Prøv avisen
Nyhedsanalyse

Stjernejournalists beretninger fra ”tosseland” kaprer dagsordenen i USA

Mange af Bob Woodwards afsløringer overrasker ingen i Washington. Efter halvandet år, hvor de amerikanske nyhedsmedier har dækket Donald Trumps usædvanlige præsidentskab uhyre tæt, og hvor opsigtsvækkende lækager er flydt i en lind strøm fra Det Hvide Hus, er det intet nyt, at regeringen er præget af kaos. Foto: Mandel Ngan/Ritzau Scanpix

Efter journalisten Bob Woodwards nye oplysninger om tilstanden i Trumps regering bliver det vanskeligt for alle andre end præsidentens mest loyale tilhængere at tro på, at de talrige chokhistorier er fabrikerede. Men overraskende er de heller ikke

Når den amerikanske stjernejournalist Bob Woodward udkommer med en ny bog, går Washington som regel i stå i et par dage for at kaste sig over de ofte saftige afsløringer om det, der foregår bag kulissen i nogle af nationens mest lukkede politiske institutioner.

Watergate-veteranen Woodward skuffer ikke med sin sensationelle nye bog, ”Fear: Trump in the White House” (Frygt: Trump i Det Hvide Hus), om USA’s nuværende præsident. Bogen er fuld af godbidder, der har sat Washing-ton på den anden ende.

Der er Det Hvide Hus’ stabschef John Kelly, der kalder Trump en ”idiot”, i spidsen for ”tosseland”. Der er forsvarsminister Jim Mattis, der konkluderer, at Trumps viden om globale forhold er på niveau med ”en femte- eller sjetteklasseelevs”. Der er historien om præsidentens tidligere økonomiske rådgiver Gary Cohn, som kalder ham ”en professionel løgner”, og som var så bekymret over at se et udkast til en erklæring, der ville trække USA ud af en vigtig handelsaftale med Sydkorea, på præsidentens bord, at han fjernede det uden Trumps viden. Cohn var angiveligt bekymret for, at en opløsning af handelsaftalen ville få konsekvenser for et amerikansk missilovervågningssystem i Sydkorea.

”Jeg stjal det fra hans skrivebord. Jeg ville ikke lade ham se det. Han vil aldrig komme til at se det dokument. Er nødt til at beskytte nationen,” sagde Cohn senere til en ven ifølge Woodward.

Mens nogle i persongalleriet i Woodwards anekdokter, heriblandt Gary Cohn, siden har forladt regeringen, så bestrider Jim Mattis og John Kelly stadig deres jobs. Årsagen til dette kan meget vel være, at de som gode soldater vælger at blive for at beskytte nationen mod præsidentens farlige indskydelser – uanset hvilke moralske skrupler de måtte have ved at tjene ham.

Efter at flere amerikanske medier tirsdag kunne citere fra bogen, der udkommer den 11. september, har den overskygget den begivenhed, der ventedes at dominere nyhedsstrømmen i denne uge: Senatets høringer af Trumps kandidat til den ledige, magtfulde post som højesteretsdommer, Brett Kavanaugh. Men det store spørgsmål er, hvilken betydning bogen får på længere sigt.

Mange af Bob Woodwards afsløringer overrasker ingen i Washington. Efter halvandet år, hvor de amerikanske nyhedsmedier har dækket Donald Trumps usædvanlige præsidentskab uhyre tæt, og hvor opsigtsvækkende lækager er flydt i en lind strøm fra Det Hvide Hus, er det intet nyt i, at regeringen er præget af kaos.

Det har før været rapporteret, at Trumps stab konstant er nødt til at tale ham fra at implementere hasarderede og uigennemtænkte idéer, og at nogle af hans nærmeste rådgivere betragter ham som en inkompetent tåbe. Woodwards bog lægger sig i slipstrømmen på journalisten Michael Wolffs ”Bål og Brand: Bag kulisserne i Trumps Hvide Hus”, der også beskriver dramatiske funktionssvigt i Trump-regeringen, men hvis troværdighed har lidt under afsløringer om faktuelle unøjagtigheder.

For præsidentens modstandere bekræfter og forstærker ”Fear: Trump in the White House” det, de mente at vide i forvejen. For hans tilhængere er den et smædeskrift skrevet af en repræsentant for de nyhedsmedier, som Trump kalder en ”folkefjende” fyldt med ”falske nyheder”. De vil, som så mange gange før, lade den seneste skandale fare.

Bob Woodwards brug af unavngivne kilder giver også Trump og hans tilhængere ammunition til at afskrive bogen som fiktion. Det Hvide Hus har de seneste to dage mobiliseret en offensiv, der forsøger at miskreditere Woodwards journalistik og afskrive beretningerne i hans bog som ”frit opfundne historier”.

For alle andre end Trumps mest loyale tilhængere er det dog blevet vanskeligt at tro på, at alle de talrige rystende historier er fabrikerede. Det centrale budskab i Bob Woodwards bog er, at tilstanden i Det Hvide Hus er værre, end nogen havde forestillet sig. Bogen bekræfter, at der stadig er nogle fornuftens stemmer til stede, der kan afværge de værste farer. Det, som amerikanerne nu kan frygte, er, hvad der vil ske, når der ikke længere er nogen tilbage til at stjæle papirer fra præsidentens skrivebord.