Biden har endelig udset sig sin mand i Danmark

Finansmagnat og filantrop Alan Leventhal kan blive USA’s næste ambassadør i Danmark

Alan Leventhal, der her ses under en ceremoni på universitetet i Boston, ligger lunt i svinget til at blive USA’s næste ambassadør i Danmark.
Alan Leventhal, der her ses under en ceremoni på universitetet i Boston, ligger lunt i svinget til at blive USA’s næste ambassadør i Danmark. Foto: Mary Schwalm/AP/Ritzau Scanpix.

Efter et år uden en amerikansk toprepræsentant i Danmark kan der nu være en ny beboer på vej til ambassadørboligen Villa Rydhave i Charlottenlund nord for København.

Det Hvide Hus oplyste i går, at præsident Joe Biden har nomineret en af sine store økonomiske bidragsydere, den Boston-baserede finansmand og filantrop Alan Leventhal, som ny amerikansk ambassadør i Danmark.

Hvis han godkendes af Senatet, kan han overtage den post, som har stået ledig, siden tidligere ambassadør Carla Sands rejste hjem til USA i forbindelse med, at Donald Trump overlod præsidentembedet til Joe Biden for næsten præcis et år siden.

Den 69-årige Alan Leventhal er blandt andet bestyrelsesformand og topchef i Beacon Capital Partners, der ifølge en pressemeddelelse fra Det Hvide Hus er en af de førende ejere og forvaltere af kontorejendomme i USA. Han sidder også i forretningsudvalget på eliteuniversitetet Massachusetts Institute of Technology, MIT, i Boston, og han var igennem et årti bestyrelsesformand for kræftforskningsfonden Damon Runyon Cancer Research Foundation.

Han er desuden en gavmild bidragsyder til det demokratiske parti og hjalp under præsidentvalgkampen i 2020 med at rejse store pengesummer til Joe Biden.

Amerikanske præsidenter bruger som hovedregel ambassadørposter i visse lande som belønning til vigtigeallierede, og stillingen i Danmark besættes typisk med politisk udnævnte figurer snarere end med karrierediplomater.

Dette var også tilfældet med både Carla Sands og hendes forgænger i embedet, Rufus Gifford, der var udnævnt af tidligere præsident Barack Obama. Mens cirka 44 procent af ambassadører udpeget af Donald Trump var politisk udpegede, har Joe Biden en målsætning om at holde denne andel på under 30 procent.

Nomineringen af Alan Leventhal bliver mødt med glæde af amerikanske demokrater:

”Jeg er begejstret over, at præsident Biden nominerer min ven (og Boston-fælle!), Alan Leventhal, til at tjene som ambassadør i Danmark. Alan er en dygtig erhvervs- og samfundsleder og et fantastisk valg. Det bedste job i verden vil være i gode hænder,” skriver forhenværende ambassadør i Danmark Rufus Gifford på Twitter.

Også flertalsleder for Demokraterne i Repræsentanternes Hus, Steny Hoyer, der har danske rødder, lykønsker Alan Leventhal med nomineringen:

”Jeg ser frem til at arbejde sammen med Leventhal om at fortsætte med at skabe stadigt tættere bånd mellem USA og Danmark, og sammen tackle trusler mod global sikkerhed og udfordringen fra klimakrisen, når han er godkendt som ambassadør,” siger Steny Hoyer i en pressemeddelelse.

I hjembyen Boston er Alan Leventhal, der er barnebarn af jødiske indvandrere fra Rusland og Litauen, kendt for at have en lidenskab for filantropi. Han har sammen med sin hustru stiftet familiefonden Sherry and Alan Leventhal Family Foundation, der bruger cirka fire millioner dollars, eller 26 millioner kroner, årligt på velgørende initiativer.

Familien er engageret i det jødiske liv og har desuden finansieret Sherry and Alan Leventhal Center for Interfaith Families (Center for tværreligiøse familier), der hører under det jødiske forbund i New Orleans-området.

Centerets erklærede målsætning er blandt andet ”at forbinde tværreligiøse familier med det jødiske samfund” og at hjælpe folk med ”at udforske og skabe forbindelser til jødiske værdier, traditioner, erfaringer, tekster og åndelighed”.

Amerikansk diplomati har haft et særligt fokus på det jødiske liv i Danmark i de seneste år. Under behandlingen af et beslutningsforslag om at forbyde religiøst begrundet omskæring af drengebørn i 2020 henvendte daværende ambassadør Carla Sands sig til Udenrigsministeriet og udtrykte stor bekymring over forslaget, ligesom den danske ambassade i Washington modtog flere henvendelser fra amerikanske politikere og jødiske organisationer.

Alan Leventhal er søn af den nu afdøde forretningsmand og ejendomsspekulant Norman B. Leventhal, der også var en rundhåndet filantrop og bidragsyder til det demokratiske parti i USA.

Næste skridt i den proces, der kan bringe Leventhal til Danmark, er en høring i Senatets udenrigsudvalg og derpå en afstemning i hele Senatet. Der er endnu ikke sat dato på, hvornår dette vil finde sted.