Boeing siger farvel til et ikon: Sidste 747 bliver leveret

Boeing-747 ændrede luftfart og gjorde det muligt at flyve mellem byer, der aldrig før havde haft direkte rute.

Den sidste leverance af Boeing-474 skete tirsdag ved et arrangement nær Seattle.
Den sidste leverance af Boeing-474 skete tirsdag ved et arrangement nær Seattle. Foto: David Ryder/Reuters.

Tirsdag sagde den amerikanske flyproducent Boeing farvel til et ikon, da den for sidste gang leverede et fly af typen 747, der også er kendt som jumbojetten.

Siden 747 kom på vingerne for første gang i 1969, har det fungeret som fragtfly, rutefly, transport for Nasa's rumfartøjer og fløjet under det præsidentielle kaldesignal Air Force One. Det skriver nyhedsbureauet AP.

Flytypen har revolutioneret rejsebranchen og gjort det muligt at flyve direkte mellem byer, der aldrig før havde haft direkte ruter.

Pludselig kunne der være 350-400 passagerer om bord, hvilket var mere end en fordobling i forhold til det daværende niveau.

Flyet med den letgenkendelige pukkel blev kendt som Himlens Dronning.

I løbet af de seneste 15 år har både Boeing og den europæiske rival Airbus lanceret fly, der er mere profitable og brændstofeffektive, og derfor er der ikke længere samme behov for 747'eren.

Den britiske milliardær Richard Branson startede et flyselskab med ét 747-fly.

Branson grundlagde flyselskabet Virgin Atlantic i 1984, efter at han havde skaffet et brugt Boeing-747.

- Det gav USA og Boeing en ledende rolle i luftfart, siger Branson til Reuters tirsdag, hvor det sidste Boeing-747 leveres til fragtselskabet Atlas Air.

- Det er okay til den lejlighedsvise rummission, men brændstofpriserne for dagligt at flyve over Atlanterhavet er bare for høje nu. Så farvel til et vidunderligt bæst.

Tusindvis af nuværende og tidligere Boeing-ansatte havde samlet sig nær Seattle tirsdag for at overvære den sidste leverance af jumbojetten.

Selv om produktionen af jumbojetten nu stopper, vil man dog stadig kunne se den på himlen.

Flåden af 747'ere forbliver nemlig aktiv i de kommende årtier - især hvad angår fragtfly.

Boeing-747 har været den amerikanske præsidents fly siden 1990, og det ventes også, at Boeing bliver ved med at varetage opgaver for Det Hvide Hus fremover.

I øjeblikket er to Boeing-747-fly ved at blive ombygget, så de kan flyve under kaldesignalet Air Force One, som benyttes, når et fly flyver med den amerikanske præsident om bord. Det skriver AFP.

/ritzau/