Samuel P. Huntington, som juleaftensdag sov ind i sit sommerhus på Marthas Vineyard, ud for Massachusetts kyst, 81 år, var af ydre fremtoning og indre tilbøjelighed en beskeden, nærmest ydmyg mand, som ikke gerne bevægede sig uden for sin vante dagligdags faste linjer.
I 58 år underviste han i politisk videnskab på Harvard Universitet, indtil han sidste år gik på pension. I sit afskedsbrev til universitetet fremholdt han, at det var vanskeligt for ham at forestille sig en mere givende karriere end den, han havde haft, særlig med undervisning af de yngste studerende de, som kom ind fra gaden og stillede de mest udfordrende spørgsmål.
En genert mand, altså, af en nærmest Woody Allensk fremtoning med nørdede widescreen 1970er-briller. En kedelig mand, ligefrem, men ikke desto mindre globalt set den mest indflydelsesrige amerikanske politolog siden Berlinmurens fald. I sit videnskabelige værk, sine bøger, demonstrerede han en stålsat vilje og suveræn evne til at skære igennem, helst helt ind til benet og så stå fast, fordi han ikke kunne andet, hvilket ofte pådrog ham en voldsom krydsild fra alle sider.
Det var især hans artikel fra 1993 om civilisationernes sammenstød, der gjorde ham verdensberømt, fulgt op af bogen Civilisationernes sammenstød. Mod en ny verdensorden fra 1996. Artikel og bog skulle ses som et korrektiv til en holdning, der havde bredt sig i liberale kredse oven på Sovjetunionens sammenbrud, ifølge hvilken liberale vestlige værdier havde sejret endeligt, og at det nu mest var et spørgsmål om tid, før demokrati, menneskerettigheder, marked, forbrug, medier og alle de øvrige vestlige herligheder havde gennembrudt al modstand. Det var ikke mindst en tidligere Huntington-elev, Francis Fukuyama, der med bogen Historiens afslutning og det sidste menneske havde gjort sig til talsmand for den holdning.
Huntington opfattede Fukuyamas forestilling som en slem gang hybris. Han identificerede den med den tendens til et udødelighedens blændværk, som rammer civilisationer i deres zenit og foregøgler dens medlemmer, at netop den civilisation indiskutabelt udgør det højeste stade og nærmest det menneskelige samfunds endelige form. Sådan var det gået med tidligere højkonjunkturer, som den romerske og den osmanniske, og sådan måtte det helst ikke gå med den vestlige, stod det til Huntington.
I hans optik var der med Murens fald snarere tale om, at en række civilisationer for alvor kom til syne på den verdenspolitiske scene igen, hver især karakteristisk ved en serie kulturelle særtræk den vestlige, den latinamerikanske, den islamiske, den afrikanske, den ortodokse, den hinduistiske, den japanske og den kinesiske. Brudlinjerne mellem disse civilisationer var fremtidens frontlinjer, fastslog Huntington. Vel, for at gøre en lang historie kort: Den 11. september 2001 hamrede dét budskab ind.
Alligevel er der dem, der mener, at Huntington nærmest er en konservativ høg, der bare ypper kiv. Men Huntington er langtfra nogen konservativ høg. Høgene er dem, som ønsker at tvære vestlige værdier ud over hele kloden. Det gør Huntington ikke: I den tilstundende verden med etniske konflikter og sammenstød mellem civilisationer, skriver han i Civilisationernes sammenstød, har den vestlige tro på den vestlige kulturs universalitet tre problemer: Den er falsk, den er umoralsk og den er farlig ... Den nødvendige logiske konsekvens af universalisme er imperialisme.
Huntington var i det hele taget ikke nem at sætte på nogen anden formel end videnskabsmandens. Demokrat gennem hele sit liv, fortaler for Hubert Humphrey i dennes kampagne mod Nixon i 1968, rådgiver for Jimmy Carter, modstander af Irakkrigen og kritisk over for George W. Bushs administration. Og præget af en trang til at sige tingene rent ud. Som han gjorde med sin første bog The Soldier and the State fra 1957, hvor udgangspunktet var en lovprisning af den amerikanske hær og dens politiske rolle i det 20. århundrede forudsat at den forblev under politisk kontrol.
Som han gjorde igen med Political Order in Changing Societies fra 1969, som stadig ses som en milepæl i analysen af politisk og økonomisk udvikling i Den Tredje Verden. Huntington demonstrerede, hvordan manglen på politisk orden og autoritet i et givet land er en langt mere afgørende faktor end den ideologiske tendens.
Og som han endelig gjorde i sit sidste værk Who Are We? The Challenges of Americas National Identity fra 2004. Heri argumenterede han for nødvendigheden af at holde fast i landets WASP-baggrund (white-anglo-saxon-protestant), mens han var særdeles lunken over for den omfattende immigration til USA af latinamerikanere, som han mente har en tendens til at skære landet over i to. Han så fundamentalt USA som en nybyggernation, ikke en immigrantnation, og den protestantiske arbejds-etik som en væsentlig bestanddel af the American Creed. Han så multikulturalisme, kosmopolitisme og tosprogsstrategier som trusler mod det amerikanske samfund og kaldte fortalerne som Bill Clinton og Al Gore for dekontruktionister.
Huntington var først og fremmest konsekvent ifølge sit eget skema. Spurgte man ham om tyrkisk medlemskab af EU, ville han holde tommelen nedad. Det samme med Serbien, Bosnien og Ukraine. Og Grækenland burde efter hans mening aldrig have været inkluderet.
En væsentlig årsag til verdens lydhørhed over for denne beskedne mand var hans bundsolide videnskabelige baggrund. Her talte ikke en hr. hvemsomhelst, men den, som livet igennem først og fremmest demonstrerede evnen og viljen til at komme ind til tingenes kerne.
Henrik Jensen har skrevet forordet til den danske udgave af Samuel P. Huntingtons bog Civilisationernes sammenstød