Det var en dybt følelsesladet Martina Anderson fra Sinn Fein-partiet, der i går gik på talerstolen i Europa-Parlamentet.
Hovedparten af de nordirske vælgere stemte nemlig ved folkeafstemningen i sidste uge for at blive i EU, men skal nu umiddelbart med ud på grund af vælgere i England og Wales, som sikrede flertallet for en Brexit, et britisk farvel til EU.
”Det sidste, Irlands befolkning har brug for, er en EU-grænse, der skærer øen midt over,” sagde hun med en stemme, der knækkede flere gange, og til kæmpe bifald fra salen ved Parlamentets ekstraordinære møde i Bruxelles.
Den kendte irske kronik-skribent fra The Irish Times Fintan O’Toole har direkte skrevet, at det er en ”bombe under fredsprocessen” og henvist til, at en del af fredsprocessen er bundet op på EU-lovgivning – og hvad nu, hvis den ene side ikke længere er underlagt EU-lov?
Generelt er der en rimelig fornuftig sameksistens mellem katolikker og protestanter i de fleste dele af det nordirske samfund, forklarer Sara Dybris McQuaid, der er leder af irske studier ved Aarhus Universitet. Men den samhørighed kan komme under pres.
”Det her har helt sikkert skubbet til, hvor mange katolikker der kan se sig selv leve i Nordirland uden også at være en del af EU,” siger hun.
Oven i det er mange freds- og forsoningsprojekter i Nordirland finansieret af EU-midler, der udløber i 2020. Hvad der sker med dem efterfølgende, er uafklaret.
Grænsen mellem Irland og Nordirland er siden indgåelsen af Langfredagsfredsaftalen i 1998 nærmest blevet udvisket, og man kan køre frit frem og tilbage.
Det kan man risikere ændrer sig, for hvis Nordirland bliver britisk grænse mod EU, vil briterne måske have en bevogtet grænse, så man kan sikre sig mod indvandring fra EU – hvilket var et af hovedargumenterne for at stemme for en Brexit.
Fremtrædende nordirske Sinn Fein-politikere har da også allerede krævet en ny folkeafstemning om netop grænsespørgsmålet.
Politisk har irerne syd for grænsen altid været mere pro-europæiske end nord-irerne. Når man kører rundt i Irland, går der ikke langt imellem, at man ser vejskilte, hvor der står, at eksempelvis vejen, man kører på, er delvist finansieret af EU.
”Irerne har generelt været meget mere glade for EU end briterne. Så man har i Irland en fornemmelse af, at det giver noget at være med i fællesskabet. Den fornemmelse har man altid været skeptisk over for i Storbritannien,” siger Sara McQuaid.
Opdelingen har groft sagt været, at flest katolikker i Nordirland er for EU, mens flest protestanter er imod.
Det største katolske parti, Sinn Fein, ønsker at blive i EU, mens det største protestantiske parti, Democratic Unionist Party, som det eneste nordirske parti var for at forlade EU ved folkeafstemningen.
Men der er en barok tvist på den historie.
Alle borgere i Nordirland kan som følge af fredsaftalen få både irsk og britisk statsborgerskab – eller vælge, hvilket af de to de ønsker.
Democratic Unionist Party, der som nævnt er for at forlade EU, blev dannet af den nu afdøde protestantiske præst Ian Paisley, der inden sin død nåede at bevæge sig noget mod midten og indgå regeringspartnerskab med sine gamle dødsfjender fra IRA, Den Irske Republikanske Hær, de nuværende Sinn Fein-politikere Gerry Adams og Martin McGuinness.
Sidstnævnte er i dag Nordirlands viceførsteminister og argumenterer nu for, at nordirernes ønske om at forblive i EU bør respekteres.
Og Ian Paisleys søn Ian Paisley junior, der også er aktiv i Democratic Unionist Party, anbefaler nu sine vælgere at søge om irsk statsborgerskab.
Og den irske udenrigsminister, Charlie Flanagan, har i denne uge opfordret nordirerne til at holde igen med at søge om irsk statsborgerskab, efter at Irlands ambassade og postkontorer i Nordirland alene i mandags ifølge nyhedsbureauet Reuters modtog over 4000 ansøgninger om irsk statsborgerskab mod normalt 200 om dagen.
”Så man kan ende med et Nordirland, der ikke er med i EU – men hvor alle borgerne har EU-statsborgerskab,” siger Sara Dybris McQuaid og udtrykker bekymring for den kommende tid.
Den berygtede ”march-sæson”, hvor specielt den protestantiske orangeorden går på gaden i store marcher, der jævnligt ender i vold og ballade, står for døren.
”Det er en tid, hvor grænserne virkelig bliver trukket op,” siger hun.