Da et forsøg på at slå en handel af med det amerikanske medicinalfirma Pfizer om leverancer af coronavaccine mislykkedes, sendte den argentiske præsident, Alberto Fernández, i hast et passagerfly til Moskva for at hente 300.000 doser af den russiske Sputnik V-vaccine imod covid-19.
Noget lignende er sket i Bolivia, Brasilien og andre latinamerikanske lande. Den rige nabo i nord, USA, har hamstret vacciner til sine egne borgere og ladet Rusland og Kina udfylde tomrummet ved at træde til som de fattige landes redningsmænd. Ud af de næsten 250 millioner vaccinedoser, som Kina indtil videre har produceret, har landet ifølge det britiske analysefirma Airfinity sendt 118 millioner til 49 lande, mens Rusland har eksporteret eller doneret 64 millioner af sine cirka 150 millioner doser.
Til sammenligning har det langt mindre generøse USA indtil videre kun delt fire millioner af sine flere hundrede millioner amerikanskproducerede doser med to nabolande, Mexico og Canada. Sent i mandags bøjede præsident Joe Biden sig for et voksende moralsk pres og bekendtgjorde, at USA inden for en uspecificeret tidsramme vil stille op imod 60 millioner doser af Astra-Zeneca-vaccinen, der ikke er godkendt til brug i USA, til rådighed for andre lande. En indsats, som direktøren for den globale folkesundhedsorganisation Health GAP, Asia Russell, i avisen New York Times sammenligner med at ”dukke op til en storbrand med en øjendråbepipette fuld af vand”.
Præsident Bidens fodslæberi, hvad angår viljen til at dele vacciner, illustrerer et opsigtsvækkende modsætningsforhold i hans udenrigspolitik. Umiddelbart efter sin indsættelse i januar begyndte demokraten at gøre op med sin forgænger, Donald Trumps, isolationistiske ”USA først”-tilgang til pandemien ved blandt andet at genindmelde USA i Verdenssundhedsorganisationen, WHO, og ved at støtte det internationale Covax-initiativ Covax, der vil skabe ligestilling mellem rige og fattige lande i den globale vaccinedistribution, med fire milliarder dollars, cirka 25 milliarder kroner.
Med præsident Biden ved roret synes USA klar at genoptage sin rolle som global leder. Men realiteten er, at USA er i færd med at sikre sig tilstrækkeligt med vacciner til at færdigvaccinere alle amerikanere to gange, uden at landet har taget væsentlige skridt for at dele overfloden. På vaccineområdet viderefører Joe Biden indtil videre en light-version af Trumps ”USA først”-politik.
USA er ikke alene. Mange andre rige lande rydder hylderne med vacciner, inden at de fattige lande kan komme til. En af årsagerne er det naturlige behov for at beskytte sine egne først. En anden er, at en demokratisk valgt regering har langt vanskeligere end et autoritært styre ved at retfærdiggøre eksporten af vacciner under en igangværende pandemi over for vælgerne.
Men det kan få konsekvenser for USA på lang sigt. Amerikanerne har traditionelt været dem, som resten af verden satte deres lid til, når en alvorlig folkesundhedskatastrofe indtraf. Nu får nationens rivaler mulighed for at udøve den form for ”blød magt”, som har været med til at gøre USA til verdens værdimæssige og kulturelle supermagt.
Rusland og Kina afviser, at de eksporterer deres vacciner med egennyttige interesser for øje. Men de fleste af de to stormagters doser er gået til verdensdele, hvor de i årevis har forsøgt at øge deres indflydelse. Dette gælder i USA’s egen baghave, Latinamerika, hvor både Kina og Rusland i årtier med varierende grader af succes har forsøgt at få bedre økonomisk og diplomatisk fodfæste.
Rusland har eksempelvis lavet vaccinedistributionsaftaler med mindst ni latinamerikanske lande. Som en tidligere amerikansk viceudenrigsminister og Latinamerika-ekspert, Tom Shannon, udtrykker det over for nyhedsbureauet AP:
”For Kreml var covid-19 som sendt fra himlen. Det var en mulighed for dem for at genstarte deres diplomati i denne verdensdel med en folkesundhedsintervention, og de udnytter muligheden til fulde.”
På længere sigt kan udbyttet for kineserne og russerne være andre landes opbakning i internationale institutioner såsom FN. Ingen, der vaccineres med kinesiske eller russiske vacciner, er formentligt særligt optaget af menneskerettighedskrænkelser eller demokratiets tilstand i Kina og Rusland. De gavmilde givere kan også blive begunstiget af handelsaftaler og stærkere økonomiske bånd. Efter at Rusland lovede Bolivia 5,2 millioner vaccinedoser, annoncerede den bolivianske præsident, Luis Arce, eksempelvis genoptagelsen af et russiskledet atomforskningscenter i sit land.
USA vil fortsat være Latinamerikas foretrukne partner, og Biden-regeringen kan stadig nå at komme ind i kampen. Men lige nu tegner Kina og Rusland til at blive vaccinediplomatiets største vindere.