For fem år siden markerede det ansete amerikanske magasin Journal of Democracy (Tidsskriftet om demokrati) sit 25-årsjubilæum med at bede en række skribenter svare på, hvorvidt demokratiet var i tilbagegang.
Det var et usædvanligt spørgsmål dengang – tanken om demokratiets krise var ikke udbredt i 2015. Nu har Journal of Democracy igen udsendt et jubilæumsnummer, denne gang for at markere sine 30 år, og det sker i en fuldstændig anden atmosfære. Alle bidragydere tegner et dystert billede af demokratiet, skriver medstifter og redaktør gennem alle år, Marc F. Plattner, i sit indledende essay:
”Selvom det liberale demokrati er meget mere udbredt end tidligere, er det også mere truet i dag end på noget andet tidspunkt siden Anden Verdenskrig.”
Den ildevarslende melding kommer, samtidig med at analysegruppen Economist Intelligence Unit, EIU – et søsterselskab til det britiske magasin The Economist – netop har offentliggjort sit årlige indeks over den demokratiske tilstand i 167 lande.
Indekset viser, at demokratiet ikke har stået svagere, siden EIU foretog den første måling i 2006. Der har været op- og nedture, men nu er den foreløbige bund nået, konstaterer EIU. De gennemsnitlige globale point for demokratiets tilstand faldt fra 5,48 i 2018 til 5,44 i 2019 (ud af 10 mulige). Norge ligger stadig i toppen som det mest velfungerende demokrati. Nordkorea ligger i bunden.
”Det er foruroligende. Det går tilbage masser af steder,” siger Mogens Herman Hansen, lektor emeritus ved Københavns Universitet og international ekspert i demokratiets historie.
EIUI’s rapport udtrykker samme bekymring som de seneste rapporter fra henholdsvis den amerikanske organisation Freedom House, der måler graden af ytringsfrihed og demokrati over hele verden, og den mellemstatslige organisation International Idea, der arbejder for at støtte og styrke demokratier over hele verden. Globalt er der flere demokratier end nogensinde før, men der er også flere dårlige demokratier end nogensinde før. Ifølge Freedom House har der været et uafbrudt tilbageskridt fra 2008 til 2018.
Mogens Herman Hansen hæfter sig særligt ved to lande: Rusland og Tyrkiet.
”Omkring år 2000 blev de begge to anset for at være demokratier. Ikke i topklasse, men helt klart i den demokratiske gruppe. Nu er demokratiet forsvundet,” siger han.
Herhjemme udgav Demokratikommissionen i sidste uge rapporten ”Er demokratiet i krise?”, der hovedsageligt handler om det danske demokrati – og konkluderer, at det heldigvis er intakt – men rapporten beskæftiger sig også med den omgivende verden og ser her nogle af de samme tendenser som de internationale rapporter.
”Det er ikke svært at få øje på, at vi, i en global sammenhæng, står i en brydningstid for demokratiet. (.....) I lande selv helt tæt på os opleves en voksende resignation over for den demokratiske styreform og en søgen efter stærke ledere med populære og lette løsninger. I flere lande kan vi også se, at unge sætter spørgsmålstegn ved demokratiets kvalitet. For eksempel viser undersøgelser, at i USA ville 46 procent mellem 18 og 29 år foretrække at blive styret af eksperter frem for folkevalgte. En anden analyse gennemført i syv EU-lande, herunder Frankrig og Tyskland, viser, at kun halvdelen af de unge i disse lande mener, at demokrati er en god styreform,” skriver Lisbeth Knudsen, formand for Demokratikommissionen samt direktør og chefredaktør ved Mandag Morgen, i forordet til rapporten.
Svend-Erik Skaaning, professor i statskundskab ved Aarhus Universitet med speciale i demokrati, mener dog, at man skal være varsom med at skrive gravskrift over demokratiet. Han vurderer ikke, at der er belæg for en generel global krisestemning.
”Det er, som om man leder med lys og lygte efter de tegn, der kan bekræfte en krise for demokratiet. Men den demokratiske styreform står stadig stærkt. Som udgangspunkt er det afholdelsen af frie valg, der afgør, om et land er demokratisk, og her er tendensen, at valgene bliver bedre,” siger Svend-Erik Skaaning,.
Han mener, at pessimismen hænger sammen med, at det i årtierne efter Berlinmurens fald gik rigtig stærkt og godt med at få udbredt demokratiet. Nu hersker der snarere en vis stilstand og nogle steder tilbageskridt, men det er ikke det samme som, at demokratiet som sådan er truet. Som han siger: Der er stadig ingen steder, man har demonstreret for at få demokratiet afskaffet.
”Det er klart, at når vi oplever problemer selv i visse EU-lande, giver det anledning til bekymring, men overordnet er det et for negativt billede, der tegnes. Langt hovedparten af de demokratiske lande er stabile,” siger Svend-Erik Skaaning.
En af dem, der dog har svært ved at slippe bekymringen, er Mads Havskov, pressekonsulent for Socialdemokratiet. Han skrev i december sidste år i kronikken ”Demokratiets solnedgang” i Weekendavisen, at hvis han ser på de kriser og politiske problemer, vi har stået over for i vores demokratiske del af verden, er de alle sammen præget af, at demokratiet ikke har formået at løse dem. Og han er panisk bange for, hvor det fører os hen.
”Hvor længe skal der gå, før demokratiets fejl står stærkere i vores kollektive erindring end skyttegrave og koncentrationslejre og ingenmandsland? Hvornår bliver den eneste logiske slutning, man kan drage af sin tid, at liberale demokratier virkede i nationalstaternes tid, men at i en globaliseret verden er det liberale demokrati for svag en politisk kraft,” spørger han.
Richard Hass, formand for den udenrigspolitiske tænketank Council of Foreign Relations og blandt andet tidligere udenrigspolitisk rådgiver for den nu afdøde republikanske senator John McCain trækker i avisen Wall Street Journal, en tråd fra globaliseringen til den manglende tillid til demokratiet.
Mange mennesker føler sig klemt af globaliseringen og synes, at de har mistet kontrollen med deres eget liv. Deres holdepunkt bliver i stedet deres egen identitet, og de finder sammen med ligesindede i klart definerede grupper. Det splitter de enkelte befolkninger, hvor borgerene i højere grad føler sig som del af en bestemt gruppe (landmænd, abortmodstandere, homoseksuelle for eksempel) end som en del af et nationalt fællesskab (franskmænd, amerikanere, briter). Og det splitter politikerne, der forfølger de snævre gruppers interesser for at sikre sig popularitet og tilhængere.
”Alle disse kræfter gør det sværere at finde den enighed og de kompromiser, der får demokratiet til at fungere,” siger Richard Hass.