Bør staten bestemme, hvem der skal vaccineres?

USA og andre lande har indført krav om coronavaccination af offentligt ansatte, hvilket kan opfattes som tvang

"Hvis et krav om obligatoriske vacciner skal gennemføres, kræver det enormt stor gennemsigtighed og hårdt arbejde for at opretholde tilliden til myndighederne."
"Hvis et krav om obligatoriske vacciner skal gennemføres, kræver det enormt stor gennemsigtighed og hårdt arbejde for at opretholde tilliden til myndighederne.". Foto: Alexandre Meneghini/Reuters/Ritzau Scanpix.

Hvad er sagens kerne?

Store dele af verdens befolkning mangler stadig at blive vaccineret imod coronavirus, og mange steder skyldes det hverken mangel på vacciner eller logistik, men derimod modvilje eller skepsis blandt store dele af befolkningen.

I USA er det for eksempel kun omkring 54 procent af befolkningen, som er færdigvaccinerede, mens det i denne uge blev opgjort, at én ud af 500 amerikanere nu er død med coronavirus.

De mange uvaccinerede amerikanere har fået præsident Joe Biden til at indføre et nationalt krav om vaccination af alle offentligt ansatte samt af alle medarbejdere i virksomheder med flere end 100 ansatte. De, der fortsat nægter, skal lade sig teste ugentligt.

Reglen gælder allerede i dele af USA og vil blive rullet fuldt ud i løbet af de kommende uger. Joe Biden mener, at coronasmitte udgør en alvorlig sikkerhedsrisiko for de ansatte, og derfor er kravet ikke en del af sundhedspolitikken, men nedfældet i en lov om sikkerhed og sundhed på arbejdspladsen. Et statsligt krav om vacciner er dog lidt af et minefelt, og selvom Biden også ventes at have Kongressens opbakning, kalder hans republikanske modstandere og andre kritikere vaccinetvang for magtmisbrug.

Og de etiske diskussioner om, hvorvidt stater kan fremtvinge flokimmunitet blandt indbyggerne i kampen mod corona på denne måde, foregår også flere andre lande.

I juli fik franske hospitalsansatte, plejehjemspersonale og brandfolk en statslig frist indtil onsdag den 15. september til at få mindst et stik, med det resultat, at 3000 sundhedsansatte nu er blevet suspenderet uden løn. Andre europæiske lande som Storbritannien og Grækenland har ligeledes indført krav om vaccination for plejehjemspersonale, og i De Forenede Arabiske Emirater har coronavaccinationer for eksempel været obligatoriske siden maj.

Hvad taler for?

Hvis der indføres vaccinationskrav, vil andelen af borgere, der bliver vaccineret, uden tvivl stige. Coronavaccinerne redder liv, og derfor vil antallet af døde og alvorligt syge falde i takt med, at flere lader sig vaccinere imod covid-19. En høj vaccinedækning gavner desuden folkesundheden i bredere forstand, fordi det beskytter de mennesker, som enten ikke kan blive vaccineret, eller som ikke er særlig godt beskyttet af vaccinerne. Der er også klare samfundsøkonomiske incitamenter til at tvangsvaccinere folk på arbejdsmarkedet.

Siden pandemiens begyndelse i foråret sidste år har vaccinerne været udråbt som midlet til at genåbne og normalisere verden.

En lav vaccinedækning vil sandsynligvis betyde, at det bliver nødvendigt at opretholde restriktioner og mulige nedlukninger for at undgå store sygdomsudbrud, der kan føre til overbelagte hospitaler og mange dødsfald. Helt basalt taler det for vaccinetvang, at alternativet er rekordstore smitteudbrud, høje dødsrater og store samfundsøkonomiske konsekvenser.

Hvad taler imod?

Tvangsvaccination er først og fremmest et alvorligt indgreb i den enkelte borgers personlige frihed. Borgere i et frit samfund har ret til at bestemme over egen krop og skal ikke tvinges til at lade sig injicere med medicinske substanser, som tilmed er udviklet i rekordfart for at inddæmme en pandemi.

Vaccinetvang kan også have stor, negativ betydning for tilliden til sundhedsmyndighederne og medføre, at kløften mellem myndigheder og vaccinemodstandere graves endnu dybere. Den mindste mistanke om bivirkninger eller risici ved vaccinerne kan give kraftig medvind til vaccineskeptikere og anti-vaccinationskampagner, og måske endda føre til, at folk der ikke før var modstandere, bliver det. Stater, der indfører krav om vaccination, balancerer på en juridisk knivsæg, og det er næppe gavnligt for tilliden til demokratiet at indføre tvang.

Hvordan kunne en løsning se ud?

Tvang kan være en relativt effektiv metode til at få vaccinationsraterne til at stige. Lige nu er De Forenede Arabiske Emirater ifølge Our World in Data for eksempel det land i verden, hvor den største andel af befolkningen har fået mindst ét stik, mens andelen af færdigvaccinerede er oppe på næsten 80 procent.

I Frankrig forlyder det fra sundhedsministeren, at mange af de suspenderede sundhedsarbejdere har besluttet at blive vaccineret nu, hvor de kan se, at vaccinekravet er en realitet. Men hvis et krav om obligatoriske vacciner skal gennemføres, kræver det enormt stor gennemsigtighed og hårdt arbejde for at opretholde tilliden til myndighederne. Forskere påpeger, at tillid og transparens i sundhedssystemet er altafgørende for, hvor mange der vælger at lade sig vaccinere, og kampagner og oplysning fra myndighedernes side har i lande som Danmark vist sig gavnlige for vaccinetilslutningen.

Globalt dilemma er et nyt format, hvor Kristeligt Dagblad sætter fokus på en af ugens store etiske problemstillinger i verden.