Biden: Klimakrisen er en eksistentiel trussel

Klimakrisen truer os på eksistensen, mens olieselskaberne tjener hundredvis af milliarder, siger Joe Biden.

Joe Biden holder sin State of the Union-tale på The Capitol, som huser USA's lovgivende forsamling, Kongressen.
Joe Biden holder sin State of the Union-tale på The Capitol, som huser USA's lovgivende forsamling, Kongressen. Foto: Drew Angerer/Ritzau Scanpix.

Joe Biden, USA's præsident, talte i dystre vendinger, da han natten til onsdag dansk tid gik på talerstolen i den amerikanske kongres til sin State of the Union-tale.

- Den (klimakrisen, red.) er en eksistentiel trussel. Vi har en forpligtelse, ikke over for os selv, men over for vores børn og børnebørn, til at konfrontere den.

Samtidig påpeger han, at store olieselskaber har tjent fedt, mens størstedelen af verden har været i energikrise på grund af Ruslands invasion af Ukraine.

- Sidste år tjente de 200 milliarder dollar midt i en global energikrise. Jeg synes, det er skandaløst, siger Biden.

Han erkender, at USA i den nærmeste fremtid stadig vil være afhængig af olie og naturgas til energiproduktion, men understreger, at han er "stolt" af, at USA tackler udfordringen.

Det er Joe Bidens tredje State of the Union-tale, efter at han overtog præsidentembedet i begyndelsen af 2021.

Talen holdes hvert år af den siddende præsident i USA's lovgivende forsamling, Kongressen. Det giver præsidenten muligheden for at tage temperaturen på nationen og fremlægge sine politiske ambitioner.

Udenrigspolitik finder også af og til vej til talerstolen, som da præsident George Bush fremlagde planerne for USA's krig mod terror i 2002.

Joe Bidens tale holder sig dog natten til onsdag mestendels indenrigspolitisk. Særligt en håndsrækning til Det Republikanske Parti og et ønske om at arbejde sammen blev understreget af præsidenten.

Mange af republikanerne ser helst, at Joe Biden begynder at skære i de offentlige udgifter i stedet for at hæve gældsloftet for at finansiere præsidentens politik.

Hvor der skal skæres, er der ikke enighed om, men især i det ene af Kongressen kamre, Repræsentanternes Hus, har flere republikanere udtalt sig kritisk om USA's store bistand til Ukraine.

/ritzau/