Prøv avisen
Demokrati i Israel

Betyder demokrati, at flertallet bare kan bestemme?

Det næste store juridiske slag i Israel kommer til at stå om den såkaldte reguleringslov, som med tilbagevirkende kraft godkender jødiske bosættelser bygget på privat, palæstinensisk jord på Vestbredden. I praksis svarer det til, at omkring 4000 boliger i forskellige bosættelser er blevet blåstemplet. Loven blev vedtaget, få dage efter at israelsk politi i begyndelsen af februar under voldsomme protester rømmede udposten Amona efter en højesteretsbeslutning, fordi bosættelsen var bygget på privat, palæstinensisk jord. Foto: Tsafrir Abayov/AP/Polfoto

En lavine af anti-demokratiske lovforslag har de seneste år bragt spørgs-målet om en glidende udhuling af det israelske demokrati til debat. Nu diskuterer israelerne ikke længere, om staten er mere jødisk eller mere demokratisk. Diskussionen står om selve demokratiet

Da David Ben-Gurion den 14. maj 1948 læste Israels uafhængighedserklæring op og udråbte ”oprettelsen af en jødisk stat i landet Israel”, udpenslede han samtidig, at Israel skulle være en stat bygget på det, vi i dag kalder liberale rettigheder:

”Staten vil blive baseret på frihed, retfærdighed og fred, som Israels profeter har forestillet os det. Den vil sikre fuldstændigt lige sociale og politiske rettigheder for alle sine indbyggere uanset religion, race eller køn; den vil garantere religionsfrihed, ytringsfrihed, sprog-, uddannelses- og kulturfrihed,” lød det videre i den første israelske premierministers historiske tale.

Israel har ingen grundlov, og derfor er uafhængighedserklæringen selve garantien for, at den moderne stat Israel er grundlagt som en på én gang jødisk og demokratisk stat. Også selvom ordet demokratisk slet ikke forekommer i erklæringen.

De seneste årtier har afvejningen af de to elementer ”jødisk” og ”demokratisk” været det, der skilte Israels nationale højre fra landets liberale venstre. De nationalreligiøse partier har fastholdt, at den jødiske religion og dens love må gå forud for sekulært inspirerede demokratiske principper. De liberale politikere fra centrum mod venstre har fastholdt, at den demokratiske stat og dens institutioner må have basalt mere vægt end religionen. Ikke mindst fordi en femtedel af Israels befolkning ikke er jøder, men palæstinensiske muslimer og kristne.

Men de senere år har debatten rykket sig og handler nu mindre om jødisk kontra demokratisk, men om selve definitionen af demokratiet. Det forklarer Amir Fuchs, leder af tænketanken Israels Demokratiske Institut IDI’s forskningsgruppe ”Forsvar for demokratiets værdier”.

”Tidligere handlede den filosofiske diskussion om, hvorvidt Israel skulle være mere jødisk eller mere demokratisk. Det var på mange måder en diskussion mellem det religiøse og det sekulære. I dag har diskussionen ikke længere den karakter. Det handler ikke om religion, men om selve spørgsmålet: Hvad betyder begrebet demokrati overhovedet?”.

”I dag er der en lang række ministre, der fastholder, at demokrati ret og skært betyder, at den, der har flertallet, bestemmer. De har nu flertallet og vil have lov til at bestemme. De betragter menneskeretsorganisationer og institutioner som IDI som udemokratiske, fordi vi blandt andet kritiserer deres lovforslag. Kulturminister Miri Regev fra Likud er en af dem, der beskylder os for at spænde ben for hendes ret til at lovgive, som hun vil,” siger Amir Fuchs.

Kristelig Dagblad har bedt Amir Fuchs vurdere, om de mange såkaldt anti-demokratiske lovforslag, der er blevet fremlagt i det israelske parlament Knesset de seneste syv-otte år, har gjort Israel mindre demokratisk.

”Jeg vil ikke placere Israel på nogen karakterskala, hvad demokrati angår,” svarer han.

”Men ja, der er en tendens. Her på IDI registrerede vi allerede tendensen i 2010/2011. Siden har vi set dusinvis af lovforslag fremlagt, som vi har karakteriseret som anti-demokratiske. Man skal holde sig for øje, at kun et fåtal af de mange forslag er blevet til love, men forslagene og deres karakter afspejler helt klart en tendens, der alene på grund af mængden af forslag har indflydelse på samfundet.”

Hans tænketank har bundtet de mange lovforslag i kategorier:

For nogle år siden var de især vendt imod det palæstinensisk-arabiske mindretals rettigheder. Der var forskellige udgaver af krav om, at arabere skulle aflægge troskabsed til den jødiske stat Israel for at kunne modtage forskellige civile ydelser. De forslag faldt alle til jorden.

Så kom en række forslag om at forbyde palæstinenserne i Israel at markere al Nakba, det palæstinensiske folks betegnelse for den katastrofe, flugt og landflygtighed, der knytter sig til staten Israels oprettelse. Det udmøntede sig i en lov, der giver finansministeren ret til at tage statsstøtte fra institutioner, som markerer al Nakba. Loven er aldrig blevet brugt, og al Nakba bliver nævnt og mindet den 15. maj hvert år.

I kølvandet på al Nakba-loven dukkede et lovforslag op om, at Israel skal erklære sig som en jødisk nationalstat. Det blev af mange opfattet som et forsøg på at gøre landet mere jødisk end demokratisk og mødt af protester fra civilretsforkæmpere og det arabisk-palæstinensiske mindretal. Forslaget førte til opløsningen af Benjamin Netanyahus regering i 2014, da hans centrumvenstre-koalitionspartnere Tzipi Livni fra partiet Hatnuah og Yair Lapid fra partiet Yesh Atid forlod regeringen i protest mod forslaget.

”Senest er der blevet vedtaget en lov foreslået af justitsminister Ayelet Shaked, der specifikt rammer menneskerettighedsorganisationer og andre såkaldte venstrefløjs ngo’er, fordi de får økonomisk støtte fra udenlandske regeringer, blandt andet EU. I hælene på loven kom offentlige kampagner, hvor venstrefløjen hænges ud som forrædere og udenlandske agenter. Hertil kommer politikernes angreb på pressen. Premier- og kommunikationsminister Benjamin Netanyahu kaldte for nylig de israelske medier for venstreorienterede bolsjevikker. Og så er der forsøg på at stække højesteret,” siger Amir Fuchs.

”Så jo. Vi ser en langsom nedbrydning af de demokratiske værdier, men – og det er vigtigt – Israel er i dag langt mere demokratisk, end landet var i 1950’erne. Det må man ikke glemme,” fastslår Amir Fuchs.

På Det Hebraiske Universitet i Jerusalem vil historikeren og samfundsdebattøren Gadi Taub gerne sætte en stopper for hele diskussionen om det israelske demokratis forfald.

”Det israelske demokrati er et af de mest åbne og tolerante i verden. Der er en masse hysteri omkring demokratiets forfald, men det, der sker her, er langt mindre bekymrende end det, der sker i Europa eller i USA. Vi har haft en meget aktivistisk Højesteret, hvor retten gjorde sig til dommer over politikerne. Det har stabiliseret vores demokratiske institutioner, men det har også betydet, at de forskellige menneskeretsorganisationer har ført deres mærkesager igennem ved hele tiden at prøve dem ved Højesteret. Det var bare et spørgsmål om tid, før politikerne ville reagere, som de gør nu,” siger han.

Den meste kontroversielle lov, den siddende regering har vedtaget, er den nylige reguleringslov, som med tilbagevirkende kraft godkender 4000 bosætterboliger, der er bygget på privatejet palæstinensisk jord på Vestbredden. En lov, kammeradvokaten har erklæret ikke at kunne forsvare i højesteret.

”På den modsatte front vedtager Knesset i dag deklarative love. Love, som politikerne ved, Højesteret vil afvise, men som presses igennem for at markere en holdning. Som reguleringsloven, der tilgodeser bosætternes ønsker. Højesteret vil afvise den,” vurderer Gadi Taub.

Demokratiet er udfordret i hele verden, mener historikeren og nævner blandt andet Donald Trumps valgsejr i USA. Men han advarer samtidig om, at vi fokuserer på det forkerte. Både i Israel, Europa og USA.

”I stedet for at råbe op om fascisme eller demokratiets endeligt, bør vi kæmpe imod. For eksempel imod primærvalgkulturen, der gør politiske partier til et sammensurium af penge og opinionsundersøgelser. Vi skal kigge på den nye form for journalisme og på mobbe-kulturen på de sociale medier. Vi må standse den udåd, at man afstiver sin egen identitet ved at råbe ad andre,” siger Gadi Taub.

”Vi har levet under det længe her i Israel. For tiden skriver jeg ’velkommen i klubben’ til alle mine amerikanske venner, for derovre er det først nu ved at stifte bekendtskab med den samme form for hysteri i stedet for analyse.”

Ordet demokrati indgik ikke i den uafhængighedserklæring, som Israels første premierminister, David Ben-Gurion, læste op ved staten Israels oprettelse den 14. maj 1948 på Tel Avivs kunstmuseum. Arkivfoto. Foto: AP/Polfoto