Hvad er sagens kerne?
Efter de første udbrud blev registreret i Wuhan i januar 2020, satte Kina alt ind på at få inddæmmet den nye smitsomme virus, covid-19. Takket være drastiske isolations- og nedlukningstiltag kunne præsident Xi Jinping erklære sejr over corona få måneder senere. Men efter at have klaret frisag i to år blev Kina - ligesom resten af verdenen - ramt af den ekstremt smitsomme omikron-variant, og så gik det hurtigt den gale vej. Det har ført til massive, langvarige nedlukninger i storbyer som Shanghai og Beijing, og det kommunistiske styre helmer ikke, før der er nul covid i Kina.
Hvad taler for at fastholde en nulcovid-strategi?
På mange måder har Kinas coronastrategi været en succes. Mens Europa og mange andre lande i verden i 2020 og 2021 måtte lukke fuldstændig ned, var Kina tilbage i noget nær normalt gænge. Man skulle stadig bruge mundbind i offentlige rum, men ellers var der kun få restriktioner. Fabrikkerne kørte, og der var liv i gaderne med åbne butikker og restauranter. Hvis der dukkede et enkelt tilfælde op, som det eksempelvis skete i november sidste år i Shanghais Disneyland, fik samtlige 34.000 besøgende besked på at blive inde i parken, indtil de var blevet testet. På den måde har myndighederne gennemført en effektiv smitteopsporing og langt hen ad vejen været i stand til at holde coronavirus fra døren. Kina har således blot registreret 15.000, der er døde med corona ud af en befolkning på 1,4 miliarder. Derfor mener de fleste kinesere, at deres regering indtil nu har klaret sig godt igennem pandemien i modsætning til en stormagt som USA, der netop har registreret over en million coronadødsfald.
Hvad taler imod at fastholde strategien?
De hårde nedlukninger har voldsomme konsekvenser for befolkningen og landets økonomi. Især har det skabt furore, at store dele af Shanghai nu har været lukket ned siden slutningen af marts. Det blev tydeligt for hele verden, da tv-billeder for nylig viste, hvordan folk i Shanghai var blevet låst inde i deres lejligheder og fra deres altaner eller åbne vinduer skreg deres vrede og frustrationer ud. Det er også kommet til sporadiske protester, fordi myndighederne ikke havde taget højde for, at en del beboere kom til at mangle mad og i visse tilfælde livsvigtig medicin. Så selvom en nedlukning måske var nødvendig for at få testet byens 26 millioner indbyggere, så har den haft alt for store menneskelige omkostninger. Specielt set i forhold til, at antallet af smittede er minimalt, og at folk ikke bliver nævneværdigt syge af omikronvarianten, hvis de vel at mærke er vaccinerede.
Hvordan kunne en løsning se ud?
Flere af landets egne eksperter har forsigtigt foreslået, at man i stedet for at bruge ekstremt mange ressourcer på massetests prioriterer at få folk vaccineret. For det er det svage punkt i Kinas strategi, at mange i den ældre del af befolkningen endnu ikke er vaccinerede. Kun 48 procent af kinesere over 70 år har modtaget tre stik, mens tallet for folk over 80 er helt nede på 20 procent. Verdenssundhedsorganisationen WHO har også kritiseret Kinas nul covid-politik og opfordret til ændringer, fordi den ifølge generaldirektør Tedros Ghebreyesus ikke er "en holdbar løsning". Men at leve med corona, ligesom de fleste andre lande i verden har besluttet at gøre, kommer næppe til at ske foreløbig. Det ville være et alt for stort tab af ansigt for præsident Xi Jinping, der om ganske få måneder ved partikongressen i Beijing ventes at blive indsat til en tredje periode som øverste leder.
I globalt dilemma sætter Kristeligt Dagblad fokus på en af ugens store etiske problemstillinger i verden.