Storbritannien har netop indledt det 21. århundredes hidtil mest radikale nationale eksperiment: Brexit. Efter at have vundet en jordskredsvalgsejr på løftet om at ”få gennemført Brexit” har Boris Johnson omsider honoreret resultatet af folkeafstemningen i 2016. Storbritannien har forladt Den Europæiske Union, og der er ingen let vej tilbage eller nogen garantier for, hvad der nu vil ske. Efter at have stemt for Brexit to gange har briterne endelig taget springet – omend de ved meget lidt om, hvor de er sprunget hen.
Det er i det mindste den traditionelle opfattelse. I denne fortælling er Brexit i bund og grund en afvigelse, et udtryk for monumental dumhed og dybest set et forsøg på at vende historiens tidevand, som presser mellemstore lande sammen i multinationale blokke, så de kan konkurrere i en verden af supermagter. Med beslutningen om at forlade den største og mest avancerede af disse blokke har briterne ladet et øjebliks nostalgisk vanvid rive fortøjningerne løs, og de vil blive kastet ud på den økonomiske isolations åbne hav, i samme øjeblik resten af verden, anført af Donald Trump, sætter handelsbarrierer op. Det er fortællingen om et land, der har mistet kontrollen over, hvem de er, og hvor de skal hen.
Men det er kun én måde at anskue dette øjeblik i Storbritanniens historie på – et øjeblik, som markerer afslutningen af én epoke og begyndelsen på den næste. Der er også et andet perspektiv, hvor Brexit betragtes som en overvejende konservativ handling, en tilbagevenden til det, der trods alt stadig er normen for de fleste lande: uafhængig, national suverænitet. Ifølge denne opfattelse, som deles af flere konservative historikere, økonomer og politikere, handler Brexit primært om at beskytte sig mod EU’s radikalisme, idet det er blokkens pressen på for en stadig tættere union – manifesteret allertydeligst i den fælles valuta – der betragtes som den historiske afvigelse, som forvandler det, der engang var en sammenslutning af nationalstater, til en føderal union.
Sandheden er, at begge fortællinger rummer nogle grundlæggende sandheder. Brexit er både en revolution og en konservativ beslutning, som ikke søger et øjeblikkeligt brud – men som måske nok indvarsler ét alligevel. Brexit er utvivlsomt et udtryk for britisk radikalisme, men samtidig en handling, der kun rigtig kan forstås i kontekst af en meget større fortælling om europæisk radikalisme.
Træd et skridt tilbage, og Brexit rejser spørgsmål, der er langt større end diskussionerne om det rigtige eller forkerte ved folkeafstemningsbeslutningen og Johnsons efterfølgende gennemførelse af den. Brexit er et skoleeksempel på nogle af de mest fundamentale spørgsmål, enhver nationalstat må stille sig selv i dag: Hvordan kan man bevare sin velstand og sin suverænitet i en globaliseret økonomi? Hvordan kan man bevare det nationale demokratis korrigerende kraft inden for rammerne af overnationale institutioner? Og i sidste instans, hvordan kan almindelige borgere bevare kontrollen over deres liv og levebrød i en verden, hvor flere og flere livsområder er uden for national politisk kontrol – hvad enten det drejer sig om told og udenrigshandel eller om indvandring og nationalt statsborgerskab?
Det er denne Brexit-fortælling, der danner bagtæppe for Storbritanniens farvel til EU – historien om landet, der besluttede at sætte sig op imod efterkrigstidens verdensorden og ”tage kontrollen tilbage”, men som ikke rigtig ved, om det overhovedet kan lade sig gøre længere, eller for den sags skyld om man på noget tidspunkt rent faktisk havde mistet kontrollen. Det er også en fortælling, som hverken begyndte eller sluttede den 31. januar – det officielle brudpunkt – men begyndte årtier tilbage og sandsynligvis vil fortsætte årtier endnu.
I august 1962 rejste en 79-årig Clement Attlee sig i Overhuset for at tale om spørgsmålet om at søge optagelse i Det Europæiske Økonomiske Fællesskab (EØF) – forløberen for EU. Attlee var ikke en hvilken som helst politiker, men Labour-partiets største premierminister og vicepremierminister for Winston Churchill under krigen. Hans regering fra 1945 havde indvarslet en socialistisk efterkrigskonsensus, oprettet Nato og i al hemmelighed udviklet Storbritanniens selvstændige atomvåbenarsenal. I 1962 var Storbritannien dog ved at sakke økonomisk agterud i forhold til det europæiske fastland, men afviste stadig opfordringen til at gå med i den spirende union. På trods af de hjemlige problemer forblev Attlee hårdnakket modstander af britisk medlemskab.
For Attlee var udsigten til britisk medlemskab af EF et varsel om drastiske forandringer i landets udenrigspolitik og økonomiske politik. Forholdet til Europa ville blive prioriteret højere end forholdet til resten af verden, og Storbritannien ville afgive national kontrol til fordel for regional indflydelse.
”Vi vil blive begrænset i vores ret til at styre vores egne anliggender,” sagde han.
”Måske er det rigtigt, måske er det forkert, men tag ikke fejl: Det er helt anderledes end noget, vi har prøvet før.”
I EF, fortsatte han, ville Storbritannien blot blive ”et vedhæng til Europa”.
Da Storbritannien holdt sin første folkeafstemning om EF-medlemskabet i 1975, fremsatte en vis Margaret Thatcher, daværende leder af den konservative opposition, modargumentet.
”Hvis Storbritannien meldte sig ud”, sagde Thatcher til vælgerne, ”så forestiller vi os måske, at vi kunne genvinde fuld national suverænitet. Men det ville være en illusion. Vores liv ville påvirkes mere og mere af EF, men vi ville ikke have nogen indflydelse på de beslutninger, som ville påvirke os så stærkt”.
Attlee havde rejst spørgsmålet om kontrol; Thatcher havde svaret igen med indflydelse.
Attlees betænkeligheder – og Thatchers modsvar – er lige så relevante i dag, som de var i 1962 og 1975, blot med den forskel at det i dag er Thatchers konservative højrefløj, der fører an i Storbritanniens euroskeptiske tilbagetrækning fra blokken, og ikke Attlees venstreorienterede arvtagere i Labour.
I de første par tiår af Storbritanniens flirt med Europa, som mundede ud i fuldt medlemskab af EF, var der modstand mod britisk deltagelse både i venstre og højre side af det politiske spektrum. Dette begyndte at ændre sig, efter at Thatcher blev premierminister. I 1988 talte Europa-Kommissionens formand, Jacques Delors, til det britiske fagforbund ”Trades Union Congress” (TUC), landets største faglige landsorganisation – og startede en lavine, der kom til at ændre det politiske billede i landet og gøre venstrefløjen europavenlige, mens den konservative euroskepsis blev dybere. Delors havde allerede sagt til Europa-Parlamentet, at om 10 år ville 80 procent af al økonomisk og social lovgivning i regionen blive fastlagt på EF-niveau. Han beskrev også Kommissionen som ”kimen til en europæisk regering”. Men så i september besøgte han Storbritannien og udløste et stående bifald fra fagforeningsmedlemmerne, da han opfordrede dem til at støtte ham i hans bestræbelser på at skabe et ”fundament af sikrede sociale rettigheder”, herunder retten til kollektive forhandlinger.
Mindre end to uger senere kom Thatchers svar i en tale til Europakollegiet i Brugge.
”Storbritannien drømmer ikke om en hyggelig, isoleret tilværelse i udkanten af Det Europæiske Fællesskab,” understregede hun.
”Vores skæbne er i Europa, som en del af Fællesskabet.”
Og så kom hendes advarsel: Europa må ikke ”undertrykke nationalstaten og koncentrere magten,” sagde hun.
”Vi har ikke ladet statens grænser falde i Storbritannien blot for at se dem genindført på europæisk niveau med en europæisk superstat, der hersker fra et nyt magtcentrum i Bruxelles.”
Her var sagens kerne. Europa var ikke længere en trussel for Attlees socialistiske konsensus, følte den britiske politiske klasse, men derimod for den nye Thatcher-konsensus. Frygten havde ændret sig, men det filosofiske spørgsmål var det samme: Hvem skulle bestemme? Thatcher gik ind for at samarbejde med Europa – at gøre sin indflydelse gældende i Europa – men ikke på bekostning af kontrollen over nationalstatens grundlæggende elementer: grænser, penge og lovgivning.
I 1992 tog Europas ledere et kæmpe skridt med Maastricht-traktaten, som skabte Den Europæiske Union. Unionen var ikke bare et fællesskab længere – nu havde man en fælles valuta, en højesteret og et parlament, som alle var underlagt EU’s overnationale lovgivning. Som Attlee bemærkede mange år tidligere: Man kunne diskutere, om det var godt eller skidt, men der var ingen tvivl om, at det var radikalt. Ikke et Europas Forenede Stater, men heller ikke længere den løse sammenslutning af nationalstater, som Thatcher havde argumenteret for.
Briterne gik ikke entusiastisk ind i EU. De nærmere sjoskede af sted, mens de nervøst forhandlede sig til væsentlige forbehold, frem for alt over for den foreslåede nye fælles valuta. Europa marcherede videre, og Storbritannien kunne ikke gøre noget ved det.
Efter den konservative britisk-amerikanske historiker Niall Fergusons opfattelse begyndte Brexit ikke med folkeafstemningen i 2016, men med denne periode – med Storbritanniens beslutning om ikke at følge de fleste andre EU-lande ind i euroen.
”Storbritannien var et ligeværdigt og frivilligt medlem af en meget løs og frivillig sammenslutning, indtil Europas ledere forsøgte at gøre den til noget, der mere ligner en forbundsstat,” siger han til mig.
”Brexit var en logisk konklusion.”
I 1997 blev Tony Blair valgt til premierminister, og hans svar var enkelt: Storbritannien skulle have sin indflydelse tilbage. Briterne skulle med i euroen. I en tale i 2001 erklærede Blair – ligesom Thatcher – at Storbritanniens fremtid var ”uløseligt forbundet med Europa”. Men så fortsatte han:
”[...] for at få det bedste ud af det må vi udnytte vores styrke og indflydelse maksimalt; og for at kunne gøre dét må vi være helhjertede, ikke halvhjertede partnere i Europa.” Storbritannien havde, fastslog Blair, ”fravalgt muligheden for at spille en afgørende rolle i udviklingen af den fælles valuta” og burde gå med nu, hvis landets egne, selvpålagte økonomiske kriterier var opfyldt. For Blair betød logikken i EU-medlemskabet – nemlig muligheden for at få indflydelse – at Storbritannien burde tilslutte sig den fælles valuta.
Jonathan Powell, Blairs daværende stabschef, har beskrevet dilemmaet for mig. Blairs opfattelse, forklarer han, var, at Storbritannien skulle ”forsøge at bruge sin styrke til at opnå en førerstilling sammen med Frankrig og Tyskland ved at være med, der hvor tingene sker.” Men den logiske konsekvens af dét er: ”Hvis vi ikke kommer til at stå i spidsen for Europa, hvorfor skal vi så overhovedet være med?”
Storbritannien var på vej mod et vendepunkt, skønt der ikke var mange, der kunne se det dengang.
Cameron kom til magten på toppen af EU’s første eksistentielle krise – eurokrisen – og blev genvalgt, netop som den næste, flygtningekrisen, begyndte. Da Europas ledere mødtes i Bruxelles i december 2011, så den fælles valutas fremtid ud til at hænge i en tynd tråd. I kølvandet på finanskrisen og den globale recession, som fulgte, måtte en række EU-lande med en enorm statsgæld pludselig kæmpe for at finansiere deres underskud, og man frygtede, at de ikke ville være i stand til at indfri deres forpligtelser. Krisen kunne ende med en katastrofe, der var frygt for afsmittende effekter og usikkerhed om, om euroen ville overleve.
På topmødet gjorde EU-lederne udkast til en nødtraktat, som skulle sikre valutaen.
Men Cameron var utilfreds og frygtede en yderligere konsolidering af eurozoneblokken uden nogen beskyttelse af britiske interesser. Cameron fejlbedømte stemningen og forlangte juridisk bindende bestemmelser om beskyttelse af Storbritanniens finanssektor til gengæld for sin støtte. Rasende over hans opførsel afviste EU-lederne hans krav, og Cameron spillede det eneste kort, han havde tilbage, og nedlagde veto mod hele traktatforslaget. Så udarbejdede Europas ledere simpelthen en separat traktat uden Storbritannien. Londons mareridt var blevet til virkelighed: Når det kom til stykket, havde landet reelt ikke nogen indflydelse.
Den lære, Cameron uddrog af dette ubehagelige sammenstød, var, at Storbritanniens forhold til EU var ved at blive uholdbart og måtte genforhandles. ”Med eurokrisen forandrede organisationen sig for øjnene af os, og vores allerede usikre plads i den blev vanskeligere at bevare,” skriver han i den bog, han udgav efter sin fratræden. Eurokrisen førte direkte til Storbritannien udtrædelse – en konsekvens, som ikke var forudset, men som absolut havde sin forhistorie.
Alt dette er ikke for at sige, at Brexit var uundgåeligt. Der blev truffet beslutninger undervejs, som bidrog til briternes uro og måske kunne have ændret Storbritanniens bane.
Major kunne have sendt Maastricht til folkeafstemning; Blair kunne have gjort sin indflydelse gældende for at forsinke EU’s nye østeuropæiske borgeres ret til at flytte til Storbritannien; Cameron kunne have ventet med folkeafstemningen, indtil flygtningekrisen var ovre. Alle disse ting kunne – måske – have hjulpet Storbritannien til at blive i EU.
Eurozonens kernelande kunne også have gjort mere for at lette briternes eksistentielle – og rimelige – bekymring over, at de havde afgivet suveræn kontrol og måske også var ved at miste den indflydelse, de behøvede for at kunne beskytte sig inden for blokken. Disse lande kunne også have undgået kun at opbygge en halv forbundsstat.
Men igen, alle disse kriser og politiske beslutninger fandt ikke sted i et vakuum. Hver eneste britisk premierminister stod i det samme dilemma med at skulle veje kontrol og indflydelse op mod hinanden. Blair landede på indflydelse og fuldt medlemskab blot for at se det politiske billede ændre sig, da hans manglende kontrol over indvandrerpolitikken medførte en voldsom tilstrømning af arbejdstagere, der flyttede til Storbritannien.
Cameron og Major foretrak derimod at bevare kontrollen blot for at se den britiske indflydelse i Europa forvitre og de resulterende vinde blæse over kanalen alligevel.
Storbritannien havde en vis kontrol og en vis indflydelse, men ikke nok af nogen af delene til, at de følte sig trygge.
Under afslutningsdebatten forud for folkeafstemningen i 2016, som blev transmitteret live på BBC og optaget foran 6.000 vælgere i Wembley Arena i London, havde Boris Johnson fået til opgave at levere leave-kampagnens afsluttende salve.
”Hvis vi stemmer for at træde ud,” erklærede han, ”kan vi tage kontrollen tilbage over vores grænser, over enorme pengesummer … over vores mulighed for at udskrive skatter, over vores handelspolitik og over hele vores lovgivningssystem – det demokrati, som er fundamentet for vores velstand.”
Dette var Brexittilhængernes afsluttende, flammende opråb, hvor Johnson en sidste gang gentog det slogan, som havde lydt igen og igen gennem hele kampagnen: Tag kontrollen tilbage.
”Tag kontrollen tilbage” har siden indtaget sin plads blandt de kampagneslogans, som vælgerne har kendt og gentaget helt af sig selv.
Brexitmodstanderne håner det med den begrundelse, at det er helt igennem vildledende, at den ”kontrol”, der opnås med national suverænitet, er et fantasifoster, når den i virkeligheden betyder et tab af indflydelse over for de økonomiske kræfter, som vil påvirke landet under alle omstændigheder. Den ældgamle diskussion fortsætter.
Men sloganet virkede. Leave-kampagnens argument om, at Storbritannien havde afgivet kontrollen over sin egen skæbne uden at få nogen reel indflydelse til gengæld, syntes at understøttes af begivenhederne i det virkelige liv: eurokrisen og migrationskrisen. Den anden side præsenterede vælgerne for det klassiske argument om indflydelse – at Storbritannien var ”stærkere indenfor” i EU. Men på landsplan valgte vælgerne kontrollen.
Det er derfor, konservative historikere som Ferguson hævder, at Brexit ikke er radikalt, at det faktisk er et spørgsmål om at sætte en udvikling på pause, som finder sted uden ens accept – ikke en aktiv pressen på for dramatiske forandringer.
Men i bund og grund kan man ikke for alvor sige, at Brexit ikke er radikalt. Briterne behøvede ikke at forlade EU, da de valgte at gøre det. De var ikke påvirket af nogen stor krise – det ironiske var, at landet faktisk havde skærmet sig mod de værste følger af flygtninge- og eurokrisen ved at bevare kontrollen over sine grænser og sin valuta. Ikke dermed sagt, at beslutningen om at melde sig ud var forkert (eller rigtig), men blot at det var den mest radikale af de muligheder for at genvinde kontrollen, som var til rådighed på det pågældende tidspunkt.
Selv om Brexit helt sikkert er en radikal beslutning, vil de umiddelbare konsekvenser næppe blive det. Sandsynligvis vil udtrædelsen lægge en lille dæmper på væksten i Storbritannien, hvilket efterfølgende interne reformer og nye internationale handelsaftaler måske eller måske ikke vil kompensere for, mener de folk, jeg har talt med.
I sidste instans ligger de grundlæggende instrumenter, som kræves for at opbygge en stærk økonomi, i stor udstrækning i hænderne på den britiske regering: skatter, infrastruktur, uddannelse og innovationsevne.
Måske vil briterne ikke bruge de instrumenter optimalt, men de har mulighed for det. Sandheden er, at Brexit både er radikalt og konservativt. Det er en forandring, som ikke rigtig har nogen fortilfælde i nyere tid, og man vil for altid strides om, hvor klogt (eller uklogt) det i grunden var, sandsynligvis idet man langt hen ad vejen holder landet op imod selve den blok, det netop har forladt, og de beslutninger, som EU nu kommer til at træffe uden britisk indflydelse.
Storbritannien har måske ikke længere indflydelse på, hvor EU bevæger sig hen, en kendsgerning, som snart kan komme til at optage magthaverne i London, men sine egne fremtidsudsigter har landet i stor udstrækning kontrol over – præcis som man havde før.
Tom McTague er London-korrespondent på det amerikanske magasin The Atlantic.
© The Atlantic og Tribune Content Agency
Oversat af Marie Lund.