Børn kommer ikke af sig selv - heller ikke i Japan

Japans regering vil have fødselstallet i vejret, men den undlader at gøre noget ved årsagerne til de få fødsler, siger kritikere

Japan har i dag knap 127 millioner indbyggere, og Abe-regeringen har gjort det til et mål at undgå, at man nogensinde kommer under 100 millioner. Et mål, som det med den aktuelle befolkningssammensætning ifølge eksperter er umuligt at nå, selv hvis det skulle lykkes regeringen at formå unge japanske kvinder til at føde 1,8 børn i gennemsnit frem for det nuværende fødselstal på 1,4.
Japan har i dag knap 127 millioner indbyggere, og Abe-regeringen har gjort det til et mål at undgå, at man nogensinde kommer under 100 millioner. Et mål, som det med den aktuelle befolkningssammensætning ifølge eksperter er umuligt at nå, selv hvis det skulle lykkes regeringen at formå unge japanske kvinder til at føde 1,8 børn i gennemsnit frem for det nuværende fødselstal på 1,4. Foto: KIMIMASA MAYAMA/EPA.

Japans befolkningstal er begyndt at falde. I de sidste fem år er der blevet næsten en million færre japanere, viste en folketælling i den forløbne uge. Allerede i 2060 vil der ifølge officielle fremskrivninger fra regeringen være en tredjedel færre japanere, end der er i dag.

Det store problem er ikke så meget det samlede befolkningstal som det faktum, at der i de næste mange årtier vil være alt for mange ældre japanere, der skal forsørges af alt for få japanere i den arbejdsdygtige alder. Allerede i dag er hver ottende japaner over 75 år gammel.

”Jeg vil konfrontere Japans demografiske problem med åben pande, og jeg vil lægge særlig vægt på at føre en politik, som bidrager til et øget fødselstal,” sagde premierminister Shinzo Abe i november efter et regeringsmøde.

Japan har i dag knap 127 millioner indbyggere, og Abe-regeringen har gjort det til et mål at undgå, at man nogensinde kommer under 100 millioner. Et mål, som det med den aktuelle befolkningssammensætning ifølge eksperter er umuligt at nå, selv hvis det skulle lykkes regeringen at formå unge japanske kvinder til at føde 1,8 børn i gennemsnit frem for det nuværende fødselstal på 1,4.

Hvis det skal lykkes, kræver det ifølge eksperterne, at hver japansk kvinde skal føde 2,1 barn i gennemsnit. Hvilket vil kræve en total omvæltning og holdningsændring hjemme i familierne i et land, hvor gennemsnittet indtil for nylig var helt nede på 1,26.

Hvis den nuværende udvikling blot får lov til at fortsætte, vil befolkningstallet tværtimod falde til 50 millioner i år 2100. Men det gør den ikke, lover Katsunobu Kato, der er Abe-regeringens særlige ”minister for 100 millioner aktive borgere i samfundet”.

”Antallet af borgere, som sørger for indbetalinger til deres pensioner, er faldende, mens antallet af borgere, som skal modtage pension, er stigende. Hvis markedet samtidig formindskes, og antallet af arbejdsdygtige borgere formindskes, vil den mulige vækst i samfundet falde,” siger han i et interview med den sydkoreanske avisJoongAng Ilbo .

Derfor er parolen med de 100 millioner aktive borgere så vigtig, forklarer han.

”Den betyder, at alle japanske borgere uanset alder og køn – inklusive dem, som har lidt nederlag i første omgang – skal være aktive ude i samfundet. Alle skal kunne få deres drøm om at bidrage til at flytte samfundet fremad opfyldt. På den måde vil vi være i stand til at fastholde en befolkning på 100 millioner,” sagde Katsunobu Kato i interviewet med den sydkoreanske avis.

Det forestiller den japanske regering sig at opnå ved at øge antallet af børnehaver og vuggestuer samt give økonomiske fordele til børnefamilier, således at flere af dem får mod på at få nogle flere lillebrødre og lillesøstre. Samtidig vil man etablere offentlige pasningstilbud til alle ældre, således at ingen behøver forlade arbejdsmarkedet for at passe de gamle derhjemme, sådan som det er almindeligt i dag.

Men regeringens initiativer er utilstrækkelige, lyder kritikken fra mange sider i det japanske samfund. Folk har ikke råd til at leve op til regeringens smukke hensigter.

”Fastansatte tjener over dobbelt så meget som løst ansatte, og kun halvt så mange løst ansatte mænd i trediverne gifter sig sammenlignet med fastansatte. Hvis ikke regeringens politik tager højde for dette faktum, vil den mislykkes,” siger den kristne præst Tomoshi Okuda, der står i spidsen for en organisation, der støtter hjemløse i storbyen Kita-Kyushu i det sydlige Japan, i et interview med avisenAsahi Shimbun .

”Det er forkert, når man udspyr slagord fra den ene dag til den anden for at signalere noget nyt til offentligheden, mens man ignorerer det problem, at udgifterne til socialhjælp faktisk er skåret ned, og at en del af ungdommen i dag er tvunget til at leve hele deres liv som løst ansatte. Slagordene bør revideres i lyset af synspunkterne ude i skyggen”, siger Tomoshi Okuda.