Den euforiske stemning, der fulgte i kølvandet på Israels sejr over Jordan, Syrien og Egypten i Seksdageskrigen for nøjagtig 40 år siden, er for længst drevet over.
De følelsesladede billeder af israelske faldskærmstroppers befrielse af Grædemuren sælges i dag kun til sentimentale turister, der besøger Israel for første gang og blændes af minderne fra krigen de husker som den lille David mod Goliath.
Hos israelerne selv har besættelsen af Vestbredden og det østlige Jerusalem for længst forvandlet de heroiske minder til en problematisk dagligdag, hvor palæstinensiske intifadaer, enorme udgifter til bosættelser og international kritik er en fast del af dagligdagen.
Sejren fra 1967 er i mange henseender blevet til en økonomisk og politisk byrde, som Israel ikke har formået at vende til sin egen fordel. 40 år som besættelsesmagt har også sat sine spor på den israelske befolknings psyke og mentalitet.
Fortrængning og fornægtelse er kodeordene bag den israelske besættelse, siger professor Ramzi Suleiman, der underviser i psykologi ved Haifa Universitet.
Men inden Ramzi Suleiman gør rede for de psykologiske virkninger, den israelske besættelse har på det israelske samfund, vil han meget gerne gøre opmærksom på én enkelt ting:
De psykologiske men, besættelsen har forårsaget i det israelske samfund, kan på ingen måde sammenlignes med den skade, besættelsen forvolder det palæstinensiske samfund, siger han.
Når alt kommer til alt, er det palæstinenserne, der er ofrene for den israelske besættelse og ikke omvendt.
Ramzi Suleiman hentyder til de mange palæstinensiske børn, der er ramt af angst, stress og andre psykologiske problemer som følge af den militære, israelske besættelse. Og til det frustrerende faktum, det er for mange palæstinensere at bo i indespærrede områder uden at være i stand til at bevæge sig frit. Og endelig hentyder han til de daglige ydmygelser, mange palæstinensere er ofre for ved de israelske kontrolposter på Vestbredden.
40 års besættelse er heller ikke nogen spøg for det israelske samfund. Mange soldater lider af post-traumatisk stress efter militærtjeneste i Gaza og på Vestbredden. Og i en nylig undersøgelse rangerer Israel som det tredje mest voldelige land i verden.
Aggressiviteten fra militærtjenesten og de mange timer, soldaterne tilbringer i kamp mod palæstinenserne, er ikke noget isoleret fænomen, der kun hører til i den israelske hær. Volden fra militæret og besættelsen smitter af på mentaliteten i det israelske samfund, siger Ramzi Suleiman.
Vold, stress, og aggressivitet er en del af den israelske mentalitet. Og her har besættelsen en stor del af skylden, siger han.
Men til at beskrive den mentalitet, besættelsen virkelig er årsag til, eller i det mindste har været med til at videreudvikle i det israelske samfund, bruger Ramzi Suleiman et eksempel fra den nylige intifada med palæstinenserne.
I sin tid som generalstabschef sagde Dan Halutz, efter et israelsk fly havde bombet en etagebygning i Gaza og dræbt 14, heriblandt 11 børn, at han sover godt om natten, og at det er en dejlig fornemmelse at mærke de små vibrationer i flyets vinge, når bomben affyres.
Den udtalelse repræsenterer en mentalitet, der er meget udbredt blandt den israelske befolkning. Her er tale om en total retfærdiggørelse af aggressivitet, samtidig med at palæstinensernes situation fortrænges fuldstændigt, siger Ramzi Suleiman.
Set fra psykologens synspunkt er her ikke tale om et nyt fænomen. Israel har ifølge Ramzi Suleiman siden statens oprettelse gjort brug af fortrængningsmekanismen, når det gjaldt forholdet til de arabiske naboer. Men hans pointe er, at besættelsen har forstærket denne fortrængningsmekanisme.
Siden besættelsen har den religiøse nationalistbevægelse i Israel valgt at se fuldstændig bort fra palæstinensernes lidelser. Og i stedet for at føle skyld bliver alle kræfter sat ind med henblik på at retfærdiggøre besættelsen og de mange jødiske bosættelser. I stedet for at se besættelsen som en katastrofe for palæstinenserne bliver den opfattet som en succes og en forløsning af israelerne. De mange omfartsveje, der er blevet bygget til ære for de jødiske bosættere på Vestbredden, er en metafor for den israelske opfattelse af besættelsen. Bosætterne kan køre gennem den besatte Vestbred på omfartsveje uden at se en eneste palæstinenser. Det samme gælder besættelsen. Den er mange israeleres omfartsvej i den almindelige hverdag, således at de ikke behøver at forholde sig til besættelsen, siger han.
I løbet af de seneste år er det blevet mere populært blandt unge israelere at nægte militærtjeneste på Vestbredden med den begrundelse, at det er en del af en ulovlig besættelse. Den slags straffes med fængsel i dagens Israel og er ikke et fænomen, myndighederne tager let på.
Derfor vælger de fleste unge stadig at aftjene den obligatoriske værnepligt og tage traumer, stress og vold med i den personlige kuffert.
Også her aktiveres fortræng-ningsmekanismen, forklarer Ramzi Suleiman.
Han hentyder til den næsten obligatoriske etårstur, de fleste israelere tager på efter overstået militærtjeneste.
Mange unge israelere tager til Indien og resten af Det Fjerne Østen for at fortrænge det, de har oplevet i militæret. De har brug for at få de stærke oplevelser på afstand og bruger Indiens fredelige omgivelser og i mange tilfælde også euforiserende midler til at opnå denne afstand. Afstand fra besættelsen, siger han.
Kristeligt Dagblad bringer i denne uge en række artikler om konsekvenserne af seksdageskrigen for 40 år siden