Prøv avisen

Briterne diskuterer stadig fri abort

Kvinders frihed til at bestemme over egen krop eller mord på uskyldige ufødte tilhængere og modstandere markerer på hver deres måde, at det er fire årtier siden aborten blev givet fri

En ud af 23 britiske teenagere har fået foretaget en abort, før de fylder 20. Teenagere står for næsten 10 procent af de knap 200.000 aborter, som udføres i England og Wales hvert år.

Disse forfærdelige statistikker viser i hvor stort et omfang, aborter bliver betragtet som en form for prævention, siger det konservative parlamentsmedlem Nadine Dorris til den britiske avis Daily Telegraph.

Hun er er en af de skarpeste modstandere af den nuværende abortlov, og hun bruger den kommende mandags 40-års jubilæum for den fri abort i Storbritannien til at arbejde for at sænke den nuværende abortgrænse, som med 24 uger er en af de højeste i Europa.

Målet er at få den ned på 20 uger. Men tilhængere af abort frygter forslaget, for de ser det som et indgreb i kvinders frihed.

Abortloven var et historisk fremskridt for kvinder. Det var afslutningen på en tid, hvor kvinder fik aborter i skumle baglokaler, og hvor tusinder af kvinder døde, og andre tusinder blev skadet eller lemlæstet for resten af deres liv, siger Louise Hutchins til det britiske nyhedsbureau Reuters.

Hun er kampagnedirektør i pro-abort organisationen Abortion Rights Group.

Debatten var også hård for 40 år siden, daden fri abort blev indført. Manden, der førte an i kampen for abort, var det unge medlem af det dengang liberale parti, David Steel. Han bliver set som den frie aborts fader.

Jeg plejede og det sker stadig af og til at få vanvittige breve, som sammenligner mig med Herodes og Hitler, fortæller den nu 70-årige Lord Steel til Reuters.

Han overværede selv en abort dengang for at vide, hvad han talte om og han er stadig tilhænger af den nuværende grænse på 24 uger.

En af dem, som har sat fokus på abortgrænsen, er fødselslægen, professor Stuart Campbell. Han har offentliggjort billeder og videoer af fostre ned til 16 uger, som sutter på deres tommeltot og viser andre udviklingstegn.

Dette er smukke skabninger. De er i fuld gang med at udvikle de nødvendige færdigheder til at overleve. Jeg finder det ikke rigtigt, at vi efter 20 uger tager de fostre ud og sønderriver dem. Jeg finder det barbarisk, understreger professoren.

En argumentation som aborttilhængere kalder oprørende og uansvarlig.

Den slags sprogbrug er ikke særlig hjælpsom over for de kvinder, som står over for at tage en stor beslutning. At bringe et barn ind i denne verden med alt det ansvar, der følger med er en beslutning, som kun den enkelte kvinde kan tage, argumenterer Louise Hutchins.

Lægeverden støtter aborterne, og det gør to tredjedele af kvinderne også ifølge meningsmålingerne. Og det er ikke overraskende i betragtning af, at næsten hver tredje britiske kvinde har fået en abort, inden hun fylder 45 år.

norum@kristeligt-dagblad.dk