Prøv avisen

Beretning fra Gaza: Gaderne ligger øde hen

Hamas sikkerhedsministerium ligger i ruiner, efter det tidligere i dag var mål for et israelsk luftangreb. Foto: MAHMUD HAMS Denmark

MED BILLEDSERIE: Jorden ryster stadig af eksplosioner i Gaza. Mange palæstinensere følger det israelske militærs besked om at evakuere sig i midten af Gaza By i ly af bomberne

Mens flere af verdens indflydelsesrige ledere er taget til Mellemøsten for at forsøge at få en våbenhvile i stand mellem Israel og Hamas, falder bomberne stadig over både Gaza og i Israel.

Alene i nat siger det israelske militær, at det har bombet over 100 steder i det godt 40 kilometer lange landstykke, som Gaza udgør.

LÆS OGSÅ: Over 100 mål bombet i Gaza i nat

Også i dag brager eksplosionerne ud over Gaza, lyder det fra Mohammed Baba, der er fotograf og bosat i Gaza By.

"Der bliver skudt lige nu og her, mens vi taler. For ganske kort tid siden blev et stadion ramt. Jeg kan se røgen, der stiger op derfra," siger han til Kristeligt Dagblad.

Ødelæggelserne efter luftangrebene er voldsomme. Både broer, bygninger og markeder er ramt under de seneste uges angreb.

"Mange af bomberne rammer huse, hvor militæret holder til. Men problemet er, at husene rundt omkring også bliver bombet. Her bor helt almindelige civile mennesker," siger Mohammed Baba.

De seneste timer er både en politistation og en af Hamas' regeringsbygninger blevet ramt, forklarer han.

Israel har ifølge Ritzau bekræftet, at militæret har ramt Hamas' sikkerhedsministerium samt en bygning, der tilhører politiet.

Efter bombardementet er intensiveret, er Gaza By stort set gået i stå og gader og pladser ligger øde hen:

"Børnene går ikke i skole, folk går ikke på arbejde og alle markederne er lukket. Der er biler på hovedvejene, men det er primært ambulancer eller journalister, der kører rundt. Ellers holder folk sig inden døre. Man går kun udenfor, hvis man mangler noget virkelig nødvendigt."

LÆS OGSÅ: Israels hær beordrer evakuering af Gaza

I går aftes smed det israelske militær flyveblade ud over Gaza med ordre om at forlade hjemmet og søge mod centrum af Gaza By for at undgå at blive ramt af nye bombardementer. Den opfordring har mange familier i udkanten af byen taget til sig og har slået sig ned i blandt andet skoler i centrum af byen, forklarer Mohammed Baba.

Den seneste uges bomber i Gaza og Israel har hidtil kostet 136 palæstinensere og fem israelere livet.

En mand går gennem ruinerne af en af Hamas' regeringsbygninger, som var målet i dag for et af Israels luftangreb. Foto: MOHAMMED SABER Denmark
Røg og ild over Gaza By ved dagens bombardementer. Israels militær siger, de har gennemført omkring 100 luftangreb i dag. Foto: SUHAIB SALEM Denmark
En bro, der forbinder den nordlige del med den centrale del af Gaza blev ramt under nattens luftangreb. Foto: MOHAMMED SABER Denmark