Børn og unge var terrormål for at chokere så meget som muligt

Det handler ikke om, hvem man slår ihjel, men om dem, der ser på, og problemet for en terrorist er, hvis folk begynder at trække på skuldrene, siger dansk ekspert. Derfor var børn og unge målet i Manchester mandag aften

Ikke siden belejringen af en skole i Beslan i det sydlige Rusland i 2004, hvor over 300 mennesker, de fleste børn, mistede livet, har vi oplevet noget lignende i Europa og omegn. Her en ung pige med sin mor efter koncerten.
Ikke siden belejringen af en skole i Beslan i det sydlige Rusland i 2004, hvor over 300 mennesker, de fleste børn, mistede livet, har vi oplevet noget lignende i Europa og omegn. Her en ung pige med sin mor efter koncerten. Foto: Rui Vieira/Ap/Ritzau.

Otteårige Saffie Rose Roussos var blandt de mindst 22 mennesker, som mistede livet, da en mand sprængte sig selv i luften efter en popkoncert i den britiske storby Manchester mandag aften.

21.000 mennesker overværede koncerten med popstjernen Ariana Grande, som især er populær blandt børn og teenagere, og angrebet har sendt chokbølger gennem det britiske samfund, ikke blot fordi det er det værste på britisk grund i et årti, men også fordi børn og unge lader til at have været hovedmål.

Det vurderer blandt andre David Vestenskov, konsulent ved Forsvarsakademiet, som forsker i terrorbekæmpelse.

”Der er ikke mange fortilfælde, hvor så unge mennesker er hovedmålet. Vi er over det seneste årti blevet vant til terror efter mange angreb i vestlige storbyer, så der skal mere til ryste os og skabe overskrifter, end der skulle for 10 år siden. Det kan være forklaringen på, hvorfor man er gået efter børn. I Mellemøsten er man i langt højere grad ’vant’ til, at man mister børn i angreb som disse,” siger han.

Terrorbevægelsen Islamisk Stat påberåbte sig i går ansvar for selvmordsangrebet, som desuden sårede mindst 59 mennesker, herunder helt unge, og skabte panik på musikstedet, hvor forældre og børn blev skilt fra hinanden.

Terroristen gik formentlig helt bevidst efter at chokere offentligheden så meget som muligt, mener filosof Rasmus Ugilt Holten Jensen, som forsker i terror ved Aarhus Universitet og er forfatter til bogen ”The Metaphysics of Terror” (Terrorens metafysik).

”Man kan måske se det som en strategisk overvejelse, at der efterhånden har været så mange angreb i de seneste år, at man har kunnet mærke en tilvænning i offentligheden. Hvis terroristerne har bemærket det, vil det være oplagt at se sig om efter noget, der kan forhøje chokværdien, for eksempel at angribe børn og teenagere,” siger han.

”Der er en vis strategisk logik i terrorismen som krigsførelse, hvor man eskalerer chokeffekten, hvis den aftager i forhold til det, man plejer at gøre. Terroren er altid investeret i beskueren. Det handler ikke om, hvem man slår ihjel, men om dem, der ser på, og problemet for en terrorist er, hvis folk begynder at trække på skuldrene,” siger Rasmus Ugilt Holten Jensen.

Ikke siden belejringen af en skole i Beslan i det sydlige Rusland i 2004, hvor over 300 mennesker, de fleste børn, mistede livet, har vi oplevet noget lignende i Europa og omegn.

Det mener Bernhard Blumenau, som forsker ved det skotske Saint Andrews Universitets Handa-center for terrorforskning og politisk vold. Vi kender endnu ikke gerningsmandens motiv, men hvis der var tale om et målrettet angreb på unge, er det historisk set meget usædvanligt, siger Blumenau.

”Ved at angribe unge er de psykologiske virkninger særligt vigtige, da unge anses for at være ’mere uskyldige’, og de er næste generation, så det symboliserer også et angreb på fremtiden. Og selvfølgelig er sorgen og tragedien endnu større, når unge dør,” siger han.

Angrebet kan ses som en logisk konsekvens af selve terrorismens væsen, mener Bernhard Blumenau.

”Hvis du vil skabe en konstant følelse af frygt, må du altid finde på noget nyt. Derfor bevægede IS-terrorister sig fra at bruge macheter til at angribe med semiautomatiske våben over angreb med sprængstoffer til angreb begået med lastbiler. Hvis dette virkelig er endnu et IS-inspireret angreb, vil nyheden være, at det er begået mod specifikt yngre mennesker for at fastholde et højt niveau af frygt: ’nu angriber de også vores børn’. Det er kynisk, men det er også et forsøg fra terroristernes side på at fortsætte deres de facto psykologiske ødelæggelseskrig,” siger han.

Dr.phil. og terrorforsker ved Humboldt Universitet i Berlin Sebastian Lange er ikke sikker på, at målet var børn og unge, selvom det er usædvanligt, at så mange unge bliver ofre for et terrorangreb.

”En sådan taktik har som regel meget negative virkninger på en terrorgruppes legitimitet,” siger han og tilføjer, at hensigten snarere blot var at dræbe og såre så mange som muligt.

”Hvis angrebet var planlagt eller inspireret af IS, ville det passe til deres aktuelle strategi, fordi det ramte mange mennesker og derfor garanterede stor opmærksomhed.”