Biden har brug for et forudsigeligt Ukraine for at kunne styre Putin

USA’s præsident gavukrainsk præsident vage løfter, men lukkede reelt døren i for Nato-medlemskab

Biden ønsker et mere forudsigeligt Rusland, end hans forgængere havde. Det forudsætter status quo i Ukraines konflikter med Rusland, og dermed en mere forudsigelig Zelenskij i Kijev.
Biden ønsker et mere forudsigeligt Rusland, end hans forgængere havde. Det forudsætter status quo i Ukraines konflikter med Rusland, og dermed en mere forudsigelig Zelenskij i Kijev. Foto: Jonathan Ernst/Reuters/Ritzau Scanpix

I det østlige Ukraines Donbass forbereder man sig på valg, det russiske parlamentsvalg. Mere end 600.000 indbyggere i de selverklærede separatist-regioner har russisk pas og er derfor stemmeberettigede ved valget den 17. september. Omvendt har de ikke haft lejlighed til at stemme ved ukrainske valg, siden krigen brød ud i 2014. Områdernes langsomme og sikre integration med Rusland var en væsentlig del af dagsordenen, da den ukrainske præsident, Volodimir Zelenskij, blev modtaget af USA’s præsident, Joe Biden, i Det Hvide Hus i denne uge.

Sammen med Ruslands præsident, Vladimir Putin, indgår Biden og Zelenskij i et intrikat skakspil. I 2014 annekterede Putin Krim og iværksatte krigen i Donbass. For syv år siden fik man den såkaldte Minsk-aftale, der er en dysfunktionel våbenhvile for separatist-områderne, som forhandles i det såkaldte Normandi-format med deltagelse af Tyskland, Frankrig, Rusland og Ukraine.

Zelenskij kan ikke bruge Normandi-formatet til noget som helst. Han ønskede Biden med ved forhandlingsbordet såvel som en køreplan for Nato-medlemskab. Årsagen skal søges i dette forår, hvor Rusland opmarcherede 100.000 soldater ved Ukraines østlige grænse og skabte berettiget frygt i Kijev for en russisk invasion. Opmarcheringen var en klassisk Putin-øvelse: ”eskalér for at de-eksalere”. Putins manøvre fik Biden til at tilbyde det topmøde, som han ellers havde afvist. Straks trak Rusland de fleste tropper hjem. Men meget af det medbragte udstyr blev hos de tilbageværende styrker, og Rusland kan på under 48 timer igen stå med 100.000 mand ved Ukraines østlige grænse. Til den udfordring kan ingen af Ukraines europæiske venner bruges til noget som helst, kun USA.

Biden gav intet løfte til Zelenskij om øget politisk engagement, men udskrev en stor militær-check, så USA’s støtte til Ukraines indkøb af militært hardware alene i år er oppe på 400 millioner dollars. Bidens reelle budskab til Zelenskij var, at han – som Putin – støtter status quo. Biden har brugt sit første halve år i embedet på køligt at renskure USA’s udenrigspolitiske prioriteringsliste, hvilket Afghanistan er det mest dramatiske eksempel på. Det har irriteret Biden, at Zelenskij har italesat spørgsmålet, om Ukraine også vil blive svigtet af USA, for intet land har i kontanter, træning og udstyr støttet Ukraine, som USA gør og forsætter med at gøre.

Biden håber, at Zelenskij i flyet retur over Atlanten har forstået, at Krim nu alene er en sag mellem Rusland og Ukraine. Og at USA vil bistå Ukraine til at sikre en troværdig afskrækkelse af Rusland – men ikke engagere sig i løsninger for Donbass. Og Nato-ambitionerne: Glem det.

Biden ønsker et mere forudsigeligt Rusland, end hans forgængere havde. Det forudsætter status quo i Ukraines konflikter med Rusland – og en mere forudsigelig Zelenskij i Kijev. For Putin er missionen, at Ukraine ikke må blive en succes og et troværdigt alternativ til Ruslands autokrati. Og Zelenskijs præsidentskab har ikke løftet den opgave; korruptionen er forsat høj, og den økonomiske vækst fraværende.

For Putin er status quo lig fremskridt. I Kreml husker man den tidligere amerikanske sikkerhedsrådgiver Zbigniew Brzezinskijs ord: Uden Ukraine ophører Rusland med at være et imperium. Med Ukraine bliver Rusland automatisk et imperium.

Jens Worning er tidligere dansk generalkonsul i Sankt Petersborg og direktør i kommunikationsbureauet Policy Group. Han analyserer russisk politik og dens følger i Kristeligt Dagblad.

Jens Worning er tidligere dansk generalkonsul i Sankt Petersborg og direktør i kommunikationsbureauet Policy Group. Han analyserer russisk politik og dens følger i Kristeligt Dagblad.