Bolsonaro gav corona frit slag i Brasilien

Mens præsident Jair Bolsonaro fortsat sår tvivl om alvoren af coronapandemien og opfordrer delstaterne til at lempe nedlukningerne, er Brasilien blevet det land i verden, hvor smitten breder sig hurtigst

Brasiliens præsident, Jair Bolsonaro, er blevet kendt som verdens førende coronaskeptiker. Han kalder det ”hysteriet” omkring ”en lille influenza”.
Brasiliens præsident, Jair Bolsonaro, er blevet kendt som verdens førende coronaskeptiker. Han kalder det ”hysteriet” omkring ”en lille influenza”. Foto: Adriano Machado/ Ritzau Scanpix/Reuters.

Da Brasilien endnu kun havde 5.000 offcielle coronadødsfald, blev Jair Bolsonaro konfronteret med det hastigt voksende dødstal.

”Og hvad så? Hvad vil De have, jeg skal gøre,” spurgte Brasiliens præsident i et tv-indslag i april, som siden er gået verden rundt og blandt andet er blevet vist af den britiske nyhedsstation BBC

Nu har antallet af coronadødsfald officielt rundet de 22.013, og med over 347.393 smittede er Brasilien rykket op på en andenplads på listen over lande med flest coronasmittede efter USA. Epidemien er ude af kontrol, og uafhængige eksperter i og uden for Brasilien, for eksempel forskergruppen Covid-19 Brazil, frygter, at antallet af dødsofre kan være op til 15 gange højere. Forskere ved det amerikanske universitet Washington University mener, at dødstallet kan nå helt op på 193.000 til august.

”Vi er på grænsen til barbari,” siger Arthur Virgílio Neto, borgmester i byen Manaus i den nordlige og fattigste del af Brasilien, i en video på Twitter, hvor han beder resten af verden om hjælp til at bekæmpe epidemien.

Borgmesteren har beskrevet scener, han sammenligner med skrækfilm, og er brudt grædende sammen i interview med lokale tv-stationer. Den nordlige provinshovedstad i Amazonasregionen er blandt de hårdest ramte i landet, og de indianske befolkninger hører til de mest udsatte i en del af landet, der også har den dårligste dækning af hospitaler og sundhedsudstyr. Kirkegårdene er fyldt til sidste kvadratmeter af endeløse rækker af nye grave, og hospitalerne er på sammenbruddets rand.

Den 34-årige Paula Ribeiro har til det franske dagblad Le Monde beskrevet, hvordan hendes 53-årige mor døde efter at være blevet afvist af de praktiserende læger i Manaus, da hun fik de første symptomer, og derefter af hospitalerne, da hun fik alvorligt åndedrætsbesvær. Moderen var bevidstløs, da hun endelig blev indlagt. Hun døde to timer senere.

”De slog min mor ihjel. Hun blev ikke engang testet. På hendes dødsattest står der ’ukendt dødsårsag’. Det er oprørende,” siger Paula Ribeiro til den franske avis.

Også storbyerne Sao Paulo og Rio de Janeiro oplever en eksplosion i antallet af smittede ikke mindst blandt de unge, som i Brasilien modsat de fleste andre lande udgør knapt en tredjedel af de smittede. Det skyldes blandt andet fattigdom i favelaerne, de brasilianske slumkvarterer, hvor indbyggerne har svært ved at respektere de regler om fysisk afstand og hjemmearbejde, som er indført af de lokale myndigheder trods skarp kritik fra præsident Jair Bolsonaro.

Brasiliens præsident, som blev valgt på et højreorienteret program i januar 2019, er blevet kendt som verdens førende coronaskeptiker. Lige fra epidemiens udbrud har han nedtonet det, han har kaldt ”hysteriet” omkring ”en lille influenza”. Den tidligere kaptajn i hæren, som har udtrykt nostalgi over Brasiliens militærdiktatur fra 1964 til 1985, har spadseret på gaderne uden værnemidler og trykket de forbipasserendes hænder, mens han opfordrede dem til at gå på arbejde og holde gang i økonomien i stedet for at lytte til delstaternes påbud om at holde sig hjemme.

I april fyrede han sin sundhedsminister Luiz Henrique Mandetta efter ugers bitter strid om nedlukning for at stande smittespredningen. Hans efterfølger Nelson Teich, smækkede selv med døren efter kun syv uger på posten, hvor både dødstallene og uenigheden med Bolsonaro voksede, især om malariamidlet klorokin. Efter pres fra Bolsonaro anbefales det nu af de brasilianske sundhedsmyndigheder ikke alene mod alvorlige, men også milde tilfælde af sygdommen, selvom der er store bivirkninger af midlet, som blandt andet den danske Lægemiddelstyrelse advarer mod.

Brasilien har verdens højeste smittefaktor, hvor hver smittet person giver smitten videre til 2,81 nye personer. Senest er det samlede antal af døde fordoblet på kun 11 dage som tegn på, at epidemien tager til i omfang.

”Jeg kan kategorisk sige, at Brasilien er blevet verdens vigtigste epicenter for smittespredning,” siger professor Domingo Alves fra det medicinske fakultet ved Sao Paulo Universitet til BBC News Brasilien.

Det skyldes især Jair Bolsonaros håndtering af krisen, lyder kritikken.

”Den største trussel mod Brasiliens covid-19-beredskab er Bolsonaro,” skriver det ansete lægevidenskabelige tidsskrift The Lancet i en ualmindeligt skarp leder.

Sao Paulos guvernør Joao Doria har over for BBC erklæret, at ”vi bekæmper to virusser: coronavirus og Bolsonarovirus”.

Senest er Jair Bolsonaro begyndt at vise sig med ansigtsmaske, når han taler til sine tilhængere, som samles foran præsidentpaladset for at kræve stop for nedlukningen. Men hans prioritet er stadig at holde gang i økonomien, uanset hvad det måtte koste af dødsofre.

”Bolsonaro fortsætter den komplot- og antisystemretorik, som han vandt valget med. Han er også tæt knyttet til de evangelikale kredse i Brasilien, som bekæmper videnskaben. Og så repræsenterer han en strømning i den brasilianske elite, som altid har hævdet, at det er nomalt, at samfundets svageste dør,” siger Juliette Dumont, specialist i Latinamerika ved Sorbonne Universitet i Paris, til den franske radiostation France Culture.