”Europas sidste diktatur.”
Således døbte den daværende amerikanske udenrigsminister, Condoleezza Rice, Belarus under Nato-topmødet i litauiske Vilnius i 2005. Under opholdet i Litauen mødtes Rice også med Ljudmila Petina fra den belarusiske ngo Kvinders Initiativ for Demokrati. Ljudmila Petina, der også sidder i det belarusiske koordinationsråd, som under ledelse af oppositionsleder Svetlana Tikhanovskaja organiserer protestbevægelsen mod Belarus’ præsident, Aleksandr Lukasjenko, deltog i onsdags i en høring om Belarus på Louisiana i Humlebæk nord for København – det samme gjorde Anatol Kotau, tidligere medarbejder i præsidentadministrationen i Minsk og i dag repræsentant for Belarusisk Sports Solidaritetsfond samt Hanna Dapsjevitutje fra Belarus’ Nationale Ungdomsråd. Alle tre lever de i dag i eksil.
Anatol Kotau arbejdede for Aleksandr Lukasjenko indtil for et år siden. Hans lejlighed har udsigt til Pusjkin-pladsen, hvor de første demonstrationer fandt sted i august sidste år. På pladsen så han et blodbad. Og da Kotau mødte på arbejde næste dag, nægtede hans kolleger at tro på hans oplevelser – efter få dage indgav han sin opsigelse, og senere samme dag kørte han med sin hustru over grænsen til Litauen. Siden har han ikke været i Minsk. Dengang passerede de grænsen uden problemer, det ville ikke kunne ske i dag.
”Jeg har fået en række opkald fra min tidligere chef, der spørger, om ikke jeg lige kan komme forbi, fordi der er nogle dokumenter, jeg skal underskrive,” fortæller Anatol Kotau med et køligt smil.
”Men det skal jeg naturligvis ikke – for så bliver jeg fængslet.”
Anatol Kotau fortæller, at stemningen i præsidentadministrationen for alvor ændrede sig med corona-pandemiens udbrud.
”Aleksandr Lukasjenko valgte at tro, at der blot var tale om en influenza – det er netop blevet afsløret, at de officielle dødstal under pandemien har været 10 gange under de reelle tal. Og det var denne kyniske mangel på omsorg for sin egen befolkning og dens sundhed, der udløste protesterne efter præsidentvalget i august 2020. Havde det ikke været for pandemien, så havde det blot været den hårde kerne af modstandere mod præsidenten, som havde protesteret – nu endte det med masseprotester i hele efteråret og op mod en halv million mennesker på gaden i et land med lidt flere end ni millioner indbyggere.”
Magthavernes manglende interesse for befolkningens ve og vel udviklede sig med protesterne til en krig mod befolkningen, hævder han. Anatol Kotau fortæller, at 200.000 personer har forladt landet, at mindst 37.000 har tilbragt mere end to uger i fængsel som følge af deltagelse i fredelige demonstrationer, og at mindst 1000 har været udsat for decideret tortur. Dertil kommer dem, som er døde som følge af politivold og dem, hvis skæbne er ukendt. Desuden har en halv million indbyggere mistet deres job, fordi de har støttet nogle af de kandidater, som Aleksandr Lukasjenko nægtede opstilling ved præsidentvalget sidste år eller på anden måde har markeret fredelig og demokratisk modstand mod regimet.
Særligt ungdommen har mærket, at Lukasjenko har strammet grebet – Hanna Dapsjevitutje, der leder Belarus’ Nationale Ungdomsråd fra sit eksil i Vilnius i Litauen, fortæller, at størstedelen af de anholdte siden det omstridte valg i august sidste år er unge mellem 14 og 31 år.
”Ungdommen er hårdt ramt af Lukasjenkos krig mod sin egen befolkning, og lige nu er stemningen trykket. Mange er flygtet og hele it-sektoren, som var den belarusiske økonomis fremtidshåb, er rykket udenlands – jeg frygter, at mange aldrig vil vende tilbage, selv hvis Lukasjenko går af en dag.”
Ljudmila Petina fra den belarusiske ngo Kvinders Initiativ for Demokrati er enig. Da hun efter Nato-mødet i 2005 vendte tilbage til Minsk fra Vilnius efter mødet med den amerikanske udenrigsminister, blev ngo’ens kontor lukket. Men Petina fortsatte sine aktiviteter og blev siden en del af ledelsen i organiseringen af protesterne mod Lukasjenko. Lige indtil den belarusiske anklagemyndighed i efteråret 2020 rettede nye anklager mod ngo’en og Ljudmila Petina, hvilket fik hende til at forlade landet.
Alle tre eksilerede regime-kritikere er enige om, at Aleksandr Lukasjenkos tid er omme, men også at hans dødskamp kan trække ud i årevis. Ikke mindst, fordi Ruslands præsident Vladimir Putin sidder med nøglen til Luka-sjenkos fremtid.
”Putin bryder sig egentligt ikke om Lukasjenko, men han har først og fremmest brug for ikke at miste Belarus – kan Lukasjenko levere det, kan han blive,” siger Anatol Kotau.