Brasiliansk chokvalg er billedet på et politisk opgør i Latinamerika

Over hele Latinamerika er vælgerne trætte af dårlig økonomi og korruption og vender sig mod dem, de ser som stærke, uafhængige mænd. Det er blandt andet valget i Brasilien et symbol på

Det brasilianske valg markerer halvvejen på et to år langt maraton, hvor i alt 14 latinamerikanske lande vælger ny præsident. På mange måder er Jair Bolsonaros kandidatur til præsidentposten symbolet på den bølge af politisk forandring, som med valgene skyller hen over Latinamerika.
Det brasilianske valg markerer halvvejen på et to år langt maraton, hvor i alt 14 latinamerikanske lande vælger ny præsident. På mange måder er Jair Bolsonaros kandidatur til præsidentposten symbolet på den bølge af politisk forandring, som med valgene skyller hen over Latinamerika. Foto: Eraldo Peres/Ritzau Scanpix

Brasilianerne har ligesom mange andre borgere i Latinamerika fået nok af korruptionen og de traditionelle partier, og det i en sådan grad, at den konservative nationalist Jair Bolsonaro nu er uhyre tæt på at blive Brasiliens næste præsident efter at have fået hele 46 procent i søndagens første valgrunde.

Det har overrasket de fleste, at den kontroversielle politiker har klaret sig så godt i et valg, som ellers var spået til at blive et tæt løb mellem ham og arbejderpartiets PT’s kandidat, Fernando Haddad, og han er nu også favorit til at vinde anden valgrunde den 28. oktober.

”Jair Bolsonaro har ført valgkamp på, at han kan løse alle Brasiliens problemer. Folk vender sig mod ham, fordi de føler, at de ikke har andet valg,” siger Greg Weeks, der er professor i latinamerikansk politik på det amerikanske universitet UNC Charlotte i North Carolina og udgiver af podcasten ”Understanding Latin American Politics”.

Jair Bolsonaro har primært ført valgkamp fra hospitalssengen efter at være blevet stukket ned ved et valgmøde i sidste måned.

Artiklen fortsætter under annoncen

Selvom han egentlig er katolik, får han massiv støtte fra de evangelikale kirker, men han deler også vandene på grund af kontroversielle udtalelser som, at han hellere ville have en død end en homoseksuel søn, og fordi han vil bruge våbenmagt til at løse Brasiliens problemer. Han er tidligere kaptajn i militæret og har rost flere latinamerikanske diktatorer, herunder chilenske Augusto Pinochet, som han har udtalt burde have slået flere mennesker ihjel.

”Jair Bolsonaro siger en masse uhyrlige ting. Det er ting, som mange nok tænker, men er bange for at sige højt. Han appellerer til en gruppe mennesker, der føler, han er et tiltrængt frisk pust. Hele hans kampagne har handlet om at være så hård som muligt og er centreret omkring en form for hypermaskulinitet,” siger Greg Weeks.

Det brasilianske valg markerer halvvejen på et to år langt maraton, hvor i alt 14 latinamerikanske lande vælger ny præsident. På mange måder er Jair Bolsonaros kandidatur til præsidentposten symbolet på den bølge af politisk forandring, som med valgene skyller hen over Latinamerika. Vælgerne vender ryggen til de etablerede partiers kandidater og stemmer i stedet på folk, der har den fællesnævner, at de ikke er magthavere.

”En del af det handler om det, man kalder personalismo, altså tendensen til at fokusere på en person – gerne en stærk mand. Og det har også en bagside. Præsidenterne har enormt meget magt i Latinamerika, og derfor bliver de ofte holdt personligt ansvarlige for alt det, som er gået galt,” forklarer Greg Weeks.

”Latinamerikanerne er pragmatiske. De søger mod politikere, der kan komme med konkrete løsninger på deres mange problemer. Det er drivkraften bag de politiske forandringer. Der er især to ting, der optager vælgerne. Det første er den haltende økonomi. Det andet er den omfattende korruption,” siger han.

Op igennem 00’erne gik det godt med økonomien i mange af de latinamerikanske lande. Vækstraten var høj, antallet af latinamerikanere, der tilhører middelklassen, steg til 35 procent, alt imens andelen af folk, der lever under fattigdomsgrænsen, blev næsten halveret til 25 procent. Da finanskrisen ramte i 2008, gik økonomien i store dele af regionen næsten i stå.

Verdensbanken vurderede sidste år, at Brasilien med en vækst på 0,3 procent havde Latinamerikas dårligste økonomi. Men også lande som Mexico og Argentina kæmper med økonomien.

Og så er der korruptionen. De latinamerikanske lande ligger konsekvent i toppen af listerne over, hvor der er mest korruption. Det er svært at sige, hvornår problemet begyndte, og det simple svar er: ”Sådan har det altid været”.

”Latinamerikanerne har historisk set været villige til at tolerere politikernes tyverier,” siger Luis Alberto Moreno fra Den Interamerikanske Udviklingsbank til World Economic Forum.

Men den accept er ved at forsvinde i store dele af Latinamerika. I Brasilien afsoner ekspræsident Luiz Inácio da Silva, kaldet Lula, en dom på 12 år for korruption, og hans efterfølger, Dilma Rous-seff, blev for to år siden afsat efter anklager om embedsmisbrug. Den tidligere argentinske præsident Cristina Fernández de Kirchner sidder varetægtsfængslet under anklager om fusk med offentlige midler. Og i Colombia, Mexico og Peru er lignende retsopgør mod tidligere præsidenter og højtstående embedsmænd i gang.

Sidste år viste undersøgelsen ”The Political Culture of the Americas” fra Vanderbilt University i USA, at over 80 procent af latinamerikanerne mener, at mindst halvdelen af alle politikere er korrupte. Og latinamerikanerne har fået nok af korruptionen.

Vanderbilt-undersøgelsen viser også, at tiltroen til, at demokratiet er den bedste styreform, er faldende. Noget, som især gør sig gældende blandt den yngre genera-tion af latinamerikanere. For mange føler, at politikerne har svigtet dem, forklarer Christopher Sabitini, Latinamerika-ekspert på Columbia University i USA.

”Vælgerne er vrede og føler sig ført bag lyset. Mange af de siddende regeringer i Latinamerika har lovet forandringer, der aldrig er kommet. Så nu er vælgerne villige til at lægge deres tillid i hænderne på enhver, som siger, at de kan bryde med status quo,” siger han.

Historisk set har meget af diskussionen om latinamerikansk politik været domineret af ideologi. Op igennem 1980’erne og 1990’erne var store dele af regionen styret af højreorienterede diktatoriske regimer. Men Hugo Chávez’ socialistiske revolution i Venezuela blev startskuddet på det, der siden blev døbt den lyserøde bølge, hvor venstreorienterede kandidater overtog magten.

”Efter mange år ved magten er det blevet klart, at mange af de venstreorienterede regeringer har spillet fallit i forhold til nutidens udfordringer. Det vigtigste nu er ikke ideologi, men hvor effektiv en regering har været. Derfor ser vi nu en stor ideologisk spredning blandt de nye præsidenter,” vurderer Greg Weeks.

Kigger man udover det felt af præsidenter, der er blevet valgt inden for det seneste år, fordeler de sig over hele det ideologiske spektrum eller har slet og ret ingen ideologi. Men der er mange ligheder i den måde, de har ført kampagne på, mener Christopher Sabitini. Som eksempel bruger han den brasilianske præsidentkandidat Jair Bolsonaro og den nyvalgte mexicanske præsident Andrés Manuel López Obrador, til dagligt kaldet Amlo.

”På papiret er de hinandens totale modsætninger. Men deres popularitet er i høj grad bygget på det samme fundament. De har ført kampagne på, at de er dydige. På at sige: ’Jeg er en ærlig mand, vælg mig’,” siger Christopher Sabitini.

”Samtidig har de præsenteret meget simple løsninger på enormt komplekse problemer. For eksempel har Bolsonaro foreslået at bruge militæret i kampen mod den stigende kriminalitet – en simpel, men også højst upraktisk og usandsynlig løsning,” fortsætter han.

Med kampagner, der er fokuseret på enkeltsager, og som i høj grad er drevet frem af vage politiske løfter, kommer en usikkerhed, mener han. For ingen ved på forhånd, hvordan kandidater som Amlo eller Bolsonaro vil føre politik. Ligesom det var tilfældet i USA, da Donald Trump overtog præsidentembedet i 2017 efter at have ført valgkamp på en lignende måde.

”Deres popularitet er blevet drevet frem af befolkningens vrede, og det, vi ser lige nu, er, at det betyder forsvindende lidt, hvad outsiderkandidaterne rent faktisk foreslår,” siger Christopher Sabitini, som fremhæver, at de traditionelle partier på trods af deres fejl indtil nu været med til at skabe en form for stabilitet i Latinamerika.

De har haft en bestemt ideologi og et godt smurt politisk maskineri, der har gjort dem i stand til at træffe beslutninger. Det forsvinder nu, mener han, mens det er uklart, hvad der kommer i stedet.

”Uden historisk præcedens kan vi sige meget lidt om, hvad der nu kommer til at ske,” siger Christopher Sabitini.

*Både valget i Honduras og Venezuela er af internationale observatører blevet kritiseret, og valget i Venezuela er ikke anerkendt i resten af Latinamerika.