Blandede reaktioner på Kinas indtog i Afrika

Handelen mellem Kina og Afrika er steget kraftigt de seneste 10 år takket være øget afrikansk eksport af naturressourcer til Kina og et væld af kinesiske varer på de afrikanske markeder. Det har givet økonomisk vækst i Afrika. Alligevel er langtfra alle overbevist om, at forholdet er til gavn for begge parter

Denne jernmine i Sierra Leone drives af kinesere, og Kinas største mineselskab, Kingho Group, har planer om at åbne fire nye jernminer i landet. –
Denne jernmine i Sierra Leone drives af kinesere, og Kinas største mineselskab, Kingho Group, har planer om at åbne fire nye jernminer i landet. –. Foto: Stine Kromann Dragsted.

Vi opfatter Afrika som en handelspartner. Det er en win-win-situation for alle, siger Jiang Johnson fra Kinas ambassade i Sierra Leone.

Et land, hvor Kina, som mange andre steder i Afrika, satser stort på mineindustri og samtidig foretager synlige investeringer i en svag infrastruktur.

I 2009 overhalede Kina USA som Afrikas største handelspartner. Handelen mellem Kina og Afrika steg fra 54 milliarder kroner i 2000 til over en billion kroner i 2013.

Mange iagttagere er enige om, at der er gensidige fordele i det kinesisk-afrikanske partnerskab. Kina kan som verdens næststørste økonomi og største udviklingsland bidrage med erfaring og teknologioverførsel, når det gælder industri, landbrug og infrastruktur. Samtidig byder Afrika på nogle af verdens hurtigst voksende økonomier, et bugnende forbrugerpotentiale og ikke mindst et rigt mål af naturressourcer, som kineserne tørster efter.

Jiang Johnson afviser, at den kinesiske efterspørgsel på sierraleonsk jern vil falde, selvom Kinas økonomi viser tegn på afmatning.

Vi er sikre på, at der også fremover vil være stor kinesisk efterspørgsel. Husk på, at stadig kun en ud af ti kinesere kører bil, siger han.

Kinas efterspørgsel af jern, olie og andre råstoffer har medvirket til at skabe den økonomiske vækst, som mange afrikanske lande nu nyder godt af. Samtidig har stadig flere afrikanske forbrugere fået adgang til billig kinesisk elektronik, tekstiler og madvarer. Meget af det importeret og solgt af deres egne landsmænd, som eksempelvis nigerianske Shino, der bor i Nigerias kommercielle megaby Lagos.

Jeg tager til Kina og køber varer et par gange om året. Det er umuligt at få adgang til Europa, men i Kina kan jeg få billige varer, som jeg sælger videre hjemme i Nigeria, fortæller Shino.

Kina har længe brystet sig af at behandle Afrika som en ligeværdig partner til forskel fra kontinentets tidligere kolonimagter i Vesten.

Hvilke områder, vi involverer os i, afhænger af, hvad regeringen ønsker. Vi kan kun spørge, ikke bestemme, forklarer ambassadesekretær Johnson.

LÆS OGSÅ: Kina satser stort på Sierra Leone

I modsætning til vestlige donorer, der ofte stiller krav om demokratisk udvikling, god regeringsførelse og menneskerettigheder, blander kineserne sig ikke i interne afrikanske forhold og samarbejder med både autoritære regimer i Sudan og Zimbabwe og med demokratiske lande som Sydafrika og Ghana.

Men ikke alle er enige i, at Kinas appetit på Afrika er til gavn for den afrikanske befolkning.

De misbruger vores ressourcer og ødelægger jorden, som vi bruger til at dyrke afgrøder og til at få vand. De giver ikke engang job til os her fra byen, så jeg er ikke glad for, at de er kommet, siger Nelson Musa, som kommer fra byen Tonkolili.

Her åbnede det delvist kinesisk ejede mineselskab African Minerals landets største jernmine i 2011.

Opgørelser fra Den Afrikanske Udviklingsbank viser, at størstedelen af de naturressourcer, der udvindes i Afrika, eksporteres uforarbejdet. Ifølge FNs Økonomiske Kommission for Afrika skaber det ikke alene øget risiko for, at lande ender med råstofbaserede økonomier, hvor arbejdsintensive sektorer forbliver underudviklede. Det fjerner også de job og den velstand, som forarbejdningsindustrier kan skabe til gavn for almindelige afrikanske borgere som Nelson Musa.

For nok siger Kina, at de ikke blander sig i interne afrikanske anliggender, men ifølge flere diplomatiske kilder indgår kineserne ofte uigennemskuelige aftaler med ugunstige betingelser. For eksempel bliver lovning på bistand og investeringer ofte givet ved indgåelsen af større handelsaftaler, eller de kommer med krav om brug af kinesiske selskaber og udstyr.

Med slet skjult henvisning til Kina har vestlige ledere som Hillary Clinton flere gange advaret Afrika mod en tiltagende nykolonialisme. Flere afrikanske eksperter og ledere har sluttet sig til det kor af skeptikere. Sydafrikas præsident, Jacob Zuma, mener, at ubalancen i forholdet mellem Kina og Afrika er uholdbar. Og da Kinas præsident, Xi Jinping, besøgte Afrika sidste år, måtte han i defensiven og forsikre, at Kina vil hjælpe med, at løse problemer inden for handel og økonomisk samarbejde, således at de afrikanske lande får mere ud af samarbejdet.

Et par dage inden præsident Xis afrikatur beskyldte Nigerias tidligere nationalbankdirektør Kina for at bidrage betydeligt til Afrikas afindustrialisering og underudvikling.

Det er på tide, afrikanerne vågner op og ser realistisk på deres romance med Kina, lød det fra Lamido Sanusi i Financial Times.

Ifølge Sanusi bør Afrika selv investere i infrastruktur og uddannelse, så landene kan producere egne varer og afsætte dem på det enorme interne afrikanske marked, der venter på at blive udnyttet:

Vi må se på Kina som en konkurrent og aktivt bekæmpe kinesisk import, som bliver understøttet af politikker, der skævvrider markedet.

Deborah Brautigam, amerikansk professor og forfatter til bogen, The Dragons Gift, mener, det er en skrøne, at Kinas fremfærd i Afrika har haft en ødelæggende virkning på afrikansk industri. Ifølge Brautigam lå Nigerias tekstilindustri allerede i laser, inden kineserne kom ind på markedet, mens tekstilindustrien i Kenya er vokset støt på trods af kinesisk konkurrence. Det samme er tilfældet for andre fremstillingsvirksomheder i lande som Etiopien, Mozambique, Sydafrika og Uganda, skriver Brautigam.

Brautigam afviser ikke, at der er store udfordringer, når det gælder kinesiske selskabers håndtering af miljøhensyn og arbejdsforhold. Men hun mener ikke, Afrika har noget af frygte fra Kinas invasion, hvis afrikanske ledere selv forstår at sætte rammerne for handels- og investeringsaftaler med Kina.

Men spørgsmålet er, om afrikanske ledere har den politiske vilje og evne til sikre, at almindelige borgere får glæde af de aftaler, der indgås, siger Andrew Kromah, som leder en række uafhængige radiostationer i Sierra Leone.

Ifølge Kromah står afrikanske regeringer ofte står alt for svagt, fordi de mangler dygtige forhandlere og ikke samarbejder om at sætte minimumsstandarder på tværs af landene.

Til gengæld mener Kromah ikke, det skorter på afrikanske politikere, der er villige til at sælge billigt ud af Afrikas rige undergrund for at berige sig selv.

Det er ikke kineserne, som røver fra Afrikas fattige befolkning, men de afrikanske ledere, der ikke kræver at få noget igen.