Besøg af saudisk kronprins giver briter en dårlig smag i munden

Mohammed bin Salmans besøg har ført til protester i Storbritannien. For den britiske regering handler det om at finde partnere til tiden efter Brexit

Frokost med dronningen, og højprofilerede møder med premierminister Theresa May i 10 Downing Street. Den symbolske røde løber er rullet fuldt ud under den saudiarabiske kronprins Mohammed bin Salmans tre dage lange besøg i Storbritannien – hans første store officielle besøg i udlandet – som finder sted i disse dage.

Men besøget er kontroversielt og bliver mødt med store demonstrationer. For mange er den røde løber farvet af blod, som ikke mindst kommer fra krigen i Yemen, hvor saudiarabiske fly har fløjet talrige bombetogter. Siden bin Salman reelt overtog magten, er antallet af henrettelser i Saudi-Arabien også steget markant.

Alligevel overrasker det ikke Andrew Heywood, forfatter til flere bøger om diplomati og internationale relationer, at den saudiske prins får en så fornem modtagelse.

”Årsagen er ganske enkelt, at den britiske regering er villig til at tilsidesætte de betænkeligheder, de har ved det saudiarabiske regime, bekymringer over menneskerettighederne, og Mohammed bin Salmans rolle i krigen i Yemen. Det sker af hensynet til vigtigheden af samhandlen med Saudi-Arabien og særligt våbeneksporten for den britiske økonomi,” siger Andrew Heywood.

Men han ser også en anden vigtig faktor.

”Vi er i en tid præget af Brexit. Derfor bliver den britiske tilgang til Saudi-Arabien drevet af overvejelserne om egne interesser. Det er et eksempel på, hvad vi med et ord fra studier af internationale relationer betegner som realisme, der overtrumfer den liberale internationalisme,” siger Andrew Heywood om den måde, som den britiske regering bøjer sine egne liberale principper på.

I Storbritannien er det den konservative regering, der har valgt den politik, men oppositionen i det britiske parlament er usædvanlig kritisk.

”Tyskland har suspenderet salget af våben til Saudi-Arabien, mens det britiske våbensalg er steget, og britiske militærrådgivere er med til at lede krigen. Det kan ikke være rigtigt, at regeringen er medskyldig i noget, hvor FN siger, at der er beviser på krigsforbrydelser,” sagde Labour-leder Jeremy Corbyn i onsdags i parlamentet.

Kronprinsen er blot 32 år og ny på den politiske scene, men han har allerede markeret, at han er den stærke mand i Saudi Arabien, hvor han gerne vil ses som en reformator. Han vil gøre landet mindre afhængigt af olien, og hans sociale reformer omfatter ophævelsen af tidligere religiøst motiverede forbud mod biografer, teatre, popkoncerter og selv forbuddet mod, at kvinder kører bil. Det religiøse politi har også fået indskrænket deres magt.

Det er blandt andet det, premierminister Theresa May har valgt at fokusere på.

”Vi har tilbudt vores assistance med fremskridtene og at intensivere de reformer, særligt omkring kvinders rettigheder og universelle menneskerettigheder,” hedder det i en udtalelse.

Men selvom menneskerettigheder i Saudi-Arabien har været på dagsordenen sammen med situationen i Yemen, er det ikke det, der fylder mest under besøget. I stedet handler det om investeringer af saudiarabiske oliedollars i Storbritannien, mens briterne vil hjælpe med at reformere det saudiarabiske skolevæsen.