Brexit handler mere om vrede mod London end mod polske håndværkere og Bruxelles

Da Boris Johnson holdt sejrstale efter det britiske parlamentsvalg i december, lovede han udtræden af EU senest den 31. januar. Skæringsdatoen nærmer sig, men på en pub i det nordøstlige England giver de udtryk for, at utilfredsheden i virkeligheden handler mere egne politikere og London-eliten frem for EU

Hvordan er Storbritannien havnet i en situation, hvor det ikke bare er politikerne, men også venner og familiemedlemmer, der ikke længere kan være i samme rum på grund af politiske uoverensstemmelser? ”Fordi vi ikke forstår hinanden,” udbryder Labour-vælgeren Liz Luff i et tonefald, der ikke lægger op til dialogkaffe. – Foto: Johan Varning Bendsten
Hvordan er Storbritannien havnet i en situation, hvor det ikke bare er politikerne, men også venner og familiemedlemmer, der ikke længere kan være i samme rum på grund af politiske uoverensstemmelser? ”Fordi vi ikke forstår hinanden,” udbryder Labour-vælgeren Liz Luff i et tonefald, der ikke lægger op til dialogkaffe. – Foto: Johan Varning Bendsten.

Liz Luffs ansigt fortrækker sig i en anstrengt grimasse, da Brexit kommer på bordet.

Ikke fordi den livslange Labour-tilhænger er træt af at forklare, hvorfor hun mener, Storbritanniens forestående farvel til EU er ”en katastrofe på ufatteligt mange niveauer”. Men fordi hun på egen krop har mærket, hvordan debatten om briternes skilsmisse fra EU har gjort ondt på en masse mennesker – inklusive hendes egen familie.

”I lang tid kunne jeg ikke tale med mine forældre, der stemte leave. Det er først for nylig, vi igen begyndte at ses. Og vi kan stadig ikke tale politik. Det er vi simpelthen for uenige til, og der er for mange følelser involveret. Jeg kender mange, hvor Brexit-debatten har ødelagt familier og venskaber. Før 2016 var folk bedøvende ligeglade med EU, nu fylder det alt. Og jeg hader det så inderligt,” siger hun.

Liz Luff, kæresten, Dominic, og vennerne Bill, Dan og Ross har fundet sig til rette på stam-pubben i centrum af Newcastle upon Tyne. Det er lørdag, der er øl i glassene, singer-songwriter på højttalerne og fra vinduet udsigt til ”byens største katedral”, fodboldstadionet St. James Park.

Eftermiddagens kamp gav point, og stemningen i den hårdt prøvede nordøstengelske hovedby er over middel. Men det er en sjældenhed i disse tider, understreger Liz, der begræder debatten om Storbritanniens udtræden af EU næsten lige så meget som selve Brexit.

I den ene lejr mener man, at de Brexit-ansvarlige politikere som Nigel Farage og Boris Johnson har ført briterne bag lyset og skal bures inde for deres løgne, fortæller hun. Og i den anden lejr har man gennem tre et halvt år haft oplevelsen af, at en magtfuldkommen elite har ignoreret demokratiet og befolkningens ønsker ved at forhale Brexit i det uendelige.

Men hvordan er Storbritannien havnet i en situation, hvor det ikke bare er politikerne, men også venner og familiemedlemmer, der ikke længere kan være i samme rum på grund af politiske uoverensstemmelser?

”Fordi vi ikke forstår hinanden,” udbryder Liz Luff i et tonefald, der heller ikke lægger op til dialogkaffe.

”Min far siger, at Brexit handler om suverænitet. Så jeg spurgte ham, hvad han mente med det, og så svarede han, at det var en følelse. En følelse? Skal vi kaste Storbritannien og vores børns fremtid ud i det her rod på grund af en følelse? Fordi nogen har en eller anden nostalgisk længsel efter indflydelse, som i hvert fald aldrig kommer tilbage, hvis vi vælger at isolere os. Det giver simpelthen ikke mening for mig. Men dermed ikke sagt, at jeg ikke forstår den frustration, mange heroppe føler,” siger hun og tager en dyb indånding.

”Jeg er bare overbevist om, at EU er det forkerte sted at rette vreden hen.”

Newcastle var i industrialiseringens guldalder et vækstlokomotiv for hele Storbritannien, men i dag kæmper mange indbyggere med at få hverdagen til at hænge sammen.

I opgangstiden forsynede man London med kul, så hovedstadens indbyggere kunne holde sig varme, men i dag er man selv afhængig af økonomiske håndsrækninger den modsatte vej. Børn sulter, og der bliver flere og flere hjemløse i bybilledet.

En situation, der passer dårligt til selvforståelsen i området, fortæller Dan Jackson, der sidste år udgav den anmelderroste bog ”Northumbria: Det nordøstlige England og dets indbyggere”.

”Overalt i Storbritannien lukker fabrikker og butikker i disse år, men udviklingen er særlig slem heroppe. Vi var blandt de første, der blev industrialiseret, vi var de første, der blev afindustrialiseret, men da vi så skulle være de første til at få et alternativ op at køre, skete det aldrig. I dag har selv pubberne svært ved at holde skindet på næsen, og arbejdsløshed og fattigdom er vidt udbredt. Jeg tror, at Brexit handler om alt muligt, men hvis du skal koge det ned til bare én ting, så er det først og fremmest følelsen af tab af værdighed,” siger han.

”Vi har nået et punkt, hvor mange menneskers liv bliver dårligere og dårligere dag for dag. Og så bliver man selvfølgelig apatisk på et tidspunkt – ikke mindst i forhold magthaverne. Har du stemt Labour hele dit liv, men stort set aldrig oplevet forbedringer, så tænker man jo på et tidspunkt, at det måske er tid til at kaste terningerne og se, hvad der sker. For alternativet kan jo umuligt være værre.”

Dan Jackson medgiver, at internationale samarbejder kan have masser af fordele, ikke mindst hvad økonomien angår. Og det er han også overbevist om, de fleste Brexit-tilhængere godt kan se.

”Men samtidig mister man jo kontrollen med migrationen og bliver tvunget til ting, man ikke selv ville have stemt for. Jeg tror, man skal lade være med at sige, at heroppe, langt fra London og Sydengland, her er folk bare dumme og ude af stand til at forstå konsekvenserne af det, de stemte for. Sådan tror jeg ikke, det er. Men jeg er overbevist om, at resultatet af Brexit-afstemningen ikke var et svar på spørgsmålet om Storbritanniens fremtid i EU. Jeg tror, det handlede om at sende en besked til London om, at vi nok selv skal bestemme, hvad der er det rigtige for os. Det var en middle finger til London, ikke til Bruxelles eller de polske håndværkere i Newcastle.”

Bill Corcoran, som om dagen er konsu-lent og om aftenen blæksprutte i en af Newcastles største fødevarebanker, der uddeler mad til byens trængende, stemmer i med en anekdote:

”For et par år siden havde vi en konservativ minister heroppe for at indvie en ny bro. Men pludselig kunne han ikke huske navnet på floden, som broen var opkaldt efter. Det er selvfølgelig, hvad der kan ske, men mange fik bekræftet en generel oplevelse af, at koloniherrerne fra hovedstaden lige kigger forbi en gang imellem for at sikre sig, at lokalbefolkningen heroppe makker ret, inden de tager tilbage til civilisationen og får sig et glas pink gin og bestemmer videre over vores liv uden tanke på, hvad vi egentlig selv går og ønsker,” siger han, før Dan Jackson udstyrer ham med en ny pint i bytte for ordet:

”Folk føler sig lang væk fra beslutningerne, det er helt klart. I mine mørke øjeblikke kan jeg godt få den tanke, at vi er lidt for passive. Vi har sendt Labour-parlamentarikere til London ved hvert eneste valg igennem hele historien, men ikke én gang har de gjort en reel, positiv forskel for os. Hvad skal der til, før vi bliver tilgodeset?”, spørger han.

Liz Luff føler sig først og fremmest forrådt af de politikere, hun mener ”har smidt landet under bussen for egen vindings skyld”. Og så har hun har ondt af de borgere fra andre EU-lande, som hun nu frygter får revet deres tilværelse op med rode. Men det er ikke alt, understreger Liz’ kæreste, Dominic Mallatratt:

”Værst er næsten tanken om, at vi briter kommer til at rende rundt og hade hinanden i mange år fremover, bare fordi det konservative parti havde nogle interne stridigheder, de ikke kunne løse på anden måde end ved at gamble med kongerigets fremtid. Løgne, personlige ambitioner og det ene politiske trafikuheld efter det andet har bragt os i den her situation, der minder om en mental borgerkrig. Det er jo til at blive både desperat og ked af,” siger han, væder læberne og fortsætter:

”Min svigerfar siger, at han hader EU. Hvorfor? Det ved han ikke. Men Brexit-folkenes uansvarlige budskaber har ramt ham lige i hjertet. De fortæller folk, at hvis de ikke har det liv, de drømmer om, så er det nogle andres skyld. Og der er EU den perfekte syndebuk. Folk, der kæmper hårdt uden at lykkes, de har brug for at lægge ansvaret over på nogle andre. Og den mulighed har politikerne givet dem. Væk er det personlige ansvar, nu kan du i stedet vende din vrede mod migranterne og Bruxelles. Men hvad med at politikerne selv tog ansvar for et kongerige, der ikke længere er forenet? Det kræver meget ansvarlige politikere ikke at lade sig friste af populisme, og sådan nogen har vi desværre ikke været begunstiget af.”

Dominic Mallatratt medgiver, at EU langtfra er perfekt. Men han tror ikke på, at Brexit er svaret på hverken Storbritannien eller EU’s problemer. Tværtimod.

”Nigel Farage og Boris Johnson har stillet sig op og sagt til folk, at med Brexit bliver alt sus og dus. Men det er jo løgn! Det er så skamløst og egoistisk at udnytte en situation, hvor mange mennesker kæmper for at klare tilværelsen, på den måde. Hvorfor tager politikerne ikke selv ansvar for fattigdommen i stedet for at lægge det over på nogen, der ikke kan give igen? Vi burde simpelthen være bedre end det. Jeg er halvt italiener, men har altid følt mig 100 procent engelsk. Det gør jeg ikke længere. Halvdelen af mig føler sig ikke længere velkommen i det her land. Det er en frygtelig oplevelse,” siger han.

Rundt om bordet denne lørdag stemte alle mod Brexit i 2016. Men ved parlamentsvalget i december sidste år var der tegn på opbrud i synet på Storbritanniens skilsmisse med EU. Nu er det først og fremmest et spørgsmål om troværdighed, mener Ross, der ikke har lyst til at få sit efternavn i avisen:

”Jeg oplever ikke, at folk er voldsomt passionerede omkring Brexit. Eller Boris Johnson, for den sags skyld. Men for mig og mange andre handler det om, hvorvidt vi fortsat skal kunne have tillid til demokratiet og til vores politikere. Vi er nødt til at få Brexit gennemført for folkestyrets skyld, ellers vil alle valg og beslutninger fremover blive draget i tvivl,” siger han og uddyber:

”Og hvordan skal vi, som de seneste mange år har rejst rundt og fortalt andre lande langt væk, at demokrati er det bedste i verden, kunne se os selv i øjnene, hvis ikke vi selv tager konsekvensen af et valgresultat?”.

I Newcastle stemte 49,3 procent for Brexit. På landsplan var det små 52 procent. At Storbritannien er splittet, er et faktum. Liz Luff beder til, at et farvel til EU vil betyde, at den nationale helingsproces kan komme i gang hurtigst muligt. Bill Corcoran håber, at forløbet rusker op i det, han anser for en utidssvarende britisk selvforståelse:

”Hvis du vil forstå britisk mentalitet anno 2020, så skal du tænde for fjernsynet søndag aften. Der har vi et program, der hedder Antiques Roadshow, hvor folk fra tid til anden viser dyre ting frem, som deres forfædre har stjålet rundt omkring i kolonierne i gamle dage. Det er vi stadig meget stolte af, selvom sådan et program jo i bund og grund er en hyldest til kriminalitet og den gamle idé om hvide briters overlegenhed og ret til at gøre, som man har lyst til,” siger han og fnyser.

”Vi har altid troet, vi kunne købe og kontrollere hele verden – ligesom vi købte Tranquebar af Danmark. Derfor tror vi også, at vi er meget bedre stillet uden at skulle trækkes med alle jer underlegne EU-tilhængere. Men det er jo galskab, for Storbritannien har ikke været overlegen på noget område de seneste mange, mange år. Og i dag bliver selv Newcastle Brown Ale brygget i Holland. I det mindste må man håbe, vi får lov at tjene som et skrækeksempel.”

Liz og Dominic nikker, mens Ross ryster overbærende på hovedet.

”Skål, venner. For demokratiet!”.