Bibelbæltet stemmer på Romney

For USAs evangelikale er økonomien det vigtigste valgemne. Men gudstro og moral er lige så vigtigt som altid, siger vælgere i den evangelikale højborg Lynchburg, der mere eller mindre modstræbende støtter mormonen Mitt Romney

Doug Pickeral, barber i Lynchburg, kunne ikke drømme om at stemme på den amerikanske præsident, Barack Obama, der ”blander staten ind i alt muligt”. –
Doug Pickeral, barber i Lynchburg, kunne ikke drømme om at stemme på den amerikanske præsident, Barack Obama, der ”blander staten ind i alt muligt”. –. Foto: Sidsel Nyholm.

Doug Pickeral er kristen og konservativ og stolt af det. I hans barbersalon på hovedgaden Main Street i provinsbyen Lynchburg i det sydlige Virginia hænger en gulnet kopi af De Ti Bud i vinduet. Indenfor i salonen, der med sine mørke trævægge, velpolstrede 1950er-frisørstole og umærkede brune glasflasker med barbersprit bærer minder om en anden æra, prydes væggene af billeder af tordenprædikanten Jerry Falwell side om side med indrammede bibelvers og familieportrætter.

LÆS OGSÅ: Massiv mobilisering af vælgere i USA's bibelbælte

Og den velplejede midaldrende barber med den drævende sydstatsdialekt er ikke i tvivl om, hvem der skal have hans stemme til præsidentvalget på tirsdag.

Ja, jeg stemmer i hvert fald ikke på Barack Obama. Han har ikke gjort andet end at forære vort land væk. Han blander staten ind i alt muligt. Vi har brug for ansvarlighed og frit initiativ og ikke en præsident, der skalter og valter med vores penge. Jeg klipper alle de her pensionister, der spørger, hvorfor de skulle stemme på Mitt Romney, når de får madkuponer, gratis telefon og alt muligt af Obama. Det er forrykt, siger han og ryster på hovedet.

Men selvom Doug Pickeral betragter økonomien som det vigtigste valgemne i år, spiller gudstro og traditionelle socialt konservative værdier også ind i hans overvejelser, understreger han.

Præsident Obama støtter abort og homoseksualitet. Hvordan kan Gud velsigne vort land, når vi dræber babyer og lader to kvinder eller to mænd leve som ægtefolk? Det er syndigt og imod naturens orden. Sådan noget vil jeg ikke stemme for, konstaterer han.

Doug Pickerals tilgang til valget er symptomatisk for de hvide evangelikale amerikanere, der i stor udstrækning støtter republikanerne og partiets præsidentkandidat, Mitt Romney. De er optagede af levebrødsemner som ledigheden, skatter og de stigende leveomkostninger, men drives i høj grad også af deres gudstro og konservative sociale værdier.

Som gruppe udgør de evangelikale amerikanere knap en fjerdedel af vælgerbefolkningen i USA, og de bor i byer som den 72.000 indbyggere store Lynchburg, der betragtes som del af Bibelbæltets toneangivende spænde. Her, i denne gamle produktionsby i det sydlige Virginia, hvor lange godstog lastet med kul fra Appalachia-bjergene flere gange om dagen rumler igennem det gamle bycentrum med tudende horn, kolliderer det gamle og det nye Syden.

Ved siden af Doug Picker-alls barbersalon ligger Scene3, der sælger håndlavede modecykler og skateboard i en lys og minimalistisk lagerhal. Lidt længere nede ad den fredfyldte Main Street falbyder en støvet pantelånerbutik haglgeværer og jagtudstyr, mens det jomfrueligt hvidskinnende bageri SassaFrost på den anden side af gaden tilbyder crème brûlée- og chokoladeganache-cupcakes i pletfri glasmontrer. Her er en kirke på hvert gadehjørne, siger de lokale, men der er plads til både socialt konservative og progressive menigheder.

Lynchburg er imidlertid bedst kendt som hjem for det evangelikale imperium skabt af Jerry Falwell (1933-2007), der som stifter af den indflydelsesrige politiske organisation The Moral Majority (det moralske flertal) i 1980erne var med til at gøre ultrakonservative kristne til en magtfaktor i amerikansk politik. De centrale ankre i dette imperium er verdens største kristne universitet og rugemaskine for fremtidige evangelikale ledere, Liberty University, samt megakirken Thomas Road Baptist Church, der tæller flere end 25.000 medlemmer og i dag ledes af den legendariske prædikants søn, Jonathan Falwell.

Liberty University, der breder sig over en grøn bakkeskråning 10 minutters kørsel fra Lynchburgs centrum, har 6000 ansatte og 12.500 studerende foruden flere end 80.000 online-elever, der uddannes i akademiske discipliner som jura, statskundskab og pædagogik. Det 41 år gamle universitet rummer også et luftfartsakademi og er i færd med at bygge et stort medicinsk fakultet.

Her hersker et stramt kodeks for påklædning og opførsel. De studerende risikerer reprimander og bøder, hvis de bryder forbuddene mod alkohol, rygning, diskoteksbesøg, pornofilm eller intim omgang med det modsatte køn. Liberty University skiller sig også ud ved at undervise de studerende i bibelsk kreationisme og teorien om intelligent design. Timerne begynder ofte med fællesbøn. Flere af parkeringspladserne ved velkomstcentret er reserveret Future Champions for Christ (fremtidige Kristus-forkæmpere).

Universitetets mission er krystalklar, forklarer talsmand Johnnie Moore, der også står i spidsen for universitetets globale kontor.

Vi har som målsætning at uddanne Kristus-fokuserede mænd og kvinder med værdier, viden og færdigheder, der er afgørende for at kunne påvirke verden af i morgen. Vi tror ikke på et skel mellem det sekulære og det hellige, siger Moore, der tager imod på sit kontor over for universitetets nytrimmede grønne idrætsbaner.

Universitetet er i princippet apolitisk, men er i praksis en bastion for det republikanske parti i det sydlige Virginia. Og fra Johnnie Moores synsvinkel går evangelikale værdier hånd i hanke med Mitt Romneys økonomiske og sociale politikker.

Evangelikale ser på økonomiske spørgsmål ud fra et evangelikalt verdenssyn. Vi mener, at økonomien skal forvaltes på en måde, som sikrer velstand for alle, og at de frie markedskræfters råden er bedst for alle amerikanere. Vi er også bekymrede for, at USA mister sin globale position som politisk og militær supermagt. Samtidig er det vigtigt for os at have en præsident, som respekterer religiøse amerikaneres ret til at dyrke deres tro, og som deler vores socialt konservative bibelske værdier, siger han.

Og det fælles værdisæt er årsagen til, at konservative kristne amerikanere støtter mormonen Mitt Romney trods den udbredte skepsis over for Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige, anfører Johnnie Moore.

Mormoner har en anden teologi, end vi evangelikale har. Men vi er enige om, at Amerika er grundlagt på judeokristne værdier, og vi deler en tro på retten til liv, på trosfrihed, på kirkens rolle i samfundet og på, at ægteskabet er helliget en mand og en kvinde. Som kristne er det vores pligt at stemme for den kandidat, der står for bibelske værdier, siger han.

Der er dog ikke udelt begejstring for Mitt Romney overalt i det evangelikale Amerika. Mange kristne amerikanere betragter Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige som en excentrisk kult uden forbindelse til kristendommen, og ifølge data fra Reuters/Ipsos har op til 35 procent af bibelbæltevælgerne skrupler ved at stemme på en mormonsk kandidat.

LÆS OGSÅ: Gensidig mistro i USA-valget

Blandt skeptikerne er barberen Doug Pickerall, der har boet i Lynchburg hele sit liv og går i kirke hver søndag.

Jeg bryder mig slet ikke om nogen af kandidaterne. Jeg kan ikke lide Romneys religion. Men vi har hårdt brug for at slippe af med Obama, inden han gør mere skade på nationen. Dette er det vigtigste valg i min livstid, så jeg stemmer på Romney, forklarer han.

Mange bibelbæltevælgere deler forventningen om, at udfaldet af dette præsidentvalg bliver afgørende for Amerikas fremtid. Den 19-årige studerende John Thompson, som nyder den bagende efterårssol på en trappe ved Lynchburg University, følger præsidentvalgkampen nøje og er ikke i tvivl om, at han vil stemme på Mitt Romney og republikanerne.

Vores problemer er enorme, og de to kandidater repræsenterer to meget forskellige ideologier, hvad angår statens størrelse og magt. Jeg har lige fået at vide, at den byggehandel, hvor jeg arbejder, snart lukker, og jeg mister mit job. På en måde ville jeg gerne hjælpes af det offentlige, men mine religiøse og politiske værdier siger mig, at jeg har ansvar for mit eget liv. Romneys idéer om at indskrænke staten er den rigtige og moralske vej fremad, forklarer han.

Ikke alle bibelbælteamerikanere foretrækker dog den republikanske løsning på Amerikas økonomiske og sociale problemer. På et spartansk kontor på andensalen af en lille indkøbsarkade på Main Street i Lynchburg er Gerald Cheatham, der er afroamerikaner og bestyrelsesformand for byens demokratiske komité, sammen med et par frivillige kolleger i færd med at mobilisere lokale vælgere.

Han påpeger, at Virginia, der i grove træk er delt mellem et socialliberalt nord og et dybt konservativt syd, er en svingstat og kan blive afgørende for udfaldet af præsidentvalget på tirsdag.

Det er vanskeligt at være demokrat her i Bibelbæltet. Det er en udfordring at motivere demokratiske vælgere til handling, når republikanerne så tydeligt dominerer i politik og i samfunds- og kirkelivet. Mange demokrater her i byen har desuden en tendens til at gå meget stille med dørene, fordi deres omgangskreds og arbejdsgivere er republikanere, og de er bekymrede for, at deres politiske holdninger kan koste dem dyrt, forklarer Gerald Cheatham, der har boet i Lynchburg i flere årtier.

Den dybe kløft gør det lokalpolitiske samarbejde i byen vanskeligt, fortæller han.

Vi kan fint omgås hinanden socialt, men politisk står vi i hver vores lejr. Der er ikke ret mange moderate røster. De ultrakonservative folk ovre på Liberty University, der har enorm indflydelse her i byen, trækker store veksler, siger Gerald Cheatham.

På Liberty University er der imidlertid kun stolthed over den kendsgerning, at universitetet med dets i alt knap 20.000 studerende og undervisere fungerer som et republikansk kraftcenter.

Vi dyrker en filosofi, der uden blusel bekender sig til bibelske værdier og en tro på de frie markedskræfter. Vi lever i en ekstremt politiseret kultur, og vi er meget tilfredse med vores rolle som en bastion for konservative idé-er og værdier og som et bolværk mod moralsk og nationalt forfald, konstaterer talsmand Johnnie Moore.

Mens nogle kristne grupper i USA advarer mod, at Mitt Romneys vision om en mindre stat vil tage livet af mange sociale hjælpeprogrammer, afviser Moore, at republikanernes samfundsplan støder sammen med bibelske budskaber om næstekærlighed og omsorg for de fattige.

Det er ikke statens rolle at tage sig af de trængende. Det er kirkens og private borgeres rolle. Det er tradition i Amerika, og sådan bør det fortsat være. Det handler igen om kampen mellem to politiske filosofier: På den ene side har vi Obamas større stat med flere sociale programmer, og på den anden side har vi Romneys mindre stat, der avler velstand for alle og, i forlængelse deraf, privat gavmildhed, siger han.

Det bekymrer heller ikke den evangelikale spydspids, at Mitt Romney tidligere i sin politiske karriere bakkede op om kvinders ret til abort og homoseksuelles ligestilling.

Alle politikere rykker deres holdninger, og det eneste, som betyder noget, er, at de rykker dem i den rigtige retning. Dét har Mitt Romney gjort, og derfor er han vores kandidat, konstaterer Johnnie Moore.

leder side 16

De evangelikale vælgere

ARKIVFOTO 2008 af Ole Sohn, SF-- Når socialdemokraterne og SF i deres fælles plan, Fair Løsning, beder danskerne om at arbejde 12 minutter ekstra om dagen, så gælder det ikke nødvendigvis for alle danskere. Det erkender SF'¦s finansordfører, Ole Sohn. Udm
ARKIVFOTO 2008 af Ole Sohn, SF-- Når socialdemokraterne og SF i deres fælles plan, Fair Løsning, beder danskerne om at arbejde 12 minutter ekstra om dagen, så gælder det ikke nødvendigvis for alle danskere. Det erkender SF'¦s finansordfører, Ole Sohn. Udm Foto: Sidsel Nyholm.
Regnvejr i København tirsdag morgen d.17.august 2010-- Efter en nat med voldsomt regnvejr på Bornholm rykker regnbygerne nu til Sjælland, som forventes at få 25-40 millimeter regn. - Vi advarer om kraftig regn på en stor del af landet. Værst bliver det no
Regnvejr i København tirsdag morgen d.17.august 2010-- Efter en nat med voldsomt regnvejr på Bornholm rykker regnbygerne nu til Sjælland, som forventes at få 25-40 millimeter regn. - Vi advarer om kraftig regn på en stor del af landet. Værst bliver det no Foto: Max WhittakerThe New York Times.