Prøv avisen
Interview

Palæstinenser: Besættelsen har været synlig hele mit liv

Khalida Jarrar mener, at væbnet kamp er en legitim form for modstand mod en besættelsesmagt, og at der kun kan blive fred, hvis israelere og palæstinensere bliver enige om at leve sammen i én sekulær stat. Foto: Hanne Foighel

Khalida Jarrar var fire år, da Seksdageskrigen brød ud. Hun har været politisk aktiv hele livet og siddet flere gange i israelsk fængsel for sine aktiviteter

Khalida Jarrar var fire år under Seksdageskrigen, men husker ikke krigen.

Hun er født i Nablus på Vestbredden, som dengang var en del af Jordan. På krigens tredje dag var jordanerne væk, og borgmesteren overdrog byen til de israelske soldater. Hun husker besættelsen.

”Besættelsen, den har været her altid. Mit første minde er, at naboen, der var læge, blev deporteret til Jordan. Jeg hørte fra de voksne, at han var politisk aktivist. Jeg husker også, at min onkel på 17 år blev deporteret sammen med dusinvis andre studenter. Dengang i 1970’erne deporterede israelerne i stedet for at fængsle. Jeg lærte også, at israelerne river folks huse ned. Jeg husker helt tydeligt, at soldaterne rev en af mine slægtninges hus ned. Huset lå op ad bjerget, alle i Nablus kunne se det.”

Khalida Jarrar var kun 13 år, da hun første gang deltog i en demonstration mod besættelsen.

”Det var studenterne på An-Najah Universitet, der demonstrerede, men vi skolebørn løb ud af skolen og gik med. Det var en fredelig demonstration, men på et tidspunkt kom de israelske soldater. De skød og dræbte en af skolepigerne. Jeg husker stadig, at pigen lå på jorden i sin blodige skoleuniform. Jeg husker også fra min gymnasietid angrebet på borgmesteren. En israelsk terrorgruppe lagde bomber under borgmestrenes biler flere steder på Vestbredden. Nablus’ borgmester, Bassam Shaka, mistede begge sine ben. Besættelsen har været synlig hele mit liv.”

Efter studentereksamen i 1980 begyndte Khalida Jarrar at studere handel og erhverv ved Birzeit Universitet i Ramallah. Hun læste om ligestilling og kvindekamp og brugte senere sin uddannelse til at undervise flygtningekvinder i at drive forretning. Hun gik ind i studenterpolitisk arbejde, der blandt andet bestod i at hjælpe bønderne ved olivenhøsten, af demonstrationer og konstante konfrontationer med de israelske soldater.

”Jeg mødte Ghassan Jarrar på universitetet. Han var studenteraktivist og tidligere fange. Ghassan var 16 år, da han blev arresteret første gang for fire år. Ghassan blev ved med at være politisk aktiv, efter at vi blev gift. Han blev arresteret i alt 14 gange. Ghassan har tilbragt 11 år af vores ægteskab i fængsel. Vores to døtre, Yafa og Suha, er vokset op med, at fængselsbesøg hos far er helt almindeligt,” fortæller hun.

Selv blev Khalida første gang arresteret i forbindelse med en stor kvindedemonstration i Ramallah under det første palæstinensiske oprør imod besættelsen, den første intifada, der begyndte i 1987.

”Vi var 5000 kvinder, der demonstrerede på den internationale kvindedag, 8 marts 1989. Vi marcherede gennem Ramallah med plakater og det palæstinensiske flag. Flagene var forbudt dengang. Da demonstrationen kom til Manara-torvet midt i byen, blev jeg og 22 andre kvinder arresteret. Vi blev alle idømt en måneds fængsel, med et år betinget, hvis vi inden for de næste tre år demonstrerede igen. Yafa var tre år”.

Khalida Jarrar var i 10 år direktør for Addameer, en palæstinensisk menneskerettighedsorganisation, der støtter fangerne i de israelske fængslers rettigheder. I 2006 blev hun valgt ind i det palæstinensiske parlament på en liste stillet af PFLP, Folkefronten til Palæstinas Befrielse, som Israel betragter som en terrororganisation. I dag kan hun ikke åbent definere sit forhold til bevægelsen. Israelerne beskylder hende og hendes mand for at være centrale medlemmer af PFLP’s ledelse.

På væggen over hendes computer hænger der en plakat med et billede af PFLP’s fængslede leder, Ahmed Saadat. Han er dømt for at stå bag mordet på en israelsk minister i 2001. PFLP går ind for væbnet kamp imod Israel, og det støtter Khalida Jarrar.

”Al form for modstand mod besættelsen er legitim. Selv PLO definerer den væbnede kamp som en del af kampen for at befri Palæstina. Det er altid kun et mindretal, der deltager aktivt i væbnet kamp, men der er ingen, der har aflyst palæstinensernes væbnede kamp, og den er et legitimt middel,” siger hun.

I april 2015 blev Khalida Jarrar arresteret i sit hjem i Ramallah. Først blev hun administrativt tilbageholdt, men protesterede og krævede at få et anklageskrift. Hun indgik senere en aftale med den israelske militærdomstol og endte med at sidde fængslet i 15 måneder.

”Det er hårdt at sidde i fængsel. Sidst Ghassan blev arresteret, var han 42 år. Jeg var 52 år. Men jeg ved, at de prøver at skræmme mig, for jeg arbejder på at samle materiale til at indklage besættelsen for den internationale domstol. Anklagerne mod mig var latterlige: medlemskab af en illegal organisation, og at jeg er modstander af den israelske besættelse. Jeg har ingen respekt for den militære domstol, og jeg fortsætter kampen. Jeg skriver på en rapport om forholdene i fængslerne. Mens jeg var indsat, åbnede jeg en skole for de unge kvinder i fængslet. Siden løsladelsen støtter jeg stadig de kvinder, for mange af dem er ikke fængslet, fordi de er kriminelle eller politisk aktive. De er i fængsel for at slippe væk fra deres voldelige familier.”

Nu laver Khalida Jarrar parlamentsarbejde uden parlamentet, som hun siger. Hun kritiserer jævnligt den palæstinensiske præsident Mahmoud Abbas i medierne for, at palæstinensiske sikkerhedsstyrker samarbejder med israelsk militær.

”Man skal standse enhver form for direkte forhandling med Israel. Løsningen kan kun komme gennem internationale organisationer, en international fredskonference og gennem boykotbevægelsen. I øvrigt kan ingen palæstinensisk leder give afkald på palæstinensernes ret til at vende tilbage til det land, deres bedsteforældre forlod, og nu er Israel. Som jeg ser det, vil der aldrig blive en to-stats-løsning. Det er umuligt. Jeg tror på én sekulær stat med retten til at vende tilbage. Jeg håber, at det kommer til at ske en dag. Jeg tror på, at tingene vil ændre sig. Fordi ingen mennesker vil i sidste ende finde sig i, at man fratager dem deres rettigheder,” slutter Khalida Jarrar.