At bevæge sig ind i en indhegnet, palæstinensisk bydel i Libanon får automatisk pulsen til at stige. Det er der mange grunde til.
Der er de tungt bevæbnede vagter ved den eneste bilpassage til bydelen. Der er de tusindvis af mennesker, som klumper sig sammen i smalle gader. Der er den tunge stank af råddent skrald. Der er scooterne og bilerne, som hamrer rundt mellem de grove betonbygninger. Det er som en overfyldt, svedende basar, men uden fristende krydderier og spændende dufte.
Men det er også et hjem. Et hjem for titusinder af mennesker og flygtninge. Eksempelvis Hatem Ahmad el Sayed.
SE OGSÅ: Billedserie: Syriske desperationslejre vokser frem
I en ufærdig betonbygning bor han på fjerde sal i et rum på fire gange fire meter. Her bor han, den 40-årige frugthandler, sammen med sin kone og fire børn. De er syriske palæstinensere og er flygtet fra krigen. Hatem Ahmad el Sayed sælger ingen frugter for tiden. Dels brækkede han foden under flugten fra Syrien, dels befinder han sig i et betonrum med en døråbning uden dør og med et vindueshul uden vindue. Med 30 grader udenfor lige nu er det ikke noget problem, men det bliver det, når temperaturen om et par måneder nærmer sig nul grader.
Jeg er stolt af at være palæstinenser, selvom enhver palæstinenser har det svært. Men der er en ting, jeg ikke forstår: Hvor er vores rettigheder? spørger han retorisk.
Rettighederne er svære at få øje på her i lejren Burj, hvor Hatem Ahmad el Sayed og hans familie er flygtet til. Burj er placeret i den sydlibanesiske by Tyre og er egentlig ikke en lejr, selvom den omtales sådan. Den er en regulær bydel, ligesom de to nærliggende palæstinensiske bydele, hvor der til sammen lever omkring 10.000 palæstinensiske familier. Siden krigen i Syrien brød ud, er cirka 2500 palæstinensiske familier fra Syrien kommet til.
Bydelene omtales som lejre, fordi de fungerer sådan. Der er bevæbnede vagter ved indgangene, der er mure og hegn rundt om, og palæstinenserne tvinges til at bo her. De er statsløse, fordi de mistede deres land ved oprettelsen af Israel i 1948.
LÆS OGSÅ: "Det er, som om det medmenneskelige er forsvundet"
I Libanon er det forbudt for palæstinenserne at arbejde inden for 70 forskellige brancher, blandt andet som læge og lærer. Det gør det endnu sværere at være flygtning, som skal forsørge sig selv, så efter flygtningeindvandringen til lejrene er levevilkårene forværret, fortæller Wafaa Ahmad. Hun er koordinator i den palæstinensiske organisation Najdeh, som samarbejder med Folkekirkens Nødhjælp.
Lejrene er overfyldte. I forvejen er de slet ikke gearede til at huse så mange mennesker, for her er dårlig elektricitet, problemer med affald og mangel på vand. Siden flygtningene er begyndt at komme, er problemerne fordoblet, og sundhedssystemet i lejrene fungerer ikke længere.
De syriske palæstinensere var længe om at flygte til Libanon efter krigens udbrud, for i begyndelsen havde hverken Assad-styret eller oprørerne nogen interesse i palæstinenserlejrene i landet. Men forskellige oprørsgrupper begyndte at øjne muligheden for at skjule sig i de statsløses bydele, og så begyndte Assad-regimets bomber at regne ned over dem.
I lejrene i den libanesiske by Tyre er den politiske situation mærkværdig. På den ene side har den libanesiske hær officielt kontrol med lejrene og går jævnligt på jagt efter militskræfter derinde. På den anden side hænger der ved indgangen til Burj-lejren et stort banner, der afbilder præsident Assad fra Syrien side om side med Hassan Nasrallah, lederen af partiet og militsen Hizbollah, som styrer store dele af Libanon.
Med andre ord: De palæstinensiske lejre i Libanon er et virvar af mennesker, som forsøger at få hverdagen til at hænge sammen, og som føler sig så marginaliserede, at de vender sig imod dem, der yder dem bare den mindste hjælp.
Palæstinenserne er her, fordi ingen vil have dem. Indbyggerne kan godt bevæge sig ind og ud af lejrene, men så snart der er problemer, bliver de kropsvisiteret, og bilerne bliver undersøgt, siger Wafaa Ahmad fra organisationen Najdeh.
Jo længere man kommer ind i Burj-lejren, desto tættere bliver der. Gyderne er smallere, og edderkoppespindene af ledninger hænger tættere. Her er vitterligt mennesker overalt, som gestikulerer, dytter og råber. Indbyggernes hårdhed er slående. Godt nok er her smil, men ansigtudtrykkene og øjnene er skarpe. Også hos 52-årige Iman Zohaiman. Hun arbejdede som sekretær på universitetet i Damaskus, Syriens hovedstad, men da bomberne var overalt, flygtede hun med sine børn til Burj-lejren.
Det er skidt at være palæstinenser i Syrien nu, fordi nogle palæstinensere deltager i krigen. Derfor kan vi ikke tage tilbage, så jeg overvejer at forsøge at komme til Europa, siger hun.
Den holdning går igen hos mange af de syrisk-palæstinensiske flygtninge i Burj. De ser ingen mulighed for at vende tilbage til Syrien det er jo alligevel ikke deres land, lyder det så enten bliver de i Burj eller søger videre. Men der kan snart ikke være flere i Burj.
