af Norfolk, Edward William Fitzalan-Howard.

Han overtog opgaven for 20 år siden efter sin far, og hvert år har der været et statusmøde om planerne med hoffet.

”Vi har naturligvis taget udgangspunkt i begravelsen af George VI, men det er 70 år siden. Jeg har været meget bevidst om, at ceremonien skal flytte sig med tiden,” har han fortalt avisen The Times.

Det er også grunden til, at det for første gang i mere end 200 år er Westminster Abbey, der huser en statsbegravelse af en monark. Den meget praktiske årsag er, at St. George Kapellet på slottet i Windsor kun har plads til 800 personer mod 2000 i Westminster Abbey.

For Michael Brengsbo, ph.d. ved institut for historie på Syddansk Universitet, giver den traditionelle ramme god mening.

”Monarkiet er en gammel institution, der går langt tilbage i historien. Samtidig er begravelser af en monark noget, man oplever meget sjældent. Traditionerne er med til at understrege kontinuiteten, i og med monarkiet samtidig har fået et nyt overhoved,” siger Michael Brengsbo.

Selvom rammen vil være meget den samme, sker der også ændringer.

”At begravelsen bliver vist på tv over hele verden, betyder meget nu. Jeg tror, at prædiken og mindetaler bliver mere personlige og tv-venlige, hvor de tidligere var mere formelle. Og tv påvirker sådan en begivenhed, uanset om vil eller ej,” siger Michael Brengsbo.

Et forestillet fællesskab

Netop ritualer om en begravelse er vigtige, fastslår teologiprofessor Ulla Schmidt fra institut for kultur og samfund ved Aarhus Universitet.

”Grunden til, at traditioner er vigtige, er, at de sætter en ind i en sammenhæng, der rækker bagud i tid, i historien. Det er ’en kæde af minder’, som en kendt religionssociolog har sagt. Det kan være i familien, i lokalsamfundet eller som her i nationen,” siger Ulla Schmidt med tilføjelsen, at begravelser også rækker fremad.

Hun peger på, hvordan det for mange mennesker er vigtigt at defilere forbi den døde i kisten og ikke bare se den på fjernsynet.

”Monarkiet er et vigtigt udtryk for et forestillet fællesskab, der binder os ind i en større sammenhæng og rækker bagud i tid, og det gør det britisk monarki om noget. Det er omvendt ikke som at være med i et religiøst samfund, der stille krav til en. Det er let at være medlem, og for en relativ lav omkostning får man del i noget større,” siger teologiprofessoren.

The Last Post

Dronningen har selv været med til at vælge musik til begravelsen, som slutter med, at fire hornblæsere spiller ”The Last Post”, efterfulgt af to minutter stilhed, hvorefter kongesangen ”God Save The King”, synges.

Som den amerikanske professor i musikvidenskab Imani Danielle Mosley skriver i avisen The New York Times, har der altid været musik til kongelige begravelser. Men udviklingen har været markant. Ved begravelsen af Elizabeth I var der kun trompeter og kor. Siden kom musik af Händel og Mozart, og senere igen salmer med musik af britiske komponister som Purcell, hvilket var tilfældet ved dronning Victorias begravelse, der sluttede med værker af Tjajkovskij og Beethoven.

”Meget er sket i de 70 år, siden Storbritannien senest havde en begravelse af en monark. Mange komponister har blomstret i den elizabethanske tid – fra Benjamin Britten til Errollyn Wallen,” påpeger hun.

Det eneste, vi ved om musikvalget, er, at dronningen over årene selv har været med til at beslutte det.

Efter statsbegravelsen i Westminster Abbey køres båren med dronning Elizabeth II til slottet i Windsor, hvor der vil være en ny ceremoni i St. George Chapel, før hun stedes til hvile i krypten ved siden af sin ægtemand, prins Philip.