Man skulle tro, at Boris Johnson havde nok at se til. Storbritannien er blandt de hårdest ramte af corona-pandemien i den vestlige verden. Økonomien er halvt i ruiner, og en effektiv vaccineringsplan kan ikke skjule, at premierministeren i begyndelsen afviste at tage sygdommen alvorligt. Læg dertil Brexit, altså briternes udmeldelse af EU, som i den forgangne uge har udløst en krise i Nordirland, og en ny bog fra Frankrigs tidligere ambassadør i London, der hævder, at Johnson i det store hele er fuld af løgn.
Nu er der kommet endnu en udfordring. Carrie Symonds, regeringschefens forlovede og mor til hans yngste barn, beskyldes for at agere som en Lady Macbeth. Det var hende, der ifølge Shakespeare fik sin ægtefælle, som egentlig var en blød mand, til at begå mord, så de kunne komme videre i karrieren.
Angrebet mod Symonds kommer ikke fra oppositionen, men en konservativ tænketank, altså fra folk, der deler parti med Johnson. En domstolsundersøgelse skal klarlægge, om hun virkelig har taget over i Downing Street 10, hvor premierministeren har såvel kontor som residens. Udløseren er en samtale mellem Symonds og en dyreværnsforening, der åbenbart førte til, at regeringen aflyste aflivning af grævlinge i Derbyshire. Der er andre beskyldninger også, for eksempel at hun stod bag fyringen af Johnsons rådgiver Dominic Cummings og sluser gamle venner ind i stedet.
Der er måske vigtigere ting i verden end grævlinge, og Cummings var ikke klodens mest populære mand, men klagen fra blandt andre tænketanken The Bow Group går på, at hun ikke er ansvarlig over for nogen.
Her er vi ved noget principielt: Hvor meget må en stats- eller regeringschefs partner blande sig i officielle anliggender? Det korte svar er, at det må hun – det er fortsat overvejende mænd, der er i høje embeder – ikke.
Men virkeligheden er jo ikke enkel. Faktisk er den fuld af eksempler på, at partnere blander sig i tide og utide. Symonds er ikke den første, der kaldes Lady Macbeth. Hillary Clinton opnåede den tvivlsomme ære som hustru til Amerikas 42. præsident, fordi hun, sagde kritikere, fik ham til alt muligt uden nogen politisk kontrol. Selv når Bill Clinton efter en lang dag ville slappe af med en cigar, blev han sendt ud på altanen.
Det var også hustruen til præsident nummer 40, Ronald Reagan, der pressede sin mand til at fyre udenrigsminister Alexander Haig i 1982. ”Ring til George,” sagde hun derefter, og sådan gik det til, at efterfølgeren blev George Shultz, som det fremgik af en nekrolog over Shultz forleden.
Det er sjældent, det går den anden vej. Der er for eksempel ingen historier om, at Margaret Thatcher, Angela Merkel eller Helle Thorning-Schmidts mænd skal have handlet upassende, selvom sidstnævntes gemal i dag forfølger en selvstændig, politisk karriere i Storbritannien.
I Danmark har det i det hele taget været mere på det jævne. Else Eriksen, gift med Erik Eriksen, ”er blandt de statsministerfruer, som har haft størst betydning for deres mænd”, hedder det i professor emeritus Tim Knudsens storværk om danske regeringschefer.
”Hun havde en del af de funktioner, som en moderne spindoktor har i dag,” fortælles det, blandt andet med ”supplerende idéer og forslag til formuleringer”. Men Eriksen var statsminister 1950-1953, det er længe siden, og ingen havde tilsyneladende ondt af det dengang.
To senere statsministerfruer, Eva Kampmann og Helle Virkner Krag, virker i eftertiden til at have haft mest travlt med at holde deres ægtefæller fra flasken og på dydens smalle vej. Ingen af delene lykkedes, hvilket formodentlig ikke var deres skyld.
Men Carrie Symonds må forholde sig til en anden virkelighed, med hurtige medier og en lavere tolerance, når det gælder om at markere sig. Derfor kan sagen om hende blive spændende, og række længere end Downing Street.
Michael Kuttner har været korrespondent i Budapest, Washington og Berlin. Han skriver om internationale forhold med europæisk perspektiv i Kristeligt Dagblad.