Prøv avisen
Nyhedsanalyse

Boltons exit giver Trump friere tøjler

John Boltons exit giver nu Donald Trump mulighed for i højere grad at dyrke sin anti-interventionistiske udenrigspolitik samt den hang til teatralsk ”personligt diplomati”, som blandt andet har ført til hans stort markedsførte møder med den nordkoreanske diktator, Kim Jong-un. Foto: Carlos Barria/Reuters/Ritzau Scanpix

John Boltons fyring som national sikkerhedsrådgiver giver præsidenten bedre mulighed for at dyrke sin ukonventionelle udenrigspolitik

Donald Trump og John Bolton var fra begyndelsen et dårligt match. Mens præsidentens udenrigspolitik bygger på en tendens til isolationisme og en vilje til at tale med USA’s fjender, så er hans nu tidligere nationale sikkerhedsrådgiver en principfast ideolog og fortaler for brugen af amerikansk militær magt.

Deres forskellige tilgange førte til uenigheder om håndteringen af udfordringer såsom Iran, Nordkorea og Afghanistan, og situationen nåede et bristepunkt, da Trump til Boltons store fortrydelse inviterede ledere af Taleban til et mæglingsmøde på præsidentlandstedet Camp David sidste weekend.

Trump så mødet som et muligt diplomatisk kup, der kunne afslutte USA’s militære engagement i Afghanistan, mens Bolton så det som et knæfald for en fjende. Mødet blev aflyst i 11. time, men en anspændt telefonsamtale mellem Trump og Bolton i mandags blev ifølge amerikanske medier dråben, der fik bægeret til at flyde over, for det konfliktramte forhold mellem de to mænd. Efter 17 måneder i stillingen gik John Bolton i tirsdags af som national sikkerhedsrådgiver, og præsident Trump bekendtgjorde, at han udnævner en ny mand eller kvinde til posten i næste uge.

John Boltons exit giver nu Donald Trump mulighed for i højere grad at dyrke sin anti-interventionistiske udenrigspolitik samt den hang til teatralsk ”personligt diplomati”, som blandt andet har ført til hans stort markedsførte møder med den nordkoreanske diktator, Kim Jong-un.

Uden Bolton, der i sommer forgæves forsøgte at overtale præsidenten til at angribe Iran som straf for nedskydningen af en amerikansk drone, er det eksempelvis mere sandsynligt, at præsidenten kombinerer sin hårde linje over for Iran med sit ukonventionelle diplomati. Trump har givet udtryk for, at han under FN’s årlige generalforsamling i New York senere i denne måned er villig til at mødes med den iranske præsident, Hassan Rouhani, for at genforhandle vilkårene for den atomaftale, han trak USA ud af i fjor.

John Bolton kan nu heller ikke længere forpurre præsident Trumps bestræbelser på at lukke Rusland ind i varmen. Som gammel koldkriger havde Bolton en høgeagtig tilgang til Rusland, mens Trump betragter russerne med større velvilje og bakker op om præsident Vladimir Putins forsøg på at komme tilbage i klubben af G7-lande.

Og præsidenten vil også møde mindre modstand i sin tilgang til Nordkorea. John Bolton var en stærk modstander af Trumps møder med Kim Jong-un, som han betragter som upålidelig, og er endda blevet beskyldt for at forsøge at stikke en kæp i hjulet på forhandlingerne med Nordkorea.

Udskiftningen i embedet som national sikkerhedsrådgiver kommer på et tidspunkt, hvor præsidenten er på jagt efter resultater, som han kan bryste sig af under valgkampen næste år. Præsidentens vælgeropbakning er lav, og hans liste over udenrigspolitiske sejre er kort. Han har derfor hårdt brug for den positive mediedækning, som kosmetiske, men opsigtsvækkende aftaler med eksempelvis Afghanistan, Iran og Nordkorea på kort sigt ville kunne bringe.

Nu søger præsidenten efter sin fjerde nationale sikkerhedsrådgiver på mindre end tre år. Spændingen omkring hans valg er stor. Men Trump har tidligere udtalt, at den eneste, der betyder noget for USA’s sikkerhedspolitiske beslutninger, er ham selv. Og det er en sandhed, der i høj grad stadig gælder.