Bibelen er Kinas største bestseller

Trykkeriet Amnity Printing har lovligt trykt 80 millioner bibler i Kina

Der sælges mange bibler i Kina. Trykkeriet Amnity Printing har lovligt trykt 80 millioner.Her ses en dansk udgave i Roskilde Domkirke.
Der sælges mange bibler i Kina. Trykkeriet Amnity Printing har lovligt trykt 80 millioner.Her ses en dansk udgave i Roskilde Domkirke. Foto: Thomas Heie Nielsen.

Én bog læses i disse år af flere end nogen anden bog i Kina: Bibelen. Efterspørgslen er kun steget de seneste 20 år, hvor den førhen totalforbudte bog har været til salg i Kina. Det kinesisk-engelsk ejede trykkeri Amnity Printing sidder i dag på 25 procent af verdensmarkedet, hvad angår bibler.

Over 80 millioner bibler er det blevet til siden trykkeriets stiftelse i 1988, og hver eneste måned ruller endnu én million ud fra den nye og større fabrik, som Amnity Printing så sig nødsaget til at bygge i 2008 for at følge med efterspørgslen. Biblerne sælges i 60 lande på 80 forskellige sprog, men fire ud af fem bibler er på kinesisk, oplyser Amnity Foundation.

Ifølge kinesisk lov kan bibler alene sælges i de officielle registrerede kirker i Kina, hvor kun omkring hver fjerde kristne kineser dyrker sin tro. De fleste kristne kommer i uofficielle, på papiret ulovlige, husmenigheder. I de senere år er det dog blevet lettere for kristne, som ikke kommer i de registrerede kirker, at anskaffe sig bibler. I nogle byer vil man endda kunne finde bibler hos almindelige boghandlere.

Selvom Kina i dag er en af verdens største producenter af bibler, er det også et af de lande, hvor der ulovligt smugles flest bibler ind.

Kina er et stort land, og hvad der gælder af friheder i én del af landet, gælder ikke nødvendigvis andre steder. Derfor tyer missionsorganisationer som for eksempel Åbne Døre stadig i dag til ulovlig bibelsmugling.

Generalsekretær i Åbne Døre Danmark, Jørn Blohm Knudsen, fortæller, at Åbne Døre alene smugler omkring tre millioner bibler ind i Kina om året.

"Kristenforfølgelser er stadig virkelighed i Kina. I nogle områder er politiet meget aggressive og tillader ikke, at man køber bibler. Og så er der det økonomiske aspekt - mange har ikke råd til Amnitys bibler", siger han.

schou@k.dk