Bordel-besøg mulig skurk: Ny corona-bølge truer Taiwans succeshistorie

Det østasiatiske land har længe været fremhævet som et af verdens bedste til at holde pandemien fra døren, men efter 250 dage uden et eneste tilfælde er der nu store daglige udbrud

En dramatisk stigning i antallet af coronasmittede har fået Taiwans myndigheder til at tage drastiske midler i brug for at inddæmme covid-19. Blandt andet desinficerer man nu både stationsbygninger og passagerer.
En dramatisk stigning i antallet af coronasmittede har fået Taiwans myndigheder til at tage drastiske midler i brug for at inddæmme covid-19. Blandt andet desinficerer man nu både stationsbygninger og passagerer. Foto: Ann Wang/Reuters/Ritzau Scanpix.

Det ser voldsomt ud, når soldater i hvide beskyttelsesdragter indtager metrostationerne i hovedstaden og sprøjter forstøvet desinfektionsvæske på såvel togvogne som passagerer. Men det mener myndighederne, er nødvendigt, nu da både Taipei og den nærliggende millionby New Taipei City er blevet ramt af en coronabølge, som er kommet helt bag på både befolkningen og regeringen i Taiwan.

For mens mange andre lande har levet under restriktioner længe, har Taiwans 23 millioner indbyggere stort set kunnet leve et normalt hverdagsliv. Det er der imidlertid sat en stopper for nu, hvor alt fra skoler til barer er blevet lukket ned i de to store byer. Og sundhedsminister Chen Shih-chung har direkte opfordret folk til at holde sig inden døre og undgå al form for social kontakt.

”Hvis alle de næste par dage kan reducere det antal af mennesker, man omgås, til det mindst mulige, og hvis vi så på den måde gradvist kan bryde smittekæden, vil det være en utrolig stor hjælp for os alle,” lød opfordringen fra Taiwans sundhedsminister på en pressekonference før pinseweekenden.

Smittetallet har de seneste dage ligget omkring de 380, hvilket jo ikke lyder af meget sammenlignet med Danmarks 800 til 1000 daglige smittetilfælde og Taiwans markant større befolkning. Men det er den stejle stigning, der bekymrer myndighederne. Indtil for to uger siden kunne antallet af samtlige smittede tælles i hundreder, men i løbet af de seneste to uger er antallet vokset med over 4000, og det har gjort folk urolige. Med udsigten til en mere eller mindre total nedlukning er hovedstadens indbyggere tilsyneladende også gået en smule i panik. I hvert fald kunne man i flere af de store supermarkeder se mange meter med gabende tomme hylder, fordi alle fødevarer var revet væk.

Udviklingen står i skærende kontrast til, at Taiwan har været fremhævet som et af de bedste lande i verden til at håndtere coronakrisen. Og hvis man spørger den taiwanske journalist Tsai, hvorfor det pludselig er gået så galt, lyder hendes vurdering:

”Folk er simpelthen blevet overmodige. Holdningen har været, at det her ikke kommer til at ramme os.”

Og langt hen ad vejen er det også lykkedes at holde covid-19 fra døren – altså lige indtil en række uheldige omstændigheder ramlede sammen. Det startede for flere uger siden, hvor et hotel i Taipei lod flypersonale i karantæne bo i samme bygning som almindelige gæster.

”Åbenbart var det en pilot eller en anden fra flypersonalet, der bragte denne virus med sig ind i landet og smittede folk omkring sig. En af dem viste sig at være superspreder og besøgte et etablissement, hvor man både kan få te og sex. Her blev mange smittet, men eftersom en del af dem prøvede at skjule, at de havde besøgt sådan et sted, blev det meget vanskeligt at lave smitteopsporing. Derfor ser vi nu disse store stigninger i antallet af smittede,” fortæller Tsai, der ikke ønsker at optræde under sit fulde navn.

Netop smitteopsporing er nu blevet en topprioritet i Taiwan, og derfor har myndighederne sat massivt ind med at etablere testcentre, ligesom vi kender det fra Danmark. Derudover er 600.000 mennesker beordret i karantæne. Den seneste udvikling har givet nogle alvorlige ridser i lakken på Taiwans image. Især efter at det er kommet frem, at kun godt én procent af Taiwans knap 24 millioner indbyggere er blevet vaccineret. I et land, der sidste år havde 250 dage i streg uden et eneste tilfælde af coronasmitte, har det at blive vaccineret tilsyneladende ikke været så vigtigt.

Men nu da smitten spreder sig med foruroligende hast, flokkes folk om at komme forrest i vaccinekøen. Problemet er, at regeringen er håbløst bagud i forhold til indkøb af vacciner – ifølge BBC råder den lige nu over bare 300.000 doser Astra-Zeneca-vacciner, mens millioner af andre leverancer stadig er undervejs. Og det var da også en brødebetynget præsident, der på et pressemøde forleden lovede at få gjort noget ved sagen.

”Vi vil give Taiwans befolkning mulighed for at få vacciner, der er produceret i Taiwan. Det er det bedste, vi kan gøre her og nu for at give folk den bedst mulige beskyttelse og dermed skabe tryghed. Det vil også gøre det muligt for os at vende tilbage til normale tilstande så hurtigt som muligt,” lød det fra Tsai Ing-wen, der tilføjede, at de to vacciner ventes at blive klar allerede sidst i juli.