Putin ser frem til en forudsigelig præsident i Det Hvide Hus

Diplomaterne i Moskva glæder sig til Joe Biden som præsident. Det vil betyde en tilbagevenden til klassisk, kedeligt og forudsigeligt diplomati. Samtidig viser Donald Trumps valgnederlag, at russerne ikke har nær så megen indflydelse på amerikansk politik, som det ofte lyder

Biden kender Putin og Putin Biden – det bliver ikke et elskeligt forhold, men et diplomatisk nødvendigt og geopolitisk vigtigt forhold. Derfor vil Putin heller ikke savne Trump. (Arkivbillede).
Biden kender Putin og Putin Biden – det bliver ikke et elskeligt forhold, men et diplomatisk nødvendigt og geopolitisk vigtigt forhold. Derfor vil Putin heller ikke savne Trump. (Arkivbillede). Foto: Alexander Natruskin/Reuters/Ritzau Scanpix.

Joe Biden har endnu ikke modtaget Vladimir Putins lykønskninger efter sin valgsejr i det amerikanske præsidentvalg i weekenden. Den russiske præsidents talsmand, Dmitrij Peskov, har sagt, at det ikke ville være korrekt med en lykønskning, førend der er et officielt resultat, da der ifølge Peskov jo fortsat er juridisk strid om udfaldet.

Ella Pamfilova, der er leder af den russiske valgkommission, har også udtalt sig kritisk om brevstemmerne i USA, som hun vurderer er en åben dør til valgsvindel.

Putins tilbageholdte lykønskning og det officielle Ruslands kritik af det amerikanske valgsystem er rituelt drilleri.

Med valget af demokraten Joe Biden blev en række myter om Ruslands betydning i amerikansk politik lagt ned. Ja, Rusland forsøgte at blande sig i USA’s præsidentvalg i 2016, men Rusland indsatte ikke Donald Trump i præsidentembedet.

Den kapacitet for politisk indflydelse i det amerikanske politiske system har Rusland ganske enkelt ikke og heller aldrig været i nærheden af.

Og selvom USA er politisk splittet, så har det amerikanske demokrati vist en overlegen robusthed. Og trods sine søgsmål kan Donald Trump ikke forårsage større skade; det amerikanske demokrati har vist sig at have for stærke institutioner til, at en autoritær leder kan ændre systemet i sit eget billede, sådan som man har set i netop Rusland samt Tyrkiet, Ungarn og til dels Polen i de senere år.

Og i det russiske udenrigsministerium er det en glæde, at myterne, der knytter sig til Trump og Rusland, kan lægges i graven. For det vil indebære, at Ruslands USA-politik i stigende grad vil blive formuleret af diplomaterne i Stalin-skyskraberen på Smolenskij Bulvar 32-34 fremfor hos høgene i Kreml.

For i mange kredse i Moskva har man det fint med at komme af med Trump. USA’s 45. præsident kurtiserede Putin, men han evnede ikke at implementere en positiv ruslandspolitik, tværtimod har USA’s ruslandspolitik ikke været mere hård og kontant siden begyndelsen af 1980’erne. Det diplomatiske samspil har været dysfunktionelt.

Under præsident Barack Obama havde udenrigsministrene John Kerry og Sergej Lavrov en nær dialog og høj mødefrekvens om de alvorlige konflikter såsom Syrien. Under præsident Trump har udenrigsminister Mike Pompeo negligeret relationen til sin russiske kollega. I Ruslands diplomatiske kredse opgav man Trump efter topmødet med Putin i Helsinki i juli 2018, hvor den amerikanske præsident trak internationale overskrifter ved at udtrykke mere tillid til den russiske præsident end sine egne efterretningstjenester.

Men som Ivan Timofeev, programdirektør i det russiske udenrigsministeriums tænketank, efterfølgende konstaterede over for undertegnede, var det ”et topmøde uden et eneste konkret resultat!”. Underforstået, at når USA’s og Ruslands præsidenter mødes, så er det – naturligvis – for at træffe internationalt betydende aftaler. Og det kunne Trump ikke levere.

Siden George H.W. Bush blev præsident i 1989, har hver en nyvalgt amerikansk præsident prioriteret en genstart af de amerikansk-russiske relationer. Det kommer ikke til at ske med Joe Biden.

Alle tidligere genstarter har været i håbet om, at Rusland kunne blive en vestlig allieret – og for Trump var målet, at Putin kunne blive en personlig allieret. Det håb er forlængst knust hos begge parter. Til gengæld er de internationale konflikter velkendt hos begge parter såvel som modpartens position er, når det gælder atomvåben, terror, Arktis, Ukraine, Syrien, Libyen, Venezuela og ikke mindst Kina. Og så er der corona oven i pakken.

Biden har et særligt forhold til Ukraine, hvor Trump blev frikendt i en rigsretssag for at have forsøgt at presse Ukraine til at finde ”kompromat”, kompromitterende materiale, på Biden op til valgkampen. Ukraines præsident, Volodimir Zelenskij, var i lørdags hurtigt ude og lykønske Biden.

Det samme var Ruslands oppositionsleder, Aleksej Navalnij, der dermed lagde pres på Biden for støtte til den russiske opposition. Biden kommer til at skuffe Navalnij. Demokrati i Rusland står ikke øverst på Bidens udenrigspolitiske dagsorden. Det gør til gengæld en række udfordringer, hvor Putin er uomgængelig. Biden kender Putin, og Putin Biden – det bliver ikke et elskeligt forhold, men et diplomatisk nødvendigt og geopolitisk vigtigt forhold. Derfor vil Putin heller ikke savne Trump.

Jens Worning er tidligere dansk generalkonsul i Sankt Petersborg og direktør i kommunikationsbureauet Policy Group. Han analyserer russisk politik og dens følger i Kristeligt Dagblad.