Brasilien vil skabe en ny verdensorden

Mens store dele af verden er hårdt ramt af krisen, buldrer Brasiliens økonomi af sted. Landet træder nu for alvor ind på verdensscenen og stiller krav om politiske og sociale forandringer og et opgør med Vestens magt

Overalt i Rio de Janeiro er der gang i byggeriet frem mod VM og OL. Her vises ombygningen af Maracana-fodboldstadionet frem for pressen. –
Overalt i Rio de Janeiro er der gang i byggeriet frem mod VM og OL. Her vises ombygningen af Maracana-fodboldstadionet frem for pressen. –. Foto: Ricardo MoraesReuters.

Brasilien lader til at have fundet formlen for succes i Latinamerika. Med en styrkelse af demokratiet, en håndfast økonomisk politik og investeringer i samfundet er en ny stormagt ved at rejse sig. Landet er ved at nedbryde USAs tidligere magtmonopol i regionen og kræver politiske og sociale forandringer i verden. Men hvorfor er Brasilien på bare 10 år gået fra at være en mindre betydelig aktør i det globale samfund til nu at være en stormagt?

Den helt afgørende faktor er landets økonomiske udvikling de seneste 10-15 år, mener Steen Fryba Christensen, lektor og ph.d. ved Institut for Kultur og Globale Studier ved Aalborg Universitet.

LÆS OGSÅ: Danmark går glip af milliarder i Brasilien

Brasiliens økonomi er præget af en høj og relativt stabil vækst, som har vist sig robust og bæredygtig gennem krisen. Og med store oliefund og en voksende købestærk middelklasse er der god grund til at tro, at Brasiliens rivende udvikling vil fortsætte, siger han.

Ifølge ham har Brasilien længe haft potentiale til at blive en stormagt. Men landet har en broget historie præget af statskup, dårlig ledelse, fejlslagne investeringer og manglende kontrol med økonomien. Brasilien blev styret af et militærdiktatur helt frem til 1984.

Siden har politikerne gennem en lang række reformer gradvist fået styr på økonomien. Det har givet råderum for masser af investeringer i samfundet. Her peger Steen Fryba Christensen på, at infrastrukturen er blevet bedre. Flere får en videregående uddannelse, og uddannelsesinstitutioner har generelt fået et kvalitetsløft. Samtidig har adskillige sociale programmer og reformer været med til at skubbe millioner af brasilianere ud af fattigdom og op i den købestærke middelklasse, hvilket har gavnet virksomhederne og forbruget.

Udviklingen betyder, at Brasilien i dag er verdens sjette-største økonomi foran Storbritannien, og landet forventes i løbet af få år at fortrænge Frankrig fra femtepladsen. Landet har fået to enestående muligheder for at udstille sine fremskridt på den internationale scene med værtskabet for verdensmesterskaberne i fodbold til næste år og De Olympiske Lege i 2016.

Brasilien vil udnytte sit momentum, sin økonomiske styrke og sit stormagtspotentiale til at opnå endnu større indflydelse på omverdenen. En af hjørnestenene i udenrigspolitikken er en gennemgribende reform af FN. Blandt andet kræver man at få en permanent plads i det magtfulde sikkerhedsråd. Et krav, som man samarbejder med Indien, Japan og Tyskland om at få realiseret.

Brasilien ønsker store ændringer i FN og andre internationale institutioner, så de afspejler klodens aktuelle økonomiske og politiske magtfordeling og ikke de historiske. Derfor vil man have et opgør med Vestens fortrinsret i flere af disse institutioner, som Vesten dog ikke har tænkt sig at opgive, siger Steen Fryba Christensen.

Brasilien ønsker også en større rotation i Sikkerhedsrådet blandt de ikke-permanente medlemmer. Det vil især komme u-landene til gode. Brasilien har også lagt billet ind på den attraktive post som generaldirektør for verdenshandelsorganisationen, WTO, der bliver ledig i maj.

Et andet afgørende punkt i udenrigspolitikken er forholdet til USA. Regeringen i Brasilien tager afstand fra USAs dominans i Sydamerika, som traditionelt bliver betragtet som USAs baggård. Her er man utilfreds med den sikkerhedspolitiske situation, hvor Brasilien vil være den stærkeste magtfaktor i regionen. USA har for eksempel et tæt samarbejde med det højreorienterede Colombia om en militærbase, hvilket er en torn i øjet på den brasilianske administration. Det skyldes, at Brasilien ønsker et tæt politisk og sikkerhedsmæssigt samarbejde med de sydamerikanske lande. Dette samarbejde betegnes Unasul Unionen af Sydamerikanske Lande. Et af målene er at styrke samarbejdet for at undgå konflikter i en region med store ideologiske og kulturelle forskelle. Derfor er det ømtåleligt for Brasilien, når USA blander sig i det samarbejde ved at lave sikkerhedspolitiske alliancer med især de højreorienterede lande i Sydamerika på tværs af Unasul-samarbejdet.

Et af de helt store gnidningspunkter i den sammenhæng er, at USA i 2008 genoprettede den sydatlantiske flåde. Det er en større flåde af skibe, som patruljerer i farvandene omkring Sydamerika. Flåden har ellers ligget stille siden 1950erne.

Brasilien ønsker grundlæggende en fredelig sameksistens af nationer uden indblanding i interne anliggender. Derfor er et andet af stridspunkterne med USA forholdet til Hugo Chávez og Venezuela. Mens Brasilien har et venskabeligt forhold til den socialistiske stat og ser stort på landets gentagne overtrædelser af menneskerettighederne, har USA flere gange været på kollisionskurs med Venezuela. Og her frygter Brasilien, at USA på længere sigt kunne finde på at besætte landet, hvilket vil være i direkte modstrid med brasilianske interesser. Brasiliens strategi om ikke-indblanding betyder også, at man er parat til at samarbejde med regimer i blandt andet Afrika. Generelt er Brasilien langt mere forsigtig sammenlignet med de vestlige lande i forhold til at besætte andre lande, forklarer Steen Fryba Christensen. I 1988 tilføjede Brasilien ikke-interventionsprincippet, som er et grundlæggende princip om ikke at gribe militært ind i andre lande, i sin forfatning.

Brasilien er stolt over landets fredelige historie, der kun har ført til få gnidninger med naboerne, som man efterhånden har fået et rigtig godt samarbejde med. Og netop landets modstand mod militære besættelser og krigene i Afghanistan og Irak kan være en af hovedårsagerne til, at USA er betænkelig ved, at Brasilien får en fast plads i FNs Sikkerhedsråd.

Steen Fryba Christensen påpeger samtidig, at USA stadig er en Brasiliens vigtigste handelspartnere. Derfor vil man på den en side gerne have et godt forhold til USA, men omvendt også gøre det klart, at man selv vil være den dominerende aktør i regionen.

Brasilien forøger også sit forsvarsbudget kraftigt i disse år for at gøre dette budskab klart. Blandt andet vil man ruste sig til at kunne forsvare sine olie- og gasfelter langs kysten samt gasledninger og andre leverancer af naturressourcer fra nabolandene. Det har ført til ambitioner om selv at producere våben. I den nationale forsvarsstrategi fra 2008 vil regeringen satse på teknologioverførsel fra flere af de store våbenproducerende lande, så Brasilien selv kan producere kampfly, helikoptere og atomdrevne ubåde.

I den sammenhæng er USA bekymret for Brasiliens erklærede mål om selv at berige uran. Brasilien forsikrer dog omverdenen om, at det er til fredelige formål. I Pentagon frygter man alligevel, at Brasilien er i gang med at fremstille atomvåben, som det flere gange er blevet hævdet i forskellige medier. Men er det tilfældet, strider det mod ikke-spredningsaftalen, som Brasilien tilsluttede sig i 1997. Der har også været debat i Brasilien om, hvorvidt det i sin tid var en god idé at tilslutte sig aftalen, da atomvåben er med til at definere en stormagt.

Et andet punkt, hvorfra Brasilien forsøger at gøre sig mindre afhængig af USA og de vestlige lande, er ved at etablere nye forbindelser, aftaler og alliancer. Et af dem er det såkaldte syd-syd-samarbejde. Det startede som en handelsaftale mellem afrikanske og sydamerikanske lande, som gradvist er vokset. Samarbejdsaftalen har udviklet sig til at omfatte sikkerhedspolitiske spørgsmål, hvor der fra afrikansk side blandt andet har været fremsat forslag om at danne et fælles forsvar. Et andet mål med aftalen er at stå stærkere politisk på den globale arena, hvor ingen af landene på de to kontinenter for eksempel er repræsenteret som permanente medlemmer i Sikkerhedsrådet.

Brasiliens forhold til EU er mindre anstrengt. Samhandlen vokser støt mellem dem. Der har dog i den seneste tid været to stridspunkter, fortæller Steen Fryba Christensen. For det første har medierne i flere omgange lagt spalter til gensidige anklager fra de to parter om, at modpartens høje toldmure og afgifter besværliggør en tættere samhandel. Brasilien anklager EU for landbrugsstøtten, som gør det svært for udlandet at afsætte landbrugsprodukter på det europæiske marked. Omvendt mener man i Bruxelles, at Brasilien fører en for protektionistisk handelspolitik, hvor høje importafgifter og toldafgifter giver brasilianske virksomheder en fordel, forklarer Steen Fryba Christensen.

Brasilien ønsker ikke en for stor udenlandsk import, hvilket kan give underskud på betalingsbalancen. Derimod er man mere interesseret i, at udenlandske virksomheder slår sig ned i Brasilien, så de skaber brasilianske arbejdspladser, siger han.

Desuden har Brasilien i flere omgange kritiseret EU for asyl- og immigrationspolitikken. Fra brasiliansk side mener man, at EU kører en alt for hård og stram linje over for blandt andre flygtninge fra u-landene.

Her betragter man en del af problemerne i Afrika som europæernes egen skyld gennem først kolonial udnyttelse og senere udbytning og forfejlede indsatser på kontinentet. Derfor må EU ifølge Brasilien tage et større ansvar for de flygtninge- og immigrantudfordringer, man selv har været med til at skabe.

Denne kritik er et led i Brasiliens overordnede vision om en større omfordeling af verdens goder. I Brasilien mener man ikke, at de traditionelle handelsforbindelser mellem Vesten og Den Tredje Verden har gavnet u-landene særlig meget. Tværtimod er det i høj grad her, man skal finde kimen til fattigdomsproblemerne, som mange af landene stadig slås med.

Brasilien har på den måde profileret sig som en forkæmper for de fattige lande. Man har blandt andet eftergivet store gældsbeløb til flere afrikanske lande og øget teknologioverførslen fra det velfungerende brasilianske landbrug til Afrika. Men ifølge Steen Fryba Christensen er det endnu for tidligt at sige, om det er spil for galleriet, eller om der for alvor kommer handling bag hensigtserklæringerne.

De forskellige elementer i de udenrigspolitiske visioner peger alle i retning af et overordnet mål: en ny multipolær verdensorden. En orden, som afspejler det internationale magthierarki, der har udviklet sig de seneste år, og som reflekterer de nye økonomiske og politiske vilkår. Ideologisk set mener Brasilien grundlæggende, at verdens problemer kan løses ved forhandlingsbordet gennem de internationale institutioner. Men så længe disse institutioner ikke afspejler den reelle magtbalance, forhindrer det en retfærdig og effektiv sagsbehandling. Men den ideologi og tilgang til magtspillet er bestemt ikke uden bagtanker, mener Steen Fryba Christensen.

En større grad af transformation til en multipolær verden vil helt klart gavne Brasiliens krav om større indflydelse på omverdenen. Med den sjettestørste økonomi, verdens femtestørste befolkning og potentiale for vækst og udvikling kan Brasilien se frem til en attraktiv og indflydelsesrig plads i det internationale magtspil, hvis de internationale institutioner og magthierarkiet bliver reformeret efter landets ønske, siger han.

Brasiliens opkomst som stormagt har dog endnu ikke haft de helt store konsekvenser, vurderer Steen Fryba Christensen. Men ifølge ham er der ingen tvivl om, at landets visioner om en multipolær verden ikke er noget, som de traditionelle stormagter er positivt indstillet over for.

Med Brasiliens voksende økonomiske og politiske styrke stiger presset på en reformering af de internationale institutioner som FN, WTO og Verdensbanken. Et pres, som gradvist øges i samarbejde med blandt andre Indien, Kina og Sydafrika. Og imødekommer Vesten ikke de krav, kan konsekvensen blive, at disse lande opretter parallelle institutioner, som udfordrer de nuværende, siger han.

Hvis Brasilien omvendt får mere indflydelse i de internationale institutioner, kan en af konsekvenserne være, at det bliver endnu vanskeligere for vestlige lande at gribe militært ind i og besætte andre lande, mener Steen Fryba Christensen.

Bliver Brasilien optaget som permanent medlem i Sikkerhedsrådet, vil man sandsynligvis ligesom Kina nedlægge veto mod militære interventioner i andre lande. Det kan for eksempel gøre det sværere for verdens ledere at nå til enighed om angreb på for eksempel Iran, Libyen og Syrien. Til gengæld bakker Brasilien op om FNs fredsbevarende missioner rundt omkring, hvor man er aktiv flere steder.

Langt de fleste lande er dog grundlæggende positive over for Brasiliens opblomstring. I kraft af især den købestærke middelklasse importerer Brasilien flere og flere varer fra udlandet, hvilket kommer efterspørgslen på det globale marked til gode.

I en krisetid, hvor mange lande holder igen med forbruget, er Brasiliens vækst med til at forbedre den globale økonomi, siger Steen Fryba Christensen.