Prøv avisen

Bolivia kæmper for sit hvide guld

Litiumudvinding ved Planta de Llippi, hvor en ansat er ved at tilslutte slanger i fordampnings-bassiner for at udvinde litiumkarbonat. Efter tre års produktion er der kun udvundet 10 ton litiumkarbonat mod et mål om 30.000 årlige ton. Foto: Mike Kollöffel

I et salthav i Andesbjergene flyder håbet for klimaet og bolivianerne. Litium kan drive grøn kørsel og gøre Sydamerikas fattigste land rigt på sin undergrund. Men den mælkehvide velsignelse kan også blive endnu en forbandelse for Bolivia

”Engang var de regnbuefarvede bjerge mennesker. Et af dem hed Tunupa. Hun var smuk, hendes øjne dybe som natten. Hun forelskede sig i Kusku og fødte en søn. Men hendes smil blev til tårer, da han stak af med vulkanen Kusina og lod Tunupas favn tom tilbage. Salte dråber løb fra hendes øjne, modermælk fra hendes bryst. Strømmene blandede sig og blev til et uendeligt hav af salt. Salar de Uyuni.”

Sådan lyder den myte, de oprindelige folk fortæller om havet i Andesbjergene, der har givet livet salt, så længe nogen kan huske. Men nu skal regionens beboere måske til at leve af andet end salthandel og turisme. Under de blændende krystaller ligger verdens største reserve af litium. Et grundstof, der giver Bolivia nøglen til at redde kloden og til selv at blive rig af det. Der er litium i batterierne i mobiltelefoner og bærbare computere og i de el-biler, der skal få os til at spare på de fossile brændstoffer. Et spirende elbilmarked sikrer en stor efterspørgsel på det lette metal de kommende år. Kapløbet mellem litiumstaterne Kina, USA, Argentina, Chile og Bolivia er begyndt og afgøres af, hvem der hurtigst og billigst udvinder sit hvide guld.

Bilfabrikanterne Samsung og Nissan holder vejret i højlandssolen. Som den eneste sydamerikanske præsident ønsker Bolivias præsident, Evo Morales, en statslig udvinding, der skal sikre velstand i landet, hvor halvdelen af befolkningen lever for under 14 kroner om dagen og en fjerdedel for knap ni kroner.

”Litium er fremtidens brændstof, der kan redde miljøet. Vi skal være verdens største batteriproducent og selv udvinde. Råstofferne ejes af folket. Det er slut med fremmede, der løber med vores guld,” sagde Evo Morales, da han i 2007 præsenterede sin plan for udvinding.

Bolivias første indianske præsident vil gøre op med en forbandelse, der i over 500 år har tynget regionens fattigste land. Undergrunden er som et andet El Dorado (ifølge indianske legender et land, hvor kongen hver dag blev dækket af guldstøv, red.), men fra kolonitid til republik og med nyliberal ledelse har mineraler fra Andesbjergene til Amazonas-regnskoven forgyldt alle andre end bolivianerne.

Historien er et skoleeksempel på det, de amerikanske økonomer Jeffrey Sachs og Andrew Warner kaldte råstoffernes forbandelse: at udviklingslande med store råstofreserver er fattigere og mindre demokratiske end dem, der ikke råder over samme rigdomme. Paradoksalt nok bliver mineraler og olie til en forbandelse af forurening, konflikt og ulighed.

Fra ”det rige bjerg” i minebyen Potosí flød i 1600- og 1700-tallet det sølv, der fik den spanske krone til at skinne, mens flere millioner oprindelige folk og afrikanske slaver gravede sig til døde i minegangene. Det siges, at der fra bjergets indre gangsystem flød sølv nok til at bygge en bro over Atlanten, helt til Madrid. I dag runger gangene hult. Det udplyndrede skattekammer er ved at kollapse - Potosí er Bolivias fattigste provins.

Med uafhængigheden blev de spanske koloniherrer afløst af skiftende oligarker og multinationale selskaber, der løb med afkastet fra guld, gummi, olie, tin og zink, mens statskassen skrumpedet. Ud fra devisen om, at det frie marked kunne løfte det gældsplagede land, blev Bolivia fra 1980'erne privatiseret.

Da præsident Hugo Banzer i 1999 solgte vandet til et amerikansk selskab, gik en fjerdedel af mange familiers indkomst til vandregningen. I 2003 valgte efterfølgeren, Gonzalo Sánchez de Lozada, at eksportere gas til USA og sænke skat på udvinding til 18 procent. Det fik gaderne til at eksplodere. Først ved ”vandkrigen” i 2000, så ”gas-krigen” tre år senere, hvor bolivianerne sendte præsidenten i amerikansk eksil. Da Evo Morales kom til magten i 2005, lignede det et brud med den økonomiske teori. Råstofforbandelsen bevægede sig mod en velsignelse.

Evo Morales og hans parti, Movimiento al Socialismo, MAS, vandt med et venstreorienteret program om at bryde udenlandsk kontrol, så folket kunne nyde godt af guldgruberne og standse rovdriften på naturen. I dag er det statslige olieselskab genopstået, mens skatten på gas er hævet. Det økonomiske sololøb har fået Bolivias statskasse til at bugne og skabt bedre levevilkår.

”Ifølge eksperter har nationaliseringen øget statens andel af indtægter fra olie- og gasindustrien over en årrække, hvor oliepriserne samtidig har været ganske høje. De enorme indtægter fra gas og olie har medført stor vækst, og statskassens overskud er blevet investeret i sundhed, uddannelse og infrastruktur,” siger Ole Thonke, Danmarks ambassadør i landet.

Det er slut med kun at eksportere råstoffer. Bolivia skal industrialiseres, og litium er en vigtig brik i den ligning. Salthavet skal forvandles til et Detroit (den amerikanske by kendt for sin store bilproduktion, red.) med grønt fortegn, og det hvide guld skal investeres i velfærd.

I dag skærer en nedslidt hovedgade sig ned i Uyuni, der er egnens eneste by. De rustne tog, der før kørte kul til Chile, hviler nu på skrotpladsen. På golde sletter passer mænd i poncho og kvinder med bowlerhatte deres lamaer og quinoa - en hirselignende kornsort. Når minearbejdere med jævne mellemrum blokerer indfaldsvejene med kampesten som våben i interne konflikter, eller trommende regn forvandler Salar de Uyuni til et horisontløst hav, kan man kun nå hertil i propelfly. Ved midnatstid er stjernerne Sydkorset og Orions Bælte tit de eneste lys.

”Befolkningen håber, at litium kan bryde forbandelsen og få regionen til at gro. Projektet har fået et mytisk skær, da Evo Morales også i sin omtale af litium spiller på indiansk kosmologi om historiens vendepunkt, pachakuti, hvor verden vil falde tilbage i sine rette folder,” siger Stine Krøijer, adjunkt i antropologi ved Københavns Universitet.

Den bebudede velsignelse lader imidlertid vente på sig. Bolivia sakker bagud i det hvide guldræs. I 2012 åbnede statens mineselskab, Comibol, et forsøgsværk, der skal udvinde mineralet. En vis teknisk støtte var velkommen, men udenlandske investeringer var der lukket for. Tre år efter er der kun produceret 10 ton litiumkarbonat mod et mål om 30.000 årlige ton. Boliviansk teknologi er ikke særlig udviklet, og de geologiske forhold gør det dyrt og svært at udvinde litium ved salthavet.

”Bolivia mangler både infrastruktur og teknologi til selv at lede storskalaprojektet. Det kan koste dem chancen for at udnytte deres litium og skade miljøet,” vurderer ambassadør Ole Thonke.

Den bolivianske tænketank Cedla har lavet den første undersøgelse af, hvad mennesker og miljø risikerer at betale, nu hvor Tunupas mælketårer er blevet guld værd. Prisen kan blive en bjergkæde på 1,46 millioner ton årlige affaldsstoffer.

”Vi frygter endnu en forbandelse, hvor en sårbar region med et unikt økosystem ofres til fordel for national velfærd, og for at Vesten kan køre grønt,” siger Juan Guzmán fra Cedla.

Salthavet har et højt indhold af magnesium. Det skilles fra litium ved at tilføre kalk, som koster meget kul-dioxid, CO2, og udenlandsk valuta at producere.

”Teknikerne anbefalede et kalkfrit alternativ, som man fravalgte, da det krævede mere forskning. MAS har valgt en økonomisk uholdbar og forurenende metode. Miljøet lider i jagten på hurtig vækst,” siger Juan Guzmán.

En del af råstofforbandelsen består i, at staten fokuserer alt på én ressource og ikke udvikler andre dele af økonomien. Hvis udvindingen ødelægger quinoa- og lamabrug, har indbyggerne ved Uyuni ikke noget at leve af, hvis efterspørgslen på litium falder. Uyunis dyr og planter tørster allerede i klimaforandringerne, og produktionen af litium kræver masser af ferskvand.

For foden af bjergene betager surrealistiske laguner i grønne og røde farver hver dag tusindvis af besøgende. Vandmanglen vil også skade turismen, hvis lagunerne tørrer ud. Litium kan mindske hullerne i himlen, men lokalt kan det i værste fald trække tæppet væk under mennesker og dyrs eksistens.

MAS sår dog tvivl om studiets pålidelighed.

”Mængden af affaldsstoffer er ukorrekt. Vi tager store miljøhensyn og mindsker skadevirkningerne,” lyder det fra Bolivias mineralminister, Luis Echaz, i en pressemeddelelse.

Evo Morales taler med en grøn tunge, der har rod i et indiansk syn på naturen som en hellig, levende enhed. I 2012 sikrede han sågar naturen rettigheder med Moder Jord-loven, der forpligter staten til at beskytte det grønne mod forurening.

”For oprindelige folk er naturen ikke et passivt bagtæppe for menneskers økonomiske eller politiske aktiviteter. Vi er atomer af samme stof og gensidigt afhængige. Bjerge, dyr og træer er aktører, og mennesket skal være varsomt med at udvinde uden at give igen. Det kan påkalde naturens vrede,” siger Stine Krøijer.

Selvom Evo Morales også har nedskrevet visionen for et Bolivia bygget på denne idé om bæredygtighed i forfatningen, taber naturen ofte i den slags projekter.

”Morales står i et dilemma mellem grøn omstilling og velfærd. Hans politiske projekt er baseret på en råstofafhængig økonomi, der i sidste ende kommer før miljøhensyn,” siger Stine Krøijer.

Tunupas gråd er blevet guld værd, og kun fremtiden ved, om Bolivias befolkning og miljø kommer til at eje millioner af salte tårer eller guld. Alt imens verdens borgere oplader smartphones, politikerne strides om CO2-kvoter, og kemikere i et forsøgsanlæg i 3656 meters højde kæmper for at vinde kapløbet, lægger et par lokale en sekskant af det mælkehvide hav i kokablade som tak for gaven fra naturens gudinde.

De ved en ting. Tunupa er en sart, følsom kvinde, og det kan ende i endnu en tragedie, hvis man gnider for meget i hendes salte sår.

80 procent af verdens litium ligger i lagen under salthavet, der er lidt større end Sjælland og kan ses fra Månen. Litium er en fornybar ressource. I baggrunden vulkanen Tunupa, hvorfra regnen hvert år skyller nye salte ned fra bjergene. Foto: Mike Kollöffel
Med et unikt økosystem og tre af planetens flamingoarter er salthavet, Salar de Uyuni, Bolivias største turistattraktion, der bidrager med to procent af landets bruttonationalprodukt. Ud over turisme lever befolkningen af salthandel og landbrug. Her holder en saltarbejder pause. Foto: Mike Kollöffel
En kvinde under høstning af kornsorten quinoa i Norte Lipez. Foto: Mike Kollöffel
Arbejdere tilslutter slanger ved fordampningsbassiner på Salar de Uyuni. Foto: Mike Kollöffel