Betjent bag George Floyd-drab får 20 år for at krænke rettigheder

Derek Chauvin er dømt for drab på George Floyd og får nu 20 år, som afsones samtidig som straf i drabssag.

Chauvin har erkendt, at han krænkede Floyds rettigheder ved at have foretaget en anholdelse, der var uproportionel i forhold til forbrydelsen.
Chauvin har erkendt, at han krænkede Floyds rettigheder ved at have foretaget en anholdelse, der var uproportionel i forhold til forbrydelsen. Foto: Pool/Reuters.

Tidligere politibetjent Derek Chauvin har torsdag fået 20,5 års fængsel i forbindelse med drabet på den sorte amerikaner George Floyd i Minneapolis i maj 2020.

Han er allerede dømt for drabet og afsoner i den forbindelse 22,5 års fængsel.

Den nye dom får han for at overtræde Floyds rettigheder, og den afsones samtidig med den første dom, hvilket betyder, at der ikke lægges flere år til dommen.

Det skriver Reuters på baggrund af oplysninger fra den lokale tv-kanal KSTP-TV. I Minnesota afsoner fængslede typisk to tredjedele af dommen, inden de kan blive prøveløsladt.

Derek Chauvin blev i 2021 fundet skyldig i at have dræbt Floyd ved at knæle på hans hals længe nok til at tage livet af Floyd.

Chauvin har erkendt, at han krænkede Floyds rettigheder ved at foretage en anholdelse, der var uproportionel i forhold til forbrydelsen.

Floyd var, da han blev stoppet, mistænkt for at have købt en pakke cigaretter med en falsk 20-dollar-seddel.

Det er en af flere sager, hvor myndighederne har knægtet sortes rettigheder eller dræbt dem. Sagen vakte opsigt Jorden over, fordi den blev fanget på video, som viste Floyd sige, at han ikke kunne trække vejret.

Det ignorerede Chauvin og flere andre betjente, der stod omkring dem.

Det udløste massive demonstrationer i USA og andre steder i verden mod raceulighed.

I anledning af toårsdagen for drabet på Floyd meddelte præsident Joe Biden, at han vil reformere landets politi på føderalt og lokalt plan.

To af de øvrige nu tidligere betjente, Tou Thao og Alexander Kueng, er blevet dømt for hverken at gribe ind under anholdelsen eller yde førstehjælp, da det stod klart, at George Floyd ikke trak vejret.

Den fjerde betjent, Thomas Lane, er kun dømt for at undlade at yde førstehjælp, da han under anholdelsen foreslog to gange at vende Floyd om på siden.

Det er forholdsvist sjældent, at politibetjente bliver holdt strafferetlig ansvarlige for kollegers overdrevne brug af magt i USA.

På en optagelse af anholdelsen kunne man se betjenten Thao stå få meter fra Chauvin og afvise tilskueres bekymringer. Kueng og Lane var til højre for Chauvin og holdt hans ben og balder fast.

Straffen for de tre eksbetjente kendes ikke endnu. Men de risikerer op til flere års fængsel.

/ritzau/