Prøv avisen

Blair: Der er et problem i islam

Fremtidens plejehjem vil være præget af øget konkurrence og mere markedsorientering, mener eksperter Foto: STRINGER Denmark

Islamisternes verdenssyn er mere udbredt, end vi bryder os om at erkende, skriver Storbritanniens tidligere premierminister Tony Blair

Alle er enige om, at mordet på den britiske soldat Lee Rigby på en gade i det sydlige London for tre uger siden var gruopvækkende.

Men der er to forskellige forståelser af mordets betydning. Den ene går på, at det var galninges værk motiveret af en perverteret opfattelse af islam. Vanvittige mennesker gør vanvittige ting, så lad være med at tage det for mere, end det var. Den anden forståelse af mordet er, at den ideologi, der inspirerede til mordet på soldaten Lee Rigby, er meget farlig.

Jeg tror det sidste.

Selvfølgelig bør vi ikke overreagere. Det gjorde vi heller ikke efter angrebet på Londons offentlige trans-portsystem den 7. juli 2005. Men vi reagerede. Og det gjorde vi ret i. Vore sikkerhedstjenesters handlinger har utvivlsomt forhindret andre alvorlige angreb. Forebyggelsesprogrammet ude i lokalsamfundene gav god mening.

Også regeringens nye tiltag virker fornuftige og afbalancerede. Men vi stikker os selv blår i øjnene, hvis vi bilder os ind at kunne beskytte Storbritannien med indenrigstiltag alene. Ideologien er derude. Og den er ikke i tilbagegang.

Tænk engang på Mellemøsten. Syrien er i opløsning som stat. Præsident Bashar al-Assad jævner brutalt hele lokalsamfund med jorden, som er hans styre fjendtligt stemt. Mindst 80.000 mennesker er omkommet, hen ved halvanden million er flygtet ud af landet, og antallet er internt fordrevne er oppe over fire millioner. Mange i regionen tror, at Assads mål er at udrense sunnimuslimerne fra de områder, hvor hans styre har magten, for at eta-blere en adskilt stat rundt om Libanon. Så ville der reelt være en sunnistat i resten af Syrien, der ville være afskåret fra landets rigdomme og dets adgang til havet.

Den syriske opposition udgøres af mange grupper. Men støtten er voksende til krigerne i den al-Qaeda-tilknyttede gruppe Jabhat al-Nusra, som også modtager våben og penge fra udlandet. Assad bruger kemiske våben på en begrænset, men dødelig skala. Nogle af lagrene befinder sig i stærkt omstridte områder.

Vestens enorme trang til at holde sig ude af konflikten er helt forståelig. Men vi må også forstå, at vi blot står ved begyndelsen af denne tragedie. Dens potentiale til at destabilisere hele regionen er tydelig. Nabolandet Jordan udviser eksemplarisk mod, men der er en grænse for antallet af flygtninge, som landet fornuftigvis kan forventes at tage imod. Libanon er skrøbeligt nu, hvor Iran skubber Hizbollah ind i kampen. Al-Qaeda forsøger atter en gang at forårsage blodbad i Irak, hvor Iran fortsat smæder rænker.

I Egypten og resten af Nordafrika er Det Muslimske Broderskab kommet til magten, men modsætningsforholdet mellem broderskabets ideologi og dets evne til at lede moderne økonomier har næret ustabiliteten og det pres, som mere ekstreme grupper udøver.

Og så er der det iranske regime, som fortsat er opsat på at få sig nogle atomvåben og som bliver ved med at eksportere terror og ustabilitet. I Afrika syd for Sahara er Nigeria ramt af grufulde terrorangreb. I Mali har Frankrig udkæmpet en hård kamp for at hindre ekstremister i at løbe landet over ende.

Så er der Pakistan og Yemen. Længere mod øst truer en grænsekrig mellem Myanmar og Bangladesh med at bryde ud. Og listen bliver endnu længere med de seneste begivenheder inde i selve Bangladesh og i Filippinernes Mindanao-region, hvor muslimerne er i flertal.Mange af de hårdest ramte områder er også præget af et andet træk: en meget høj befolkningstilvækst. Gennemsnitsalderen i Mellemøsten er midt i tyverne. I Nigeria er den 19 år. I Gaza, hvor Hamas har magten, udgør børn under fem år en fjerdedel af befolkningen.

LÆS OGSÅ:Pengemangel kan kvæle arabisk håb

Når jeg om føje tid vender tilbage til Jerusalem, vil det være mit besøg nummer 100 i Mellemøsten i forbindelse med mit arbejde på at opbygge en palæstinensisk stat, efter at jeg gik af. Jeg ser med mine egne øjne, hvad der foregår i denne region.

Så jeg kan godt forstå behovet for at forklare det, der sker i denne del af verden, med lokale opgør, økonomisk fremmedgørelse og så selvfølgelig galninge. Men kan vi virkelig ikke se nogen rød tråd, der løber igennem alle disse konflikter? Kan vi slet ikke øjne en ideologi, der motiverer det hele eller i alt fald forværrer det?

Der er ikke noget problem med islam. For dem af os, der har sat os ind i sagerne, hersker der ingen tvivl om islams sande og fredelige natur. Der er heller ikke problemer med muslimer generelt. De fleste muslimer i Storbritannien er forfærdede over mordet på Rigbys.

Men der er et problem i islam, og vi er nødt til at lægge det frem og være ærlige omkring det. Naturligvis findes der også kristne ekstremister såvel som jødiske, buddhistiske og hindu-ekstremister. Men jeg er bange for, at det problematiske element i islam ikke kun er nogle få ekstremisters gebet. I sin kerne har det at gøre med et syn på religion og på forholdet mellem religion og politik som ikke er foreneligt med pluralistiske, liberale og åbensindede samfund. Terroristerne befinder sig i den ekstreme ende af spektret, men verdenssynet stikker dybere og er mere udbredt, end vi bryder os om at erkende. Så det undlader vi langt hen ad vejen at gøre.

Det har to konsekvenser. For det første oplever folk med ekstreme synspunkter os som svage og det giver dem styrke. For det andet mister andre muslimer modet alle de mange, som godt ved, at problemet findes og gerne vil gøre noget ved det.

I hele Mellemøsten og uden for Mellemøsten udspiller der sig en kamp. På den ene side står islamisterne og deres ekskluderende og reaktionære verdenssyn. De udgør et betragteligt mindretal, de er højrøstede og velorganiserede. På den anden side står folk med moderne sind, som hader den gamle undertrykkelse fra korrupte diktatorer og foragter den nye undertrykkelse fra religiøse fanatikere. De udgør potentielt flertallet, men er desværre dårligt organiserede.

Kimen til fremtidig fanatisme og terror eller måske endda større konflikter bliver sået nu. Vor opgave er at bistå med at modvirke det ved at så kim til forsoning og fred. Men det er ikke altid noget fredeligt forehavende at bane vejen for fred.

De lange og hårde konflikter i Afghanistan og Irak har gjort Vestmagterne påpasselige med at gribe ind i fremmede land. Vi bør dog aldrig glemme, hvorfor disse konflikter blev så lange og hårde: Det skete, fordi vi tillod fejlslagne stater at opstå.

Saddam Hussein var ansvarlig for to store krige, hvori hundredtusindvis af mennesker døde mange af dem dræbt af kemiske våben. Han dræbte sit eget folk i lige så stort tal. Taleban opstod ud af den sovjetiske besættelse af Afghanistan og gjorde landet til en træningsbane for terror. Da først disse regimer var af vejen, begyndte begge lande at kæmpe imod de samme kræfter, der promoverer vold og terror i religionens navn overalt.

Ethvert engagement behøver ikke være militært, og ethvert militærengagement behøver ikke involvere tropper. Men at holde os helt ude af denne kamp vil ikke bringe os fred.

Det vil sikkerhed alene heller ikke. Vi modstod den revolutionære kommunisme ved at stå hårdt fast på sikkerheden, men i sidste ende tabte kommunismen til en bedre ide, nemlig den om frihed. Det samme kan vi gøre her. Og den bedste ide er et moderne syn på religionen og dens plads i samfundet og i politik en model baseret på respekt og lighed mellem folk fra forskellige trosretninger. Religion kan godt have en stemme i det politiske system, men må ikke styre det.

Vi er nødt til at starte med børnene her såvel som i udlandet. Det er derfor, jeg har startet en stiftelse, hvis udtalte formål er, at børn fra forskellige trosretninger rundt om i verden skal lære hinanden at kende og lære at leve sammen med hinanden. Vi er ude i 20 lande nu, og programmet fungerer. Men det er blot en dråbe i havet mod den flod af intolerance, som så mange andre oplæres i.

Mere end nogensinde er vi nødt til at være stærke, og vi er nødt til at tænke strategisk.

Tony Blair var Storbritanniens premierminister 1997-2007.

© Project Syndicate / Mail on Sunday 2013

Oversat af Sara Høyrup