Uniformerede politibetjente står i en lige linje og beskytter Sarajevos kommunalkontor, hvor hundredvis af demonstranter er mødt op med skilte og megafoner for at råbe op om deres krav til regeringen. Det eneste, der skiller demonstranterne og ordensmagten, bortset fra pressefolkene, er et hvidt lagen, som er bredt ud på jorden foran dem. Lagenet er fyldt med bosniske sedler og mønter, som ubeskåret går til en ny bil til den nuværende præsident.
Det er ment som en vittighed fra demonstranternes side, og det er med til at understrege den enorme forskel i indkomsten mellem en almindelig borger og dem, som varetager borgernes ønsker, de folkevalgte, men korrupte politikere, fortæller 29-årige Ines Tanovic, der har deltaget i demonstrationerne siden de begyndte i fredags.
Bosnierne er vrede og frustrerede over den elendige økonomiske situation, som ikke har ændret sig de seneste 20 år. Vi har over mange omgange givet politikerne chancen for at ændre tingenes tilstand, men korruptionen er fortsat allestedsnærværende. Og mens den almindelige borger klarer sig for 150 euro om måneden (cirka 1100 kroner), bygger de folkevalgte politikere kæmpe villaer, og nogle tjener op til 5000-10.000 euro (cirka 38.000-75.000 kroner) om måneden, siger Ines Tanovic.
LÆS OGSÅ: Karadzic og Mladic stod ansigt til ansigt i Haag
Hun er ph.d.-studerende og arbejder for Sarajevo Film Festival. Derfor varetager hun sit job om dagen, mens hun deltager i demonstrationerne i frokostpausen og fra om eftermiddagen til langt ud på aftenen. Selvom den kombination i disse dage giver hende meget lidt nattesøvn, ser hun sig selv som utrolig heldig. De fleste af hendes unge venner, der har en universitetsuddannelse, er nemlig arbejdsløse.
Jeg kan ikke risikere at miste mit job ved at demonstrere hele dagen igennem. Jeg ved godt, at jeg skal være lykkelig over at have et job i min alder. Lige nu sover jeg fire timer om dagen, men det er jo langt værre for de fleste andre, der demonstrerer. De gør det, fordi de ikke har andet at vende hjem til. De har intet job, ingen penge og ingen fremtidsudsigter, siger Ines Tanovic.
Gaden er en blanding af unge og gamle folk, der engang imellem tager tilløb til at råbe slagord henvendt til regeringen eller politiet, mens en stor del dog forholder sig passivt. Blandt en gruppe mænd med skilte står Senad Smajic, 47 år, der ligesom hovedparten af den bosniske befolkning har mistet sit job på en fabrik, som er blevet ramt af massive nedskæringer på grund af landets privatisering af statslige virksomheder.
Jeg arbejdede for firmaet Feroelektro, som havde base her i Sarajevo. Det var landets tredjestørste virksomhed i det tidligere Jugoslavien. En gigant simpelthen. Men da det kom på private hænder i 2004, gik alt ned ad bakke. De løfter, som blev givet, blev aldrig indfriet. Og udover at hovedparten af os i sidste ende mistede vores job, er der mange måneders løn, pension og kørsels- samt madomkostninger, som aldrig er blevet betalt, siger Senad Smajic.
Forretningsmanden Goran Stanic købte 60 procent af aktierne i Feroelektro i 2004 for en million euro, og ifølge aftalen, som han underskrev med regeringen, skulle han investere 22 millioner bosniske mark. Et løfte, som han ikke bare løb fra, han nedsatte også arbejdernes løn fra første dag, og siden han overtog har målet været at lukke fabrikken og forringe arbejdernes vilkår, mener Senad Smajic.
Siden firmaet kom på nye hænder, har strategien været at beholde os i tre år og dernæst fyre os. Da Goran Stanic købte firmaet, var vi i alt 167 medarbejdere, og ifølge kontrakten med staten skulle han ansætte yderligere 200 medarbejdere. I stedet står fabrikken i dag kun med 50 medarbejdere, og mange af dem, som har mistet jobbet, mangler at få udbetalt 19 måneders løn, siger Senad Smajic.
Han har som chef for firmaets fagforbund været med til at køre hundredvis af forskellige søgsmål mod fabrikkens ejer, af hvilke de første blev indledt i 2008. Men hverken regeringens eller de individuelle søgsmål har hidtil båret frugt. I stedet har Goran Stanic brugt tiden på at bygge nye fabrikker og brugt Feroelektros bygning i Sarajevo som pant.
Vores største problem i dag er det juridiske system. Selvom vi har båret bevisbyrden frem mange gange og fundet dokumenter, der beviser, at Goran Stanic brugte firmaet til at opbygge privat kapital, har retssagerne trukket ud. Flere af de tidligere medarbejdere, som står til at gå på pension, kan ikke få udbetalt den, da retssagerne ikke er afgjort, siger Senad Smajic.
Han håber, at demonstrationerne fortsat vil være fredelige, men kan på mange måder godt sætte sig ind i den bølge af uro, som blev skabt i kølvandet på voldsomme demonstrationer i byen Tuzla, og som bredte sig til resten af landet.
I forhold til demonstrationerne, som foregår over hele Bosnien, kan jeg kun sige, at de har min fulde støtte. Vi har forskellige syn på, hvad der skete sidste fredag, da bygningerne blev brændt ned, og folk kom til skade. Men desværre er dette nødvendigt. Vi har demonstreret i 20 år, og i 20 år har politikerne voldtaget dette land. I sidste ende måtte dette ske, siger Senad Smajic.
Det er langtfra alle Sarajevos indbyggere, som dukker op til demonstrationerne, og bortset fra de nedbrændte bygninger ser alt ud til at gå sin vante gang i den bosniske hovedstad. Folk sidder på caféerne, og man mærker ikke noget til den lynchstemning, der prægede byen for en uge siden.
Det er netop demonstranternes svage punkt, at man ikke har kunnet formulere nogle konkrete krav ud over arbejde, løn og mad til alle og ikke har haft nogen anerkendte ledere til at forhandle med de officielle strukturer, fortæller 39-årige Nidzara Ahmetasevic, der er en af initiativtagerne bag et såkaldt Borgerplenum i Sarajevo.
Det er med inspiration fra Tuzla, hvor organisationen Front Slobode (Frihedsfronten) fremsatte en række klare og konkrete krav til de lokale myndigheder, der blandt andet har fået de lokale politikere til at gå af uden løn.
Plenummet skal være en slags officielt forum for demonstrationerne, hvorfra borgerne så kan vælge deres forhandlere. Vi vil prøve at udtrykke folkets ønsker i nogle konkrete krav, som kan blive fremsat. Plenummet er et meget lille skridt på vejen, og det vil være en proces, som vil foregå sideløbende, mens det overordnede mål er at etablere et system, hvor borgerne kan få mere indflydelse, siger Nidzara Ahmetasevic.
Initiativtagerne har fået lov af de lokale politikere til at holde det andet plenummøde i Ungdommens Hus . Det var nødvendigt at finde et sted, hvor man havde plads til mere end 1000 mennesker, da det første fremmøde viste sig at være langt større end ventet, fortæller Nidzara Ahmetasevic:
Hovedparten måtte stå ude i silende regnvejr, og det går jo ikke, når vores mål netop er at formidle alle borgernes ønsker. Det er klart, at vi ikke kan få opfyldt alle krav, men vi bliver nødt til at have en struktur, som kan få indflydelse på civilsamfundet og være politisk relevant. Det er en langstrakt affære, men det er en begyndelse.