Mens verden talte ned til det første topmøde mellem Kim og Trump – den 10. maj bekendtgjorde Trump, at mødet skulle finde sted i Singapore den 12. juni – var radiobølgerne og de trykte medier fulde af advarsler, optimisme, ekspertkommentarer, politisk detailrådgivning og forhastede erklæringer om forestående fred.
I lyset af de store begivenheder, der var gået forud for Kims bemærkelsesværdige kursændring i retning mod tilnærmelse og dialog, og i lyset af de uunderbyggede påstande, som Trump og Moon havde fremsat om, at Kim var indstillet på at skille sig af med sin nukleare beholdning, kastede mange koreaiagttagere forståeligt nok et kritisk blik på deres personlige antagelser om Kims motiver og forsøgte at gennemskue, om han virkelig havde foretaget en strategisk ændring i sit syn på atomvåben.
Mens koreaeksperter både privat og offentligt diskuterede deres forskellige opfattelser af, hvordan Nordkoreas historiske tendens til at bryde aftaler farvede deres vurderinger, og hvorvidt der i den aktuelle situation var tegn på seriøse forandringer i Pyongyangs tilgang til tingene, var der én person, der efter alt at dømme ikke satte spørgsmålstegn ved noget som helst, og det var Donald Trump. Hans tilsyneladende urokkelige tillid til, at han kunne løse Nordkorea-problemet én gang for alle, til trods for at alle andre præsidenter havde fejlet, kan meget vel have været et udslag af såkaldt ”spejling” – altså at han mente at vide, hvad der ville fungere i forhold til Kim, fordi Kim i bund og grund var ligesom Trump selv eller ligesom de mange forretningsmænd, Trump havde arbejdet sammen med i årenes løb.
Den tidligere CIA-officer Richards Heuer beskriver spejling som en situation, hvor en person ”udfylde[r] forskellige huller … ud fra en antagelse om, at den anden side sandsynligvis vil handle på en bestemt måde, fordi det er sådan, USA ville handle under lignende omstændigheder”.
Eftersom Heuer havde konstateret, at ”en konstant kilde til problemer inden for efterretningsanalyse” var en ”manglende forståelse af, at andre opfatter deres nationale interesser anderledes, end vi opfatter disse interesser”, var vores beslutningsprocesser i efterretningsmiljøet blevet forsynet med visse afskærmninger og sikkerhedsnet – synspunktsdiversitet, kreativitet, strukturerede analytiske refleksionsprocesser og dyb ekspertise for ikke at nævne input fra politikere, som udfordrede vores analyser. Vores arbejde krævede også konstante forskydninger af perspektiverne, herunder at vi skulle tolke enhver begivenhed og modpartens intentioner omkring den ud fra den udenlandske leders synsvinkel.
”Hjerner er som faldskærme. De fungerer kun, når de er åbne,” skriver Heuer.
Præsident Trump var villig til at prøve noget anderledes. I stedet for at følge de traditionelle retningslinjer fra tidligere regeringer om ikke at lade den nordkoreanske leder få et topmøde var han klar til at indlede en direkte samtale med Kim for at forsøge at finde ud af, hvordan man kunne få sat gang i atomafrustningen. Trumps ukonventionelle tilgang – hans villighed til at teste en alternativ vision og foranledige et paradigmeskifte i forholdet til Nordkorea – var en påmindelse til erfarne analytikere om, at ekspertise kan skabe skyklapper.
Et vejledningsdokument, som alle CIA-analytikere har kendskab til, er A Tradecraft Primer: Structured Analytic Techniques for Improving Intelligence Analysis, og heri advares der om, at ”erfarne analytikere kan være mere tilbøjelige til at blive ramt af problemer med fastlåste tankegange på grund af deres ekspertise og deres hidtidige succes med at bruge velafprøvede mentale modeller”.
Denne håndbog opregner også ”de vigtigste farer ved fastlåste tankegange”: ”Analytikere ser, hvad de forventer at se; når [fastlåste tankegange] først er dannet, modsætter de sig forandring; ny information bliver arbejdet ind i eksisterende mentale modeller, undertiden på fejlagtigt grundlag; og modstridende information bliver ofte affejet eller ignoreret”.
At gå i direkte dialog med Kim – den øverste beslutningstager i en stærkt centraliseret autoritær stat – var logisk og gav god mening, ikke mindst fordi Kim havde gjort det klart, at det var ham alene, der styrede atomvåbenprogrammet.
Men Trump havde ført en uregelmæssig, flakkende udenrigspolitik, ofte uden at konsultere sine rådgivere, eftersom mytologien om hans egen forretningstæft – en mytologi, der var blevet opdyrket af ham selv og næret af reality-tv-producere, hvis økonomiske motiver og jagt på seere var faldet i hak med Trumps ego – havde overbevist ham om, at han alene vidste, hvad den bedste fremgangsmåde var. Som Patrick Radden Keefe fra The New Yorker har påpeget:
”I 2003 var han egentlig blevet en kitschet figur, som kun havde lokal interesse – en joke … ’The Apprentice’ mytologiserede ham på ny og i en meget større skala, så han blev forvandlet til et ikon for amerikansk succes,” og dette til trods for, at Trumps personlige forretninger havde været ramt af stejl nedgang.
De rapporter, som CIA og andre efterretningsorganisationer udarbejdede, blev affærdiget af Trump, som kritiserede og forkastede deres ubelejlige vurderinger. I mellemtiden udtalte den nationale efterretningsdirektør, Dan Coats, i sin årlige trusselsvurdering for 2019, at Nordkorea ”højst sandsynligt ikke vil give fuldstændig afkald på dets atomvåben og kapaciteten til fremstilling heraf”, da disse i Kims øjne var ”afgørende for regimets overlevelse”.
Medierne rapporterede, at Trump var ”rasende” og omtalte efterretningsdirektøren som ”ikke loyal”, tilsyneladende fordi han havde undergravet Trumps eget, mere optimistiske syn på mulighederne for at gå i dialog med Kim Jong-un. I sin tilgang til Kim havde Trump konsekvent anskuet tingene fra den newyorkske forretningsmands perspektiv.
I november 2017, da han holdt tale i den sydkoreanske nationalforsamling, roste Trump nationens forvandling fra et nedbrudt, krigshærget land til et økonomisk kraftcentrum – og den amerikanske rolle i realiseringen af disse fremskridt – og kontrasterede situationen i landet med det nordkoreanske ”helvede, som intet menneske fortjener”.
Han lovede, at USA var klar til at vise Nordkorea ”en lysere vej … hvis landets ledere holder op med deres trusler og afvikler deres atomprogram”, og ligesom man havde gjort det med Sydkorea, var Washington rede til at indgå et partnerskab med Pyongyang om at opnå den samme grad af økonomisk succes.
I maj 2018 udtrykte han sig mere direkte, da han forsikrede Kim om, at han ikke var ude efter en gentagelse af Libyen-modellen, hvor Muammar Gaddafi havde givet afkald på sit spirende atomvåbenprogram for dernæst at blive taget til fange og dræbt af proamerikanske oprørere. Fra sin plads i Det Ovale Værelse udtalte Trump:
”Den libyske model er overhovedet ikke en model, vi bruger, når vi tænker på Nordkorea … Med Nordkorea … han ville være der, han ville være i sit land, hans land ville være meget rigt.”
(Udenrigsminister Pompeo, som også var forretningsmand, før han gik ind i politik og blev valgt ind i Kongressen, fremsatte lignende pointer. Efter sit første møde med Kim i april 2018 udtalte han i tv-programmet Face the Nation, at USA ville gøre det økonomisk fordelagtigt for Kim at opgive sine atomvåben: ”Hvad formand Kim vil få af USA, er det bedste, vi har at byde på. Vores iværksættere … Der vil komme privat kapital ind, som de vil få.” Han lovede også ”amerikansk knowhow, amerikanske iværksættere og risikovillige investorer, der arbejder sammen med det nordkoreanske folk om at skabe en robust økonomi”.).
Ved at tillægge Kim sine egne præferencer syntes Trump at have styrket sin tro på, at han ville kunne få en aftale i hus til trods for alle fortidens forfejlede atomforhandlinger.
”Mit største aktiv er mit klarsyn,” sagde han til Playboy i 1990.
”Jeg ved, hvad der sælger, og jeg ved, hvad folk vil have.”
Før mødet med Kim, nærmere bestemt midt i maj, citerede magasinet Time en højtstående embedsmand for, at Trump ikke mente, han behøvede at forberede sig til mødet. En republikansk rådgiver indrømmede over for HuffPost, at ”han tror, det eneste han behøver at gøre, er at sætte sig ned sammen med Kim i par timer, og så vil han kunne få det hele på plads.”
Denne rådgiver sagde også, at Trump stort set intet ved om nedrustningsspørgsmål eller om baggrunden for, hvorfor et møde med en siddende amerikansk præsident kunne være i Kims interesse og hjælpe ham med at fremme sin egen dagsorden. Og mindre end en uge før mødet i Singapore pralede Trump endda af sin manglende forberedelse – ”Jeg synes, jeg er rigtig godt forberedt … Jeg tror ikke, jeg behøver forberede mig særlig meget. Det handler om indstillingen. Det handler om viljen til at få tingene gjort” – hvilket syntes at indikere, at han var overbevist om, at hans rene og skære charme og flair for at få indgå aftaler ville være nok til langt om længe at få Kim til at se lyset og give afkald på sine atomvåben.
Det Hvide Hus havde tilsyneladende ikke afholdt et møde på ministerniveau for at diskutere topmødet med Nordkorea. I stedet sørgede Trump fortsat for at undgå de traditionelle beslutningsprocesser, som er udformet med henblik på at sikre, at hele regeringen er med i behandlingen af problemer vedrørende national sikkerhed. Dette var bekymrende udviklinger, for når Trump satte sig ned med Kim, ville der ikke være nogen til at korrigere hans antagelser om, hvad Kim var interesseret i, og hvad Trump selv kunne levere.
Hvis Kim havde været en forretningsmand i stil med en af de mange entreprenører, byggespekulanter og investorer, Trump havde haft at gøre med gennem årene, ville denne mand til mand-tilgang til forhandlingerne muligvis have fungeret. Man kan forestille sig, at ejendomsmogulen i Trump opfattede Kim som interesseret i den samme rigdom, pragt og anerkendelse, som han engang havde lovet sine forretningspartnere.
”Jeg tror virkelig på, at Nordkorea har et enormt potentiale og engang vil blive en stor Nation økonomisk og finansielt,” tweetede præsidenten forud for topmødet. Efter mødet i Singapore holdt hans regering fast i dette tema, selv om der ikke var meget, der tydede på, at Kim betragtede det som et overbevisende argument for at opgive sine atomvåben.
Før det andet topmøde, som blev holdt i Hanoi 27.- 28. februar 2019, fremsatte Det Hvide Hus denne bekendtgørelse:
”Præsidenten har gjort det klart, at hvis Nordkorea følger indsatsen for total atomafrustning til dørs, så vil vi arbejde på at sikre landet økonomiske udviklingsmuligheder.”
Fire måneder senere var præsidenten fortsat af den opfattelse, at afklaringen af denne komplicerede problematik vedrørende national sikkerhed afhang af det personlige forhold mellem ham selv og Kim. Blot få timer før deres tredje møde, som skulle foregå i den demilitariserede zone, talte han i begejstrede vendinger om ”kemien” mellem ham selv og Kim og fremhævede dens betydning:
”Og nogle gange kan sådan noget føre til rigtig gode ting.”
Men Kim er ikke forretningsmand, og rigdom – i Trumps forståelse af ordet – er ikke, hvad han var ude efter, mens han kørte på med sin maksimal dialog-strategi. Trumps spejling risikerede at resultere i politiske tiltag, der ikke harmonerede med realiteterne omkring dette vanskelige problem. Kim vil næppe give afkald på sine atomvåben for at få en McDonald’s i Pyongyang. Og det står efterhånden klart for os, at hans kursændring i retning mod dialog sandsynligvis havde til formål at få skruet ned for sanktionerne og reduceret hans lands politiske og økonomiske afhængighed af Kina, om end han stadig ønsker at bevare Kinas støtte.
Kim Jong-un har udtalt, at han har fuldført det nukleare projekt, som hans farfar indledte og hans far byggede videre på. Forestillingen om at være en atomstat står centralt i den nordkoreanske identitet – den er til stede i landets forfatning og i dets monumenter, retorik og kultur. At bytte dette væk for amerikanske penge ville have været den ultimative krænkelse af og det ultimative forræderi mod et af hans lands grundlæggende principper. Så da Trump-regeringen fremstillede det første topmøde som et spørgsmål om, at amerikansk kapitalisme skulle bidrage til udviklingen af Nordkorea, opfattede Kim det sikkert som et udtryk for, at amerikanske ”imperialister” var ude på at udbytte hans lands befolkning og ressourcer.
I et svar til en af disse amerikanske erklæringer udtalte en højtstående nordkoreansk embedsmand:
”Vi har aldrig haft nogen som helst forventning om at skulle have amerikansk hjælp til at gennemføre vores økonomiske opbygning og vil under ingen omstændigheder indgå en sådan aftale i fremtid[en].”
Omvendt kan Kim måske udmærket se en idé i at drage nytte af de amerikanske kommentarer om at sende investeringer og amerikansk knowhow til Nordkorea og af den amerikanske præsidents optimisme omkring deres personlige kemi. Måske håber han endda på at lokke andre lande til at følge trop, så han kan høste fordelene ved dialog uden at skulle gøre nogen egentlige indrømmelser i forhold til sit atomprogram.
Ens egne antagelser er svære at indkredse og endnu sværere at korrigere, hvis ikke man er villig til at lære og til at indoptage ny eller anderledes information. Mens Trump åbent gav udtryk for, at han ikke forberedte sig synderligt til mødet, havde Kim travlt med at gøre sit hjemmearbejde.