Borgere i lille engelsk by fik pengeposer på fortovet som tak for deres væremåde

Gåden om plasticposer med store pengebeløb, som blev sat på fortorvet i en lille mineby, er løst. Pengene kom fra to personer, der ville give noget tilbage til byen. Ærlige borgere, som gav pengene til politiet, får nu lov at beholde dem

Gennem seks år er der med mellemrum dukket poser med et stort beløb i kontante penge op rundt omkring på fortorvet i den nordengelske by Blackhall Colliery. Poserne er blevet afleveret til politiet, som i først i mandags fandt ud af, hvem de glade givere var, og derefter leverede dem tilbage til de heldige findere. - Foto: PA Wire/Ritzau Scanpix
Gennem seks år er der med mellemrum dukket poser med et stort beløb i kontante penge op rundt omkring på fortorvet i den nordengelske by Blackhall Colliery. Poserne er blevet afleveret til politiet, som i først i mandags fandt ud af, hvem de glade givere var, og derefter leverede dem tilbage til de heldige findere. - Foto: PA Wire/Ritzau Scanpix.

Velgørenhed har mange former, og indbyggerne i den lille nordengelske by Blackhall Colliery har de seneste år oplevet en helt særlig form. Fra 2014 og frem til november sidste år har borgerne i byen fundet mindst 13 omhyggeligt indpakkede plasticposer med penge, som var efterladt forskellige steder i byen. Hver gang indeholdt posen 2000 pund (cirka 17.500 kroner).

Pengene er faldet på et tørt sted i den tidligere mineby, som har været præget af armod, efter at kulminerne i området lukkede i begyndelsen af 1980’erne, men hver gang har finderne afleveret poserne til politiet.

Siden de mystiske pengeposer begyndte at dukke op, har borgerne været optaget af spekulationer om, hvor pengene kom fra.

Var det en velmenende gerning? En lottovinder, der ville dele penge ud? Eller var det penge tjent på narkohandel, som blev givet tilbage på grund af dårlig samvittighed? Eller kom de mystiske poser fra en ældre eller sårbar person, som i stedet havde brug for hjælp?

Politiet har forsøgt at finde et svar på de spørgsmål. Poser og penge er blevet undersøgt for spor og fingeraftryk, folk i byen er blevet afhørt, og lokale banker og posthuse er blevet spurgt, om de har kendskab til personer, som har hævet usædvanligt mange kontanter.

Men politiet var på bar bund, lige indtil to ældre mennesker meldte sig til politiet i Durham, som i mandags kunne fortælle, at de efter seks år havde løst mysteriet.

”Jeg er virkelig glad for at fortælle, at vi har et svar på mysteriet, og jeg er ikke mindst glad for, at vi fuldstændigt kan udelukke, at pengene har forbindelse til kriminalitet eller kommer fra en sårbar person,” fortalte politikommissær John Forster ifølge den lokale avis York Press.

”Jeg vil gerne takke de gode samaritanere for at tage kontakt til os, og ikke mindst takke de gode borgere i Blackhall Colliery, som har været så ærlige at indlevere pengene til politiet,” fortsatte han.

Selvom politiet nu kender baggrunden, respekterer man, at de to personer ønsker at forblive anonyme. Der er tale om to mennesker, som uventet fik mange penge og ønskede at give noget tilbage til byen, hvor de har haft gode oplevelser med beboerne. De to bor ikke selv i byen.

De heldige borgere, som har fundet pengene, har nu fået pengene tilbage af politiet – for det var netop det, der var givernes hensigt – om end metoden var noget uortodoks.

Lederen af det lokale byråd, Gaynor Crute, sagde i november, da den seneste pose penge blev fundet, at hun var stolt over, at folk 13 gange havde overdraget de fundne penge til politiet.

”I en tid, hvor der er så meget negativitet og dårlig medieomtale, er det virkelig hjertevarmende at vide, at de mennesker, som du lever blandt, dine naboer, har så megen ærlighed og integritet,” sagde hun til nyheds-bureauet PA.

De 13 kendte poser med penge svarer til 227.000 kroner. Politiet har ikke oplyst, om de glade, men usædvanlige givere, har strøet om sig med flere poser.