Boris Johnson styrer imod en pyrrhussejr

Potentielt konservativt mytteri vil begrænse det parlamentariske manøvrerum for Boris Johnson, som efter alt at dømme i dag vil vinde den konservative urafstemning om at tage over efter Theresa May som ny partileder og britisk premierminister

Skulle Boris Johnson vinde afstemningen og blive ny premierminister, kan et eventuelt spinkelt flertal let forsvinde mellem hænderne på ham. Dertil har tre ministre varslet deres afgang, hvis Boris Johnson kommer til magten. Foto: Luke Macgregor / Reuters / Ritzau Scanpix

Boris Johnson ynder at slynge om sig med citater på oldgræsk og latin. Det er et levn fra den tidligere britiske udenrigsminister og London-borgmesters tid på universitetet i Oxford, hvor han læste ”classics” – det, vi kender som oldtidskundskab på dansk. Derfor ligger der en vis ironi i, at han nu er på vej mod en pyrrhussejr – opkaldt efter den græske konge Pyrrhus, der i år 279 f.Kr. nok besejrede romerne, men med store omkostninger til følge.

Alle politiske iagttagere i Storbritannien tager det for givet, at Boris Johnson slår den nuværende udenrigsminister, Jeremy Hunt, i opgøret om at blive ny konservativ partileder og dermed også ny britisk premierminister, når resultatet fra urafstemningen offentliggøres i dag.

Men selvom han vil have flertallet af de anslået 160.000 medlemmer af De Konservative bag sig – ligesom et flertal blandt partiets parlamentarikere – så arver han også et skrøbeligt parlamentarisk grundlag fra Theresa May, hvis konservative mindretalsregering kun bliver holdt oppe af de 10 nordirske mandater fra Det Demokratiske Unionistparti, DUP. Og selv dette spinkle flertal kan forsvinde mellem hænderne på sejrherren.

Avisen The Sunday Times skriver, at seks konservative parlamentsmedlemmer er så utilfredse med udsigten til Boris Johnson som partileder, at de forhandler med De Liberale Demokrater om at skifte parti. Holder det vand, så er flertallet bag den konservative regering væk.

Det er særligt udsigten til, at briterne forlader EU uden en aftale den 31. oktober, som skaber mytteri i den konservative flok. En mulighed, som både Boris Johnson og Jeremy Hunt åbent taler om.

I går meddelte Alan Duncan, som er nummer to i udenrigsministeriet efter Jeremy Hunt, at han træder tilbage som minister med ansvar for Europa og Amerika. Han tjente også under Boris Johnson, da denne var udenrigsminister, og han har kaldt den flamboyante Boris Johnsons tid som udenrigsminister for ”en cirkusforestilling”.

Britiske medier vurderer, at op imod et dusin ministre vil sige op, hvis Boris Johnson vinder. De mest markante er finansminister Philip Hammond, justitsminister David Gauke og udviklingsminister Rory Stewart. De tre brød alle partidisciplinen i sidste uge, da de undlod at deltage i en afstemning i parlamentet, hvorved regeringen led endnu et nederlag. Udover de mange, der valgte ikke at stemme, gik 17 konservative parlamentsmedlemmer direkte imod partiet og stemte sammen med oppositionen.

Afstemningen, der mest af alt var teknisk og ikke handlede om Brexit, betyder den, at den kommende premierminister ikke kan sende parlamentet hjem i mere end 14 dage og dermed køre parlamentet ud på et sidespor op til skæringsdagen for Brexit, sådan som Johnson ellers har pønset på. Hvad der er mere vigtigt, så viste afstemningen, at omkring 30 konservative parlamentsmedlemmer er klar til sætte hårdt mod hårdt for at undgå en situation, hvor briterne forlader EU uden en aftale.

Konsekvensen er, at Boris Johnson som sandsynlig ny leder vil stå i den samme umulige situation som Theresa May, der er gået af, fordi hun trods gentagne forsøg ikke kunne få parlamentarisk opbakning til sin skilsmisseaftale med de andre EU-lande om Brexit.

Men hvor hun kæmpede imod den uforsonlige Brexit-fløj anført at Jacob Rees-Mogg, er det nu den anden mere EU-positive fløj, der vil kaste grus i det parlamentariske maskineri for en kommende premierminister Boris Johnson. Så selvom han i morgen efter alt at dømme kan rykke ind i Downing Street nummer 10, taber han som en anden kong Pyrrhus magten i parlamentet.