Da den israelske regering i søndags holdt sit ugentlige kabinetsmøde, indledte premierminister Benjamin Netanyahu mødet med at forklare, hvorfor han mener, at den nationalstatslov, der siden sin vedtagelse i Knesset den 19. juli har udløst en voldsom debat i Israel, er så vigtig:
”Staten Israel er det jødiske folks nationalstat. Israel er en jødisk og demokratisk stat. Borgernes individuelle rettigheder er sikret i mange forskellige love, inklusive den basallov, der hedder ”Menneskets værdighed og frihed”. Ingen har skadet – og ingen har haft intentioner om at skade – disse personlige individuelle rettigheder, men uden nationalstatsloven ville det være umuligt at sikre Israel som en jødisk nationalstat for de kommende generationer,” sagde han om den nye lov, der er en såkaldt basallov, som i mangel af en egentlig grundlov sikrer borgernes individuelle rettigheder i Israel.
Aftenen forinden havde over hundredtusinde israelere demonstreret imod loven på Rabinpladsen i Tel Aviv. Protestmødet var arrangeret af landets 120.000 drusere, der føler sig såret og tilsidesat af nationalstatsloven, fordi den udelukkende omtaler ”jødernes unikke ret til selvbestemmelse” i Israel – og altså ikke de 1,8 millioner israelske statsborgere uden jødisk baggrund.
Druserne er stolte israelere. Stolte af at aftjene værnepligt og stolte af, at mange drusiske mænd gør karriere i de israelske forsvarsstyrker. I lørdags stod de side om side med jødiske israelere i Tel Aviv, og mens skiftende talere talte om ”blodets bånd” og ”livets bånd” mellem jøder og drusere, krævede de ifølge arrangørerne 150.000 fremmødte med taktfaste råb ”lighed”.
Det synes at have rystet Netanyahu og hans regering at se drusere protestere imod loven sammen med demonstranter, som premierministeren har stemplet som ”venstreorienterede”. For druserne betragtes umiddelbart som Netanyahus Likudpartis kernevælgere.
Men i sin forklarende tale til regeringen gik Netanyahu allerede et skridt længere end formuleringen i selve loven, for her er Israel ikke beskrevet som en både jødisk og demokratisk stat. Ordet demokrati er ikke nævnt i nationalstatsloven.
Netanyahu valgte dog primært at fokusere på, at loven har en meget væsentlig rolle at spille for at sikre Israel et jødisk flertal i fremtiden.
”Nationalstatsloven befæster først og fremmest loven om retten til at vende tilbage,” sagde han med henvisning til en lov fra 1950, som sikrer, at enhver, der født af en jødisk mor eller har en jødisk far eller jødiske bedsteforældre automatisk har ret til at blive israeler.
”Nationalstatsloven hæver denne ret op på et højere niveau, der udelukkende giver jøder ret til at komme her og få statsborgerskab. Dermed forhindrer loven, at familiesammenføringer misbruges, som vi har set det siden Oslo-fredsaftalen, hvor rigtigt, rigtigt mange palæstinensere er blevet israelere. Denne lov vil sætte en stopper for denne ukontrollerede strøm af palæstinensere til Israel og vil muligvis også kunne hjælpe os med at sætte en stopper for fremtidige arbejdsmigranter.”
Ifølge premierministeren har det hidtil været et problem, at de basallove, der op gennem årene er blevet vedtaget af Knesset for at kompensere for, at Israel ikke har en grundlov, udelukkende har forholdt sig til den enkelte borgers personlige rettigheder, men aldrig har forholdt sig til den jødiske, ”den nationale komponent”, som han udtrykker det:
”Derfor har vi vedtaget nationalstatsloven for at sikre, at staten Israel ikke alene forbliver en demokratisk stat, men altid og udelukkende vil være en jødisk nationalstat. Det er nødvendigt ikke kun for vores egen, men også for de kommende generationer,” slog Netanyahu fast.
Andre talsmænd for den israelske regering har under de seneste ugers voldsomme debat om loven blandt andet fremført, at det er nødvendigt at sikre staten Israel som en jødisk stat over for det krav, der bliver rejst fra de arabisk-palæstinensiske partier i Knesset om, at Israel bør være en ”stat for alle sine borgere”. Fra de arabiske partiers side er argumentet, at Israel ikke kan kalde sig demokratisk og jødisk samtidig.