Bosniens europæiske muslimer

15 år efter krigen bekender mere end tre fjerdedele af de bosniske muslimer sig som religiøse.

Gadeliv i Sarajevo, hvor der i årene efter krigen er opstået en voksende religiøsitet blandt de sekulariserede bosniske muslimer, og i dag ser mere end tre fjerdedele sig selv som religiøse. De ønsker dog fortsat at dele land med katolikker og ortodokse kristne, som de har gjort i århundreder. --
Gadeliv i Sarajevo, hvor der i årene efter krigen er opstået en voksende religiøsitet blandt de sekulariserede bosniske muslimer, og i dag ser mere end tre fjerdedele sig selv som religiøse. De ønsker dog fortsat at dele land med katolikker og ortodokse kristne, som de har gjort i århundreder. --. Foto: Elvis BarukcicAFP.

Muhamed Mizic har ikke set sine legekammerater siden krigen. De var naboens børn og ortodokse kristne, men de var en del af dagliglivet i Muhameds muslimske familie. Nabokonerne var bedste venner, og børnene løb ind og ud hos hinanden i den lille by nær Bihac i det nordvestlige Bosnien, hvor Muhamed er vokset op. Pludselig forsvandt familien. Muhamed ved ikke hvorhen. Han var endnu ikke fyldt 10 år.

Da den blodige krig i Bosnien brød ud i 1992, var landets religiøse grupper overvejende sekulære, efter at de i årtier havde levet i det socialistiske Jugoslavien.

Men i takt med, at krigen fordrev etniske mindretal og lagde landsbyer øde, voksede en ny national, religiøs identitet frem. Både hos de ortodokse kristne bosniske serbere, de katolske bosniske kroater, og de bosniske muslimer (også kaldet bosniakker).

I dag – 15 år efter krigens afslutning i 1995 – ser mere end tre fjerdedele af de bosniske muslimer sig selv som religiøse. Hovedstaden Sarajevo er overvejende muslimsk, og Bosniens ortodokse kristne, katolikker og muslimer bor mere adskilt end nogensinde før. Alligevel ønsker et flertal af de bosniske muslimer ikke at leve i en muslimsk stat, men vil bevare det multireligiøse samfund, landet har været i århundreder.

23-årige Maida Krzovic er bosnisk muslim. Men hun er ikke religiøs, fortæller hun. Hun går af og til i moské til bajram eller andre muslimske højtider, fordi det er traditionen, ellers stort set aldrig.

"Min far lærte min søster og mig om det, som står i Koranen, da vi voksede op. Men der var aldrig nogen tvang fra hans side. Ligesom det altid var frivilligt, om jeg ville med i moskeen eller ej. Min far er troende, men min mor er ateist, så det har altid været muligt at vælge selv," siger Maida Krzovic.

Hun studerer engelsk på universitetet i Sarajevo, hvor hun har boet hele sit liv. Også under den næsten fire år lange belejring af byen, hvor bosnisk-serbiske snigskytter lå på lur i de lave bjerge, som omkranser hovedstaden, og vilkårligt dræbte mere end 10000 af byens indbyggere.

"Vi var omgivet af så meget død og lidelse under krigen. Mange forsøgte at finde styrke i religion. Efter krigen fortsatte nationalisterne med at bruge religion til at trække stemmer og til at forsøge at splitte befolkningen," siger Maida og fortsætter:

"Min far var ikke specielt religiøs, før krigen brød ud, men det ændrede sig. Nu læser han oftere i hellige bøger og går i moské. Men flere af hans bedste venner er katolikker og ortodokse. Gamle venner fra før krigen, som blev i Sarajevo under belejringen og kæmpede for byen. Vi har altid været vant til at leve sammen med folk, der var anderledes end os selv."

Maida Krzovics far var langtfra alene. Med krigen i Bosnien fra 1992 til 1995, hvor op mod 100.000 blev dræbt og mere end to millioner drevet på flugt, opstod en ny etnisk, religiøs bevidsthed blandt de bosniske muslimer, som kom i takt med, at de som gruppe blev forfulgt. Ifølge det uafhængige Research og Dokumentations Center i Sarajevo, der siden 2004 har ført register over de forbrydelser, som blev begået under krigen, var 83 procent af de civile ofre og 53 procent af de soldater, som faldt, bosniske muslimer.

"Der var mange i krigen, som blev ofre, blot fordi de var muslimer. Eller fordi deres navn identificerede dem som muslimer. De behøvede ikke engang at have praktiseret islam, eller tro på Allah. Krigen skabte et tilhørsforhold til en gruppe, også selvom mange måske aldrig før havde tænkt på sig selv som muslimer, men først og fremmest som bosniere," siger førsteamanuensis i antropologi ved Bergens Universitet Tone Bringa, der har forsket i islam og muslimer på Balkan de sidste 20 år.

Religion fik allerede i slutningen af 1980?erne en større betydning i det bosniske samfund i det ideologiske tomrum, som opstod, da socialismen var ved at miste sit greb om det tidligere Jugoslavien. Nationalistiske politikere nærede yderligere den spirende religiøsitet ved at bruge religion til at mobilisere landets etniske grupper, så gamle naboer vendte hinanden ryggen og slog hinanden ihjel.

"I dag er det ikke ligegyldigt, hvilken religiøs gruppe du tilhører, og afstanden til de andre grupper er vokset. Det er dog vigtigt at forstå, at konflikten i landet ikke er en konflikt mellem kristne og muslimer, men en konflikt mellem ortodokse serbere, katolske kroater og muslimske bosniakker. Og dynamikken mellem de tre afhænger i høj grad af, hvad der skete under krigen, hvem som kæmpede mod hvem," siger antropolog Tone Bringa.

Islam kom til Bosnien med osmannerne i det 15. århundrede i form af en mindre streng og dogmatisk og mere tolerant version af islam, der eksisterede side om side med de religioner, som allerede var i regionen.

Muslimerne i landet havde derfor inden krigen en lang tradition for at leve sammen med kristne i et multikulturelt samfund, for at udveksle traditioner, besøge hinanden til højtider og for at acceptere indbyrdes religiøs forskellighed, understreger Tone Bringa. Under Tito blev de moderate muslimer yderligere sekulariseret. I 1946 blev landets shariadomstole, som havde eksisteret indtil da, lukket, og sharialovgivningen afskaffet.

Den mangeårige sameksistens med andre religioner og årtier under socialismen skabte en særlig form for islam i Bosnien, hvor religion for de moderate bosniske muslimer i højere grad blev et spørgsmål om traditioner og kulturel arv.

"At være muslim i en bosnisk kontekst betød ikke nødvendigvis en, som tror på Gud. Det handlede lige så meget om, hvilke traditioner man var vokset op med. Hvilken mad, man spiste hjemme, hvilken kaffe man drak. Hvilket navn man fik. Ligesom det i dag er med til at definere, hvem man er i forhold til serberne og kroaterne. Det har været en etnisk og kulturel identitet for flertallet af bosniske muslimer mere end den religiøse identitet, det også er blevet efter krigen," forklarer antropolog Tone Bringa.

En omfattende undersøgelse af bosniske muslimers forhold til religion, foretaget af Institut for Sociologi ved Sarajevos Universitet, vidner om en stigende religiøs bevidsthed 15 år efter krigens afslutning.

Flere og flere faster under ramadan og fejrer bajram. Nye moskeer og madrassaer skyder op, finansieret blandt andet af det konservativt muslimske Saudi-Arabien, der har investeret mere end en halv milliard dollar i Bosnien siden krigens afslutning.

Da det tidligere Jugoslavien brød sammen, og de muslimske bosniakker skulle formulere en national identitet, var det netop dét, at de var muslimer, som adskilte dem fra serberne og kroaterne. Den politiske elite lånte islamiske symboler til det nye land. Blå vejskilte fik profeten Muhammeds grønne farve i de muslimsk kontrollerede dele af landet, og kommunistiske gadenavne blev udskiftet med muslimske. For nogle år siden blev den kommunistiske udgave af julemanden, Dedo Mraz (Bedstefar Frost), fjernet fra alle børnehaver i Sarajevo, hvor der også er blevet indført undervisning i islam, trods protester fra både muslimske, kroatiske og serbiske forældre.

"Der er er dele af den politiske elite, som ønsker at fjerne skikke, der anses som ikke-islamiske fra det offentlige rum. Politikere, der har tæt kontakt til religiøse ledere, men det bliver ofte mødt med modstand i befolkningen," påpeger Tone Bringa.

Flertallet af de bosniske muslimer ønsker således ikke en muslimsk stat, eller at religion skal spille en større rolle i det politiske liv, viser undersøgelsen fra Sociologisk Institut ved Sarajevos Universitet. 6 ud af 10 bosniske muslimer mener, at religion er et personligt anliggende, og to tredjedele mener, at religion ikke hører hjemme i politik. Mere end halvdelen af muslimerne ønsker ikke, at kvinder skal bære tørklæde eller klæde sig efter islamiske normer. Ligesom et flertal er uenige i, at man skal forbyde salg af svinekød og alkohol på landets markeder, også selvom det er mad og drikkevarer, der er forbudt for muslimer.

"De bosniske muslimers religiøse identitet voksede under krigen. Og studiet viser, at religion er et meget vigtigt parameter kulturelt som en kollektiv identitetsmarkør. Men bosniakkerne ønsker at leve i et sekulært samfund. Det er stadig deres etniske identitet, der er den vigtigste," siger lektor ved Sarajevos Universitets sociologiske fakultet Dino Abazovic, der har ledet den omfattende undersøgelse af bosniske muslimers forhold til religion.

"Samtidig viser studiet, at de fleste bosniske muslimer ønsker at holde fast i det multireligiøse samfund, Bosnien altid har været, og opbygge en fælles stat med de andre religiøse grupper i landet. Det betyder dog ikke, at alle bor lykkeligt sammen. Den dominerende attitude er stadig, at det har stor betydning, hvem der er hvem, og man tager mest vare på sine egne. Men det er ikke kun et spørgsmål om religion, det er især et resultat af det, der skete under krigen," siger Dino Abazovic.

I denne genopbygningsfase er det helt afgørende, at Vesten holder fast i landets multietniske karakter i stedet for at fremstille Bosnien som Europas moderate muslimer, påpeger forfatter og journalist Esad Hecimovic, der i en årrække har researchet og skrevet om islam i Bosnien-Hercegovina.

"Siden 2001 har vestlige regeringer været så forhippede på at have en moderat muslimsk stemme i Europa, at de har ydet stor støtte til moderate islamiske ledere i landet og den, omend moderate, islamisering af det bosniske samfund, de står for. Resultatet har været, at en islamisk identitet i Bosnien er blevet styrket. Men glemmer man landets multietniske, multireligiøse fundament, bliver det svært for de bosniske muslimer at dele land med to kristne befolkninger, at overbevise katolikkerne og de ortodokse kristne om, at landet også er deres. Og så er fremtiden for et multikulturelt Bosnien tvivlsom," siger Esad Hecimovic.

De muslimske bosniakker udgør 45 procent af befolkningen i Bosnien-Hercegovina, de ortodokse serbere 36 procent og de katolske kroater 15 procent.

stubbe@kristeligt-dagblad.dk