I et nu ikonisk fotografi fra det konfliktfyldte G7-topmøde i 2018 sidder den daværende amerikanske præsident, Donald Trump, bag et bord med korslagte arme og fremskudt hage i det, der ligner en fjendtlig stirrekonkurrence med den tyske kansler Angela Merkel og andre verdensledere.
Men det var dengang. På sin netop overståede europaturné, der inkluderede topmøder i G7 og Nato foruden møder med EU-ledere og den russiske præsident, Vladimir Putin, spillede Trumps efterfølger i embedet en helt anden rolle som en selskabelig og tillidsvækkende amerikansk onkel.
Modsat Trump favnede Biden sine internationale modparter, der var tydeligt lettede over det dramatiske toneskifte fra USA’s side og den amerikanske præsidents betoning af det transatlantiske værdifællesskab. Biden kom også hæderligt fra topmødet med Putin, hvor de to ledere ikke syntes at komme meget tættere på at løse deres mange stridig-heder, men hvor de samtidig undgik at forværre det i forvejen kolde forhold mellem Washington og Moskva.
Det var den 78-årige Joe Bidens første udlandsrejse som præsident, og da han onsdag aften steg på præsidentflyet i Genève for at rejse tilbage til Washing-ton, kunne han alt i alt glæde sig over et veloverstået forløb.
Præsident Biden opnåede overordnet set to af sine vigtigste symbolske målsætninger: at genetablere det transatlantiske partnerskab og at signalere USA’s genkomst på den globale scene. Han høstede enorm velvilje alene fordi, at han ikke hedder Donald Trump, om end USA’s allierede tydeligvis betragter hans bevingede ord med en vis afmålthed på grund af de nylige beviser på det amerikanske demokratis skrøbelighed og muligheden for, at Joe Biden om knap fire år bliver efterfulgt af en Trump-lignende figur.
For et hjemligt publikum ramte Biden for det meste en balance mellem at betone nødvendigheden af internationalt samarbejde og samtidig gøre det klart, at han sætter amerikanerne først.
I løbet af Joe Bidens syv dage i Europa nåede USA og landets allierede til enighed på en række områder og udstedte blandt andet fælles løfter om at dele vacciner med den øvrige verden, om at bekæmpe klimaforandringerne, om at styrke samhandel og om at forsvare demokrati, fred og sikkerhed verden over. Tirsdag i denne uge bilagde EU og USA endda en 17 år gammel handelskrig om statsstøtte til flyproducenter, der blandt andet har resulteret i straftolde på en række andre varer.
Men der er også væsentlige områder, hvor USA og især EU stadig ikke er på bølgelængde. Det gælder først og fremmest Kina og landets voksende globale rækkevidde og indflydelse. Præsident Biden har gjort USA’s rivalisering med Kina til sit allervigtigste udenrigspolitiske fokus, og hans aggressive tilgang adskiller sig ikke væsentlig fra Donald Trumps. Biden har gentagne gange beskrevet konkurrencen mellem verdens demokratier og autoritære regimer som tidens helt afgørende og eksistentielle globale opgør.
“Jeg tror, at vi er i en konkurrence. Ikke med Kina som sådan, men med autokrater og autokratiske regeringer rundt omkring i verden om, hvorvidt demokratier kan konkurrere med dem i et 21. århundrede, som er under hastig forandring,” sagde Joe Biden under et pressemøde søndag. Men langtfra alle USA’s allierede betragter situationen så enkelt. Selvom Joe Biden kunne gå fra G7- og Nato-topmøderne med fælles erklæringer, der inkluderede referencer til den kinesiske trussel, så vil europæerne og andre af USA’s allierede ikke nødvendigvis danse til amerikanernes melodi.
Det handler om både økonomiske og strategiske interesser. Flere europæiske lande, heriblandt først og fremmest Tyskland, har Kina som deres største handelspartner, og de er blandt andet derfor mere varsomme med at vælge en konfrontatorisk linje over for kineserne.
Ønsket om en ny kold krig med Kina kan i Europa ligge på et meget lille sted. Som Bruno Lété, der er sikkerhedsforsker ved tænketanken German Marshall Fund of the United States i Bruxelles, udtrykker det til Wall Street Journal:
”Det står klart, at europæerne ikke har noget ønske om at være mellem hammer og ambolt.”
”Det står klart, at europæerne ikke har noget ønske om at være mellem hammer og ambolt.”