Prøv avisen

Bernard-Henri Lévy: Anti-amerikanisme i Europa

GLOBALT SET: Anti-amerikanisme er en lidenskab, som former vor tids mest forkvaklede ideologier, og som må bekæmpes, mener den franske filosof Bernard-Henri Lévy

Der lader til at være opstået en slags globaliseret anti-amerikanisme. De er lige vendt tilbage fra et besøg i Pakistan i forbindelse med Deres bog om Daniel Pearl, der blev brutalt myrdet af islamiske fanatikere, fordi han var amerikaner. Og Günther Grass har for nylig kaldt USA »en trussel mod verdensfreden«. I Frankrig og Tyskland går den offentlige mening i høj grad mod USA. De har sagt, at De ikke er pro-amerikaner, men anti-anti-amerikaner. Er der gode og dårlige årsager til at være imod USA?

- Man kan være imod en bestemt politik såsom krigen i Irak, som jeg er imod, og som jeg mener vil være en alvorlig fejltagelse. Men der er ingen »god« anti-amerikanisme, siger Bernard-Henri Lévy, en af Frankrigs mest fremtrædende filosoffer.

- USA truer ikke verdensfreden. Verdensfreden trues af Nordkorea, Osama bin Laden, de pakistanske jihad-grupper og af terrororganisationer, som finansieres af Saudi-Arabien. Man kan ikke sige, at USA truer verdensfreden, uden at besidde et vist had, der gør én blind og døv over for virkeligheden. Denne form for anti-amerikanisme, særligt som den findes i Europa, er et faresignal om noget dybereliggende, om et had rettet mod selve forestillingen om USA ikke som et geografisk område, men som et område af sjælen.

- De hader et USA, dette »uorganiske land uden rødder«, som ikke er opbygget omkring en historisk kultur, men derimod omkring en forfatning og tolerance over for forskelligheder. Landets demokrati er en blanding af racer. USA er lovens triumf, ikke etnicitetens eller kollektivets. I Europa bliver USA derfor betragtet som noget af en bastard. Ofte formår USA ikke at leve op til dette ideal. Men ikke desto mindre er landet opbygget i henhold til Jean-Jacques Rousseaus samfundspagt som »et samfund, der samler sig selv«.

- Efter fransk ideologi, som nu om dage er fælles for både det yderligtgående højre og det yderligtgående venstre, er dette fjenden, som skal slås ihjel, fordi Frankrig ifølge dem er et land, der er bygget på blod, race og kultur.

- Anti-amerikanismen i Europa har derfor forbindelse til de andre onde ånder, der har hjemsøgt os: fascisme, antisemitisme, nationalisme og racisme.

- USA har bestemt sine fejl, og amerikanerne har begået deres andel af alvorlige fejltagelser. Men jeg frygter, at de anti-amerikanske holdninger, vi nu ser, ikke kun i Europa, men over hele verden, ikke kun er et udtryk for had til det, der er dårligt i USA, men også for et had til det gode.

- Jeg er lige vendt hjem fra Pakistan, hvor anti-amerikanismen er præget af vanvid og vold. Men de hader det, der er det bedste ved USA. De hader ikke dødsstraffen. De hader ikke de alt for liberale våbenlove. De hader demokratiet. De hader den seksuelle frigørelse og kvindernes rettigheder. De hader tolerancen. De hader adskillelsen af kirke og stat. De hader moderniteten.

- Og de hader det hele i deres egen renheds hellige navn. Osama bin Laden og al-Qaeda, talebanerne og de pakistanske jihad-grupper, som dræbte Daniel Pearl, er ikke andet end den samme type fascister, som vi i Europa kender alt for godt.

- En hypotese: I menneskehedens nyere historie har hadet til USA været en af de væsentligste strukturelle forbindelser mellem de tre former for totalitærstyre - fascisme, kommunisme og islamisme. Derfor er anti-amerikanisme en strukturdannende lidenskab, ikke blot et overfladisk træk, som former vor tids mest forkvaklede ideologier. Det er en stærk strøm, der må kæmpes mod.

Det store kritikpunkt ved USA som supermagt er, at landet handler på egen hånd. Er De enig i, at USA´s politik er en følge af, ikke årsagen til, magtsammenbruddet i resten af verden, først og fremmest i det gamle Europa?

Jeg er ikke uenig med denne udtalelse. Men det er ikke relevant i forhold til en krig mod Irak. Hvis vi ikke ønsker, at denne krig skal få tragiske følgevirkninger, må den udkæmpes af et fælleskab af lande. Krigen mod Irak må have allierede, ellers understøttes anti-amerikanismen. Krig er ikke noget metafysisk, det gode mod det onde, som USA´s præsident tror. Krig er politik med andre midler, som Clausewitz sagde.

Er De imod en krig mod Saddam Hussein?

- Jeg er ikke imod en krig mod Saddam Hussein. Jeg er imod denne krig mod Saddam Hussein. Der er ingen, der græder over Saddam Hussein. Han er en af verdens dårligste ledere. Men lige nu står vi over for en kompleks krig mod terrorisme, islamisk fascisme og demokratiets og modernitetens fjender. Denne krig må udkæmpes på rette vis. I denne krig er Irak næppe den fjende, der bør rammes snarest. Og når USA styrker sin alliance med et land som Pakistan for at gennemføre sine mål i Irak, er det fuldstændig misforstået, for den virkelige terroriststat lige nu er Pakistan.

- Hvis det skulle lykkes terroristerne at få adgang til masseødelæggelsesvåben, vil det ske i Pakistan, ikke i Irak. Dette skyldes forbindelsen mellem den pakistanske efterretningstjeneste ISI og al-Qaeda-terroristerne. I dag er Karachi i Pakistan al-Qaedas base. I efterretningstjenesten finder vi folk, der muligvis ikke bærer islamisternes skæg, men i deres sind bærer de skæg, om man så må sige, og de deler endda deres selvmordskultur.

.

- De har udtrykt det særdeles godt. I Tyskland findes der stadig en romantisk filosofi mod moderniteten og for »naturalismen« og det organiske liv. Det er meget karakteristisk for tysk kultur, og den holder ved. I »Teknologiens essens« og andre tekster var Heidegger en af de første, der satte lighedstegn mellem USA og Sovjetunionen som modernitetens to ansigter, der udgjorde en trussel mod det, han betragtede som Tysklands rodfæstede og autentiske levevis.

Men man kan ikke sige, at anti-amerikanismen i Frankrig kun er en politisk holdning. Den er mere end det. Frankrig er ikke blot oplysningens arnested, men også et produkt af romantikken. Det ser man ikke blot hos højrepolitikeren Jean-Marie Le Pen, men også hos Jose Bove og andre. Tyskland har allerede betalt dyrt for sit had, og tyskerne ved, hvilke katastrofer had kan nedkalde over andre og dem selv. Men advarselslamperne lyser stadig. Joschka Fischer, Tysklands udenrigsminister fra De Grønne, ved, hvad anti-amerikanisme er. Han ved, det er meget risikabelt og meget farligt. Alligevel bliver han ved med at puste til ilden.

Der er opstået en ny anti-muslimsk frygt i Europa, den såkaldte »postmoderne populisme«, som ikke ligner de »naturlige samfunds« gammelkendte intolerance og fremmedhad, som vi forbinder med folk som Jörg Haider og Jean-Marie Le Pen. Den nye frygt, som forbindes med folk som Pim Fortuyn og Oriana Fallaci, repræsenterer snarere en modstand mod store, uintegrerede muslimske befolkningsgrupper, som åbenlyst praktiserer og promoverer deres hjemlandes undertrykkende værdier, eksempelvis rettet mod kvinder og homoseksuelle. Tror De, at disse lokale sammenstød mellem civilisationerne vil blive et endnu større problem i Europa?

Der er et problem i form af manglende integration. Men den nye populisme er også farlig. Det ene gør mig lige så urolig som det andet, da begge repræsenterer den sociale forbindelses sammenbrud. De antyder, at Le Pen er intolerant, mens Oriana Fallaci ikke er det. Det er ikke sandt. Hun er ligeglad med tolerance. Hendes seneste bog efter den 11. september, »Hadet og stoltheden«, er en opfordring til had mod og mord på muslimer. Hun tror virkelig, at alle muslimer er kriminelle eller potentielle kriminelle, at terrorisme er en »uundgåelig konsekvens« af islam. Når man siger ting som disse, udtrykker man selv selve essensen i intolerance og fanatisme.

- Den neo-populisme eller postmoderne populisme, Fortuyn repræsenterede, er ikke den samme som den, vi ser hos Le Pen. Det er en variation over det samme mønster. I italiensk fascisme var der også på den ene side futuristerne, der så fremad, og arkaisterne, der var romatiserende. Spørgsmålet er, om fascismens to ansigter havde noget tilfælles. Det havde de dengang, og det har de også i dag.

Hvad skal man gøre med de store uintegererede muslimske befolkningsgrupper, der findes i hele Europa, og hvis konservative værdier er i strid med det samfund, de lever i?

I Frankrig og især i Tyskland er størstedelen integrerede, og de følger samfundets regler. Hvad angår de andre, må vores samfundsinstitutioner gøre deres arbejde ved tålmodigt at integrere dem med tiden. For eksempel er det ikke første gang, vi har et problem som dette i Frankrig. I det 19. århundrede var der de såkaldte »farlige klasser«. Senere var der revolutionsbevægelserne, der ønskede at ødelægge det franske samfund. Men på trods af disse trusler mod staten blev de integreret i den. Udfordringen for de europæiske demokratier består i at finde de institutioner, der kan socialisere dem (indvandrerne, red.), der står udenfor, og integrere dem i samfundet. Vi er nødt til at finde løsningen, og det skal nok lykkes.

USA består af en blanding af racer og religioner, hvor alle, i det mindste i teorien, er assimileret omkring en forestilling om universelle rettigheder, frihed og muligheder, uanset hvor man kommer fra. Er det ikke også i sidste ende løsningen for Europas problem med alle disse muslimske indvandrere?

Jo, assimilering er løsningen.

Betyder det, De også mener, at Tyrkiet skal være med i EU?

- Problemet med Tyrkiet skyldes ikke religion eller race. Det skyldes politik. Hvis Tyrkiet respekterer menneskerettighederne, herunder rettighederne for det kurdiske mindretal, og viser, at man ikke ønsker at bevæge sig tilbage i tiden, hvad angår kvinders rettigheder, så har jeg intet mod, at Tyrkiet slutter sig til EU. Historisk hører Tyrkiet til Europa. En muslimsk tilstedeværelse i Europa bør være et element i vores fremtid. Den vil gøre Europa mere solid og fungere som en modvægt til den store fare, som islamisk fascisme udgør i dag.

(Tribunal Media Service)

Oversat af Christina Witting Estrup