Hvad er op og ned i den britiske folkeafstemning om medlemskabet af EU? For mange briter er det et uoverskueligt spørgsmål, men en gruppe akademikere forsøger at holde hånd i hanke med fakta, og blandt dem er danske Sara Hagemann, lektor ved universitetet London School of Economics.
Et af de centrale argumenter fra nej-siden er, at Storbritannien skal have magten tilbage fra Bruxelles.
”De siger, at Storbritannien aldrig har mulighed for at få deres mærkesager igennem, men det er simpelthen ikke korrekt,” siger Sara Hagemann.
Hun har sammen med sine kolleger analyseret alle afstemninger i EU’s ministerråd, og kun 57 gange siden 1999 er briterne stemt ned. I samme tidsrum har de været en del af flertallet på 2476 lovforslag.
Ganske vist er Storbritannien det land, som oftest er blevet stemt ned, men afstemninger er sjældne, fordi EU hele tiden forsøger at finde kompromiser, og nederlagene er ikke om store afgørende spørgsmål, men eksempelvis om EU’s forbud mod genmodificerede madvarer, som briterne er uenige i, samt miljøregulering, hvor britiske virksomheder er ramt. Alligevel bliver det præsenteret som store nederlag i de britiske medier.
”Briterne har en politisk tradition, som er meget anderledes end den kontinentale. De har den her konflikt-politik, hvor det simpelthen er et spørgsmål om at vinde argumenterne. Derfor er tonen hårdere, og de er længere fremme i skoene med, hvad de vil have og ikke have. I resten af Europa er vi vant til koalitionspolitik og til at finde kompromiser,” forklarer Sara Hagemann.
Hun peger på, at briterne har været et meget indflydelsesrigt land i EU:
”Storbritannien har sat fingeraftryk på nogle af de helt store spørgsmål, blandt andet det indre marked, som nærmest er deres opfindelse. Det samme gælder de udvidelser, vi har haft af EU, som også har været drevet af briterne. Dertil kommer, at udenrigspolitiske spørgsmål ofte er styret af britiske prioriteringer.”
”Men når det er sagt, er det også tydeligt, at Storbritannien har mistet indflydelse – på samme vis som de andre store lande – fordi der nu er 28 medlemslande, og fordi vi er gået fra en beslutningsproces, hvor flere politikområder var domineret af enstemmighed til flertalsafgørelser.”
Hertil kommer, at briterne ikke har prioriteret det daglige politiske arbejde i EU særlig højt.
”Mange har bemærket, at Storbritannien har marginaliseret sig i regeringsforhandlinger om de store spørgsmål. Eksempelvis om, hvad der skal ske med eurozonen. Selvom landet ikke er medlem, kunne briterne godt være med til at præge diskussionerne og beslutningerne. De har heller ikke været særlig samarbejdsvillige i spørgsmålet om at redde Grækenland og andre svage økonomier. Vi ser det samme med flygtningespørgsmålet,” siger Sara Hagemann.
Årsagen er blandt andet, at der er sket et generationsskifte i den britiske repræsentation i Bruxelles, så der er meget færre briter på topposter blandt embedsmændene i Bruxelles.
”Det kan forklares ved, at EU-samarbejdet ikke har været en prioritet, og i Udenrigsministeriet har EU været skubbet lidt ud på et sidespor. Det er klart, at hvis man har topembedsmænd, som er dygtige og med til at udforme og forberede lovgivning, så er man også med til at sætte fingeraftryk på den. Det har briterne gjort meget succesfuldt tidligere, og den britiske udenrigstjeneste er berømt for netop den slags diplomati. Men niveauet er ikke det samme som tidligere,” siger Sara Hagemann.
Hun fremhæver videre, at det britiske regeringsparti, De Konservative, har sat sig selv uden for den store indflydelse i Europa-Parlamentet, efter at de forlod den store liberale gruppe.
”De Konservative befinder sig ofte i en mindretalsposition, efter at de dannede deres egen partigruppe, som blandt andet omfatter Dansk Folkeparti. Det er en meget blandet landhandel. Nogle af medlemmerne, som for eksempel polakkerne, er virkelig fra den yderste højrefløj. Det er også en splittet gruppe, der ikke kan finde fælles fodslag i lovgivningsarbejdet, og de sidder ikke på mange af de store poster, hvor Parlamentet har indflydelse,” siger Sara Hagemann.
En uge før afstemningen er det nej-siden, der har en lille føring i meningsmålingerne. Og bliver det et nej, vil det sende dønninger gennem hele EU.
”Vi kan helt sikkert forvente, at andre lande vil følge trop. Enten ved at sætte hele eller dele af deres medlemskab til folkeafstemning. Eller blot ved at sætte gang i debatten om, hvad EU er for dem. Jeg tænker her især på Holland og Ungarn, men også polakkerne, hvor regeringen har ikke stor tiltro til EU-Kommissionen,” siger Sara Hagemann med henvisning til, at EU har kritiseret polske indgreb mod ytringsfriheden og lovforslag, som strider mod EU’s fundamentale principper.
”Vi skal også huske på, at der er valg i Frankrig og Tyskland til næste år. I Frankrig kan Front National vinde valget, fordi de vil ud af EU-samarbejdet på grund af indvandrings- og flygtningespørgsmålet,” siger Sara Hagemann.
Et britisk nej vil også påvirke Danmarks rolle i EU.
”Hvis briterne forlader EU, er det en vigtig stemme, der forsvinder. Det er et andet medlemsland, der ikke er medlem af eurozonen, og som selvfølgelig har en anden vægt i forhandlingerne, end lille Danmark har. Briterne har også en liberal økonomisk politik, som er meget forskellig fra Frankrig og Tyskland, og hvor Danmark ofte befinder sig et sted midt imellem. Derfor har vi typisk skelet til Storbritannien i forhandlingerne,” siger Sara Hagemann.
Den britiske folkeafstemning er den seneste i en lang række folkeafstemninger om EU især i de vesteuropæiske lande.
”Det er måske et symptom på, at den nationalpolitiske debat har ændret sig. EU har stor indflydelse på det råderum, som Folketinget og andre parlamenter har,” siger Sara Hagemann.
Især det sidste har været en udfordring for briterne, og det er det, der nu bider David Cameron i haserne.
”Her i Storbritannien, hvor der har været årtier med EU-kritisk presse, har De Konservative været ledende i EU- kritikken, og nu står Cameron som premierminister og forsøger at sælge dem noget helt andet.”
Med til billedet hører, at folkeafstemninger har en tendens til at handle om andet end det, der rent faktisk står på stemmesedlen.
”Andre politiske spørgsmål spiller altid ind. For det første om regeringen er populær og til at stole på for vælgerne. Det så vi også i den danske folkeafstemning i november,” siger Sara Hagemann.
Hun ser billedet gentage sig i aktuelle britiske debat.
”Folkeafstemningen handler i høj grad om britisk indenrigspolitik og om, hvem der efterfølgende skal være premierminister. Den splittelse, der er blandt de konservative, havde Cameron ikke forudset. Det ved jeg. Han havde troet, at han kunne samle partiet ved at indgå i en forhandlingsproces om et bedre resultat.”
Resultatet er de indrømmelser, som David Cameron fik forhandlet hjem i EU først på året, men som stort set ikke bliver nævnt i debatten. Men bare det, at han fik indrømmelser fra de andre lande, er ifølge Sara Hagemann imponerede.
”Jeg vil sige, at aftalen har været signifikant, i og med at han fik en aftale, samtidig med at Europa brændte. Det viser, at de andre EU-lande har været opsatte på at beholde Storbritannien inde i EU. Men det er ikke en helt ny form for medlemskab. Det er nogle småændringer, som kan betyde noget på længere sigt. Men det er ikke, fordi han har ændret det store politiske billede for Storbritannien,” siger Sara Hagemann om aftalen, der næste torsdag skal vise, om briterne vil blive i eller forlade EU.