Prøv avisen

Biskopper og præster med blod på hænderne

En vagt ved et mindested for folkemordet nær kirken i Nyamata. -- Foto: Gianluigi GuerciaAFP.

Kirkerne i Rwanda planlagde og udførte myrderierne, der begyndte i dag for 15 år siden

Vejen til Nyamata er støvet, rød og stenet. Den snor sig gennem grønne bakker dækket af ananasmarker og ba-nanlunde, som mænd og kvinder beskærer med deres macheter. Grusvejen når op til en stille plads foran en rød murstensbygning, som engang var områdets katolske kirke. I dag er stedet et mindesmærke og massegrav.

Da folkemordet brød ud i april 1994, flygtede tutsibefolkningen i Nyamata ind i kirken. Efter to dage ankom præsidentens garde fra Kigali og sprængte porten med granater. 10.000 blev slået ihjel.

Kirken er i dag delvist bevaret, og det forvredne jerngitter i porten og hullerne efter granatsplinter i loftet er vidnesbyrd om angrebet. Blodstænkede tøjrester er blevet taget fra de dræbte og lagt i sirlige bunker på træbænkene. På bagvæggens mursten er der knapt synlige pletter efter de børn, hvis hoveder blev smadret imod dem.

I dag står brændte kirkerester og massegrave som mindesmærker overalt i landet. Militserne brugte kirkebygningerne til at samle og henrette tusinder af tutsier.

Men de kristne kirker lagde ikke kun hus til. De bidrog til planlægningen og udførelsen af folkemordet. Sådan lyder det fra forskere i Rwanda, Frankrig, USA og Danmark.

Den danske historiker Matthias Bjørnlund har skrevet om emnet for Dansk Institut for Internationale Studier. Han er medforfatter til bogen "Genocide in Rwanda, Complicity of the Churches".

- Målet for kirkerne var at evangelisere, få indflydelse og sikkerhed. Og der var penge i at fremme en befolkningsgruppe på bekostning af en anden, siger Matthias Bjørnlund.

Derfor samarbejdede den katolske kirke med den etniske befolkning, der havde magten. Fra 1959 frem til folkemordet var det hutuerne.

Kirkerne havde tråde til og føling med befolkningen selv i de mest isolerede dele af landet. Derfor mener Matthias Bjørnlund, at de havde endnu større ansvar for at råbe op, da menneskerettighederne blev brudt. I stedet såede kirkefolk selv frøene til folkemordet.

Metervis af bøger og FN-undersøgelser har dokumenteret kirkernes rolle under folkemordet.

Mest udtalt var den katolske kirke, der var landets næststørste arbejdsgiver, men de protestantiske kirker var også indblandet.

Kirkernes skoler underviste ud fra skolebøger, der fremstillede tutsier som høje fremmede kvæghyrder, der invaderede hutuernes land. Kirkeledere fra katolske og protestantiske kirker var hvirvlet ind i partipolitik og venner med præsidenten. De vendte blikket den anden vej, mens forberedelserne til folkemordet var i gang, og i 1994 lokkede biskopper, præster og nonner tutsier ind i kirkerne, hentede militsen og kastede granater. Ved den internationale domstol i Arusha i Tanzania dømmes de for planlægning og deltagelse i folkemord.

Ikke alle kirkefolk deltog i folkemordet. Men anklagen, som rammer alle kirkeretninger, er tavsheden før, under og efter folkemordet.

Gérard Prunier, professor i afrikansk historie ved Frankrigs nationale forskningsinsitut, CNRS, i Paris, kritiserer de rwandiske og internationale kirkesamfund. Ifølge ham skulle kirkerne ikke blot have råbt, men brølet, da folkemordet var under optrapning.

- Hvis missionærerne siger, at de ikke vidste, hvad der foregik, er det stærk vildledning, siger han.

I Frankrig har emnet ikke været til debat. Ifølge Gérard Prunier skyldes det, at medierne kun interesserer sig for den franske regerings involvering i Rwanda.

- Diskussionen har været isoleret i de små kirkesamfund. Frankrig er et verdsligt land. Det bekymrer sig ikke om, hvad dets kirker laver, for de er private organismer.

Så mens franske politikere undersøges for deres rolle i folkemordet, går kirkerne fri.

Under kirkegulvet i Nyamta-kirken fører en trappe ned til en glasmontre. I bunden af montren står en kiste indhyllet i et lilla flag ,og under låget gemmer resterne sig af en kvinde og hendes spædbarn. De blev fundet korsfæstet på kirkegulvet. Fra skød til isse havde militserne spiddet kvindens krop.

Udenfor i to betonhvælvinger under jorden er knastede træhylder og hessiansække fyldte med revnede kranier og knogler fra ofrene i kirken og lig fundet i landsbyen.

En gamle mand, Moises Gatare, der viser rundt i Nyamata-kirken, ryster på hovedet.

- Det er forfærdeligt, hvisker han på fransk. Hørelsen og kroppen er svækket af alderdom, men han møder op hver dag for at passe kirken.

Han overlevede folkemordet ved at flygte ud i skoven med sit barn. Hans kone var i sikkerhed i Burundi.

- Jeg gemte mig mellem træerne. Gud skjulte mig, siger han.

I dag er befolkningen i en forsoningstid, mener Moises Gatare. Egentlig vil han helst glemme.

- Vi begynder det nye liv nu. Vi holder fest, danser og spiser. Man skal glemme, siger han og kigger ned på mindetavlen for Nyamatas ofre.

udland@kristeligt-dagblad.dk