Prøv avisen
Nekrolog

Betjent hyldes som helt: Betalte med livet for at beskytte parlamentet

Flaget er gået på halv på den britiske parlamentbygning torsdag morgen (tv.) til ære for politibetjenten Keith Palmer (billedet i midten), som mistede livet under angrebet onsdag. Politiet er talstærkt til stede overalt i London dagen derpå (th.). Foto: AP

Den ubevæbnede politimand 48-årige Keith Palmer mistede livet, da terrorist forsøgte at komme ind i Westminster Palace i London

Betjente er de første, besøgende møder, når de kommer til det britiske parlament, Palace of Westminster, i centrum af London.

Deres arbejde handler ikke kun om at kontrollere adgangen til parlamentet, men også om at være et venligt ansigt, der stiller op til fotos med de mange turister, som valfarter til Westminster for at tage billeder af parlamentet og dets berømte klokketårn Big Ben.

Det var netop gennem indgangen ved Big Ben, at den 52-årige gerningsmand onsdag eftermiddag forsøgte at trænge ind i parlamentet.

Efter først at have mejet 40 personer ned med en firehjulstrækker på fortovet på Westminster Bridge kørte gerningsmanden ind i et rækværk, forlod bilen og forsøgte så at udnytte forvirringen til at komme ind i parlamentet.

Bevæbnet med to knive gik han målrettet efter den første betjent, der forsøgte at stoppe ham. Det var den 48-årige Keith Palmer, som blev stukket ned og betalte med sit liv for at beskytte parlamentet.

Han var, som de fleste britiske politimænd, ubevæbnet. Det er kun særlige enheder ved politiet, som har skydevåben, og de var hurtige til efterfølgende at skyde gerningsmanden, som også døde.

Kolleger og politikere hylder Keith Palmer som en helt. Gennem 15 år havde den gifte far til to børn været en del af det særlige parlamentariske og diplomatiske korps ved Metropolitans Police.

Han startede sin karriere i hæren, og derfra kommer en særlig hyldest fra den tidligere soldaterkammerat, James Cleverly, som nu er konservativt medlem af parlamentet.

”Jeg har kendt Keith i 25 år. Vi gjorde tjeneste sammen i det kongelige artilleri-regiment, før han blev betjent. En vidunderlig mand, en ven. Jeg er sønderknust. Min tanker er med familien, venner og kolleger til Keith Palmer. En modig mand,” skriver James Cleverly på Twitter.

Han havde tårer løbende ned af kinderne, da parlamentet torsdag hyldede den afdøde, som Cleverly under mødet indstillede til en medalje. Her førte premierminister Theresa May an i hyldesten.

”Han var en helt til fingerspidserne, og hans handlinger vil aldrig blive glemt,” lød det fra premierministeren. 

En tidligere kollega, som kun står frem med fornavnet Nina, ringede ind til radiostationen LBC for at fortælle sin egen personlige historie om Keith Palmer.

”Han reddede rent faktisk mit liv i en bilulykke, da jeg var betjent i 2007. Jeg skylder ham alt. Så jeg ringer ind for at lade alle vide, hvilken vidunderlig mand han var,” sagde hun.

Reaktionerne efter terroranslaget har også fokus på sikkerheden omkring parlamentet – og sikkerheden for dem, der passer på parlamentet.

”Begivenheden viser desværre den fare, vore kolleger er udsat for dagligt. De udviser et utroligt mod, når de beskytter offentligheden,” siger Ken Marsh, formanden for politiforeningen i London, til avisen Daily Mail.

Labours Barry Gardiner udtrykte også sin taknemmelighed på Twitter sent onsdag aften:

”Går i seng, levende og i sikkerhed takket være Keith Palmer. Gud velsigne ham, hans familie, og alle de dræbte og sårede. Terroren vil ikke vinde.”